• Christoffer Kjeldsen

Åbent eller lukket Balkan?

Blandt regeringerne på Vestbalkan er et grænseoverskridende projekt på tegnebrættet. Projektet “Åbent Balkan” deler vandene. Fortalerne mener, at projektet vil medvirke til økonomisk udvikling samt fremskynde landenes EU-aspirationer. På modsatte side er kritikerne skeptiske over for de potentielle politiske motiver, de mener, ligger bag initiativet.


Foto: rferl.org

D. 10 oktober 2020 mødtes regeringscheferne for Serbien, Nordmakedonien og Albanien i den serbiske by Novi Sad. Her underskrev de tre ledere en hensigtserklæring om at etablere fri bevægelighed for mennesker, varer, tjenester og kapital mellem de tre lande. Oprindeligt navngivet Mini-Schengen, inspireret af det lignende europæiske samarbejde, går initiativet i dag under navnet “Åbent Balkan” (Otvoreni Balkan). Som navnet antyder, har initiativtagerne betonet at ambitionen er, at nabolandene Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Kosovo også tilslutter sig.


Grundlæggerne af initiativet har siden de første spadestik fremhævet, hvad det er, de anser som det endelige mål. En forbedring af de økonomiske forhold og forbindelser mellem landene , der alle befinder sig i, hvad der ligner, et venteværelse til EU-medlemskab uden ekspedering. Idéen er, at et større økonomisk og regionalt samarbejde vil forberede landene og fremskynde deres optagelse i EU-familien. Ligeledes anser de ikke projektet som et alternativ, men derimod et supplement, på vejen mod EU.


Nordmakedonien, Albanien og Serbien er medlemmer af projektet, mens Kosovo, Montenegro og Bosnien-Hercegovina ikke har tilsluttet sig. Foto: euronews.com

Mens idéen om et regionalt initiativ indtil videre har høstet ros fra det internationale samfund, har det også medført kritik og skepsis fra bosnisk, montenegrinsk og kosovansk side. På trods af ihærdige forsøg fra de stålfaste grundlæggere på at overbevise de ikke-deltagende lande om vigtigheden og de økonomiske fordele, stilles der blandt andet spørgsmålstegn ved de politiske implikationer og ambitioner. Artiklen her giver et indblik i nogle af de problematikker, der, som situationen er på nuværende tidspunkt, udgør en hindring for projektet.


En serbisk verden bringer projektet i fare

En række uforløste politiske problemstillinger relateret til arven fra krigene i 1990’erne udgør en del af den overskyggende kritik. Serbien, en dominerende og betydningsfuld aktør på Balkan, har flere udeståender med nabolandene. Dette kan potentielt skade udsigterne til et succesfuldt projekt med deltagelse af alle seks lande, hvor en fælles, gensidig tillid og ligeværdighed udgør rammerne.


De seneste år har de omkringliggende lande været vidne og lagt øre til foruroligende udmeldinger fra serbiske politikere. Anledt af den serbiske indenrigsminister, Aleksandar Vulin, har en voksende serbisk ambition om at skabe en såkaldt serbisk verden (srpski svet) fundet sin plads i den offentlige debat. Ifølge Vulin, der anses som værende et talerør for præsident Aleksandar Vučić og hans højre hånd, er essensen af dette koncept idéen om en forening af alle serbere, der, på tværs af geografiske og kulturelle skel, skal indgå i ét fælles Serbien ledet af Beograd.


Som Vulin flere gange har cementeret - “denne generation af serbiske politikeres opgave er at realisere og skabe en serbisk verden for at beskytte det serbiske folk, hvor end de befinder sig.


Også serbiske statsdokumenter taler ind i dette. I et dokument omhandlende Serbiens nationale sikkerhedsstrategi, vedtaget i 2019, mens Vulin fungerede som forsvarsminister, står der bl.a. at “beskyttelsen af det serbiske folk, uanset hvor de bor” er “en betingelse for Republikken Serbiens overlevelse.” På problematisk vis fremhæver denne strategi ligeledes at “bevarelsen af Republika Srpska er en af Republikken Serbiens udenrigspolitiske prioriteter.” Republika Srpska er ikke en del af Serbien, men én af de to entiteter i nabolandet Bosnien-Hercegovina. Man kunne måske med rette spørge sig selv, hvordan reaktionen fra Beograd ville være, hvis det i ungarske sikkerhedsstrategier blev fremhævet, at den nordlige serbiske provins, Vojvodina, hvor det anslås at ungarere udgør omkring 13% af befolkningen, er en vital, ungarsk, udenrigspolitisk prioritet?


Den serbiske indenrigsminister, Aleksandar Vulin. Foto: aroj.net

På trods af at Vučić offentligt understreger, at Serbien til fulde respekterer andre landes territoriale integritet og ikke har storstatsprætentioner og ekspansionistiske ambitioner, fører den nationalistiske og hegemoniske retorik, med god grund, til forurolighed hos naboerne, iflg. analytikere. Dette giver associationer til Slobodan Miloševićs politiske ambition om et Storserbien, der anses som en af katalysatorerne for krigene i 1990’erne. Flere fremtrædende og prominente stemmer, både udenfor såvel som indenfor de serbiske grænser, har da også fordømt disse udmeldinger. Blandt andet fremhævede Montenegros præsident, Milo Djukanović, tidligere på sommeren, risikoen for, at projektet Åbent Balkan vil åbne dørene for større serbisk indflydelse i de deltagende lande.


Elefanten i rummet

I forbindelse med et møde mellem statslederne i starten af juni, afholdt i Nordmakedonien, understregede Olivér Várhelyi, EU's kommissær for udvidelse, initiativets potentiale til at fremskynde EU-integrationen. Várhelyi påpeger dog i samme ombæring at initiativets success er betinget af tilslutningen af alle seks lande. Og netop her, finder vi én af de store udfordringer og hæmsko; Kosovo.


Siden selvstændighedserklæringen i 2008 har Kosovos uafhængighed været en torn i øjet på Serbien. 117 ud af 193 FN-medlemmer, heriblandt 22 EU-medlemslande, har anerkendt Europas yngste stat. Trods øget samarbejde mellem Serbien og Kosovo de seneste år, anerkender Serbien fortsat ikke Kosovo, som de anser som en del af Serbien. Dette på trods af at Serbien ingen formel kontrol har dér. Serbien har forsøgt at forhindre Kosovo i at blive et fuldgyldigt medlem af internationale organisationer såsom NATO, og regionen oplever jævnligt spændinger mellem Beograd og Priština, noget som mange mener er en stor årsag til regionens ustabilitet.


Baggrunden for spændingerne udspringer af et slag tilbage i 1389. Slaget, der udspillede sig i nutidens Kosovo, mellem den serbiske hær, ledet af den serbiske prins Lazar Hrebeljanović, og Det Osmanniske Rige, ses som et symbol for den serbiske kamp for nationen. Ifølge den nationalistiske fortælling tabte Serbien, i en heroisk kamp, et afgørende slag mod fjenden. Slaget har sidenhen fået en væsentlig rolle i serbisk historiografi, en nærmest mytisk dimension, og er en grundsten for serbisk identitetsdannelse.

Grundet Kosovos vigtighed for Serbiens identitet, har Serbien modarbejdet Kosovo i at blive fuldgyldigt medlem af det internationale samfund, samt nægtet at anerkende krigsforbrydelserne og retsforfølge gerningsmændene fra 1998-1999-krigen.


Kosovanske repræsentanter har dog også gentagne gange understreget, at landet ingen ambitioner har om at tilslutte projektet, så længe Serbien ikke ændrer sit forhold til landet. Albin Kurti, Kosovos premierminister, fremhævede for nyligt, at landets prioritet er et tættere regionalt samarbejde i EU-regi, så længe Serbien ikke anerkender Kosovos uafhængighed. Ikke kun i forhold til Åbent Balkan er en normalisering af forholdet mellem Beograd og Priština nødvendig. På lignende vis er en sådan normalisering også et krav, EU har stillet Serbien, hvis landet vil gøre sig forhåbninger om at tilslutte sig EU-familien.


Fra venstre til højre: Zoran Tegeltija, Formand for Ministerrådet i Bosnien-Hercegovina, Aleksandar Vučić, den serbiske præsident, Dimitar Kovačevski, Nordmakedoniens premierminister, Edi Rama, Albaniens premierminister og Dritan Abazović, Montenegros premierminister, ved et møde afholdt tidligere på sommeren i den nordmakedonske by Ohrid. Tegeltija og Abazović deltog som observatører. Foto: bosnavijesti.com

Endnu et initiativ?

Udover spørgsmål om de politiske motiver, er der også andre faktorer der forstærker den tøven, der hersker blandt de ikke-deltagende lande. Trods talrige løfter om, at projektet er et supplement, og ikke et alternativ til EU-medlemskab, begrunder Bosnien-Hercegovina og Montenegro deres skepsis yderligere på basis af, at regionens lande allerede indgår i eksisterende regionale samarbejder. I EU-regi er lignende initiativer tidligere iværksat med det formål at styrke båndene mellem landene - heriblandt Berlin Processen fra 2014. Med målet om at sikre fremskridt på områder indenfor transport, økonomisk vækst, konkurrenceevne og samhandel, ses Åbent Balkan af mange, med rette, som værende en efterligning af Berlin Processen. I modsætning til Åbent Balkan, er alle seks lande på Balkan medlemmer af Berlin Processen, der administreres og støttes økonomisk af EU. Med dette in mente, kan man stille spørgsmålstegn ved den reelle nødvendighed af Åbent Balkan, samt hvordan de to projekter adskiller sig fra hinanden.


Russisk indflydelse øger skepsis

I Europas sydøstlige hjørne er udefrakommende autokratiske kræfter også til stede. Blandt disse er Rusland, der nyder stor popularitet i Serbien. Russisk støtte til Dodiks ambitioner om løsrivelse af entiteten Republika Srpska fra Bosnien-Hercegovina, manglende russisk anerkendelse af Kosovo og påståede kupforsøg i Montenegro, i forsøget på at forhindre landets optagelse i NATO, medvirker til at holde landene i et konstant limbo. På den baggrund og set i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine, giver det da også anledning til bekymring, når den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, udmelder, at Rusland støtter projektet med Serbien ved roret, som han tilkendegav i begyndelsen af juni.


Flere har tolket Lavrovs støtte til projektet som et tegn på, at al kritik af initiativet har været berettiget fra starten. Samtidig er der en frygt for, at initiativet vil åbne dørene for voksende russisk indblanding i regionen, grundet de tætte relationer mellem Beograd og Moskva. En række analytikere, heriblandt den amerikanske professor ved John Hopkins University, Edward Joseph, mener, at Lavrov med tilkendegivelsen af russisk støtte har givet dødsstødet til projektet, før det overhovedet har fået luft under vingerne.


Møde mellem den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den serbiske præsident, Aleksandar Vučić. Rusland nyder stor popularitet blandt serbiske borgere. Foto: static.com

Åbent Balkan står overfor en række åbne spørgsmål

På trods af kritikken og nabolandenes mistillid, har de deltagende lande gjort det klart, at de agter at fortsætte med realiseringen af projektet, uafhængigt af hvorvidt naboerne tilslutter sig eller ej. Initiativtagerne, anført af Serbien, har gentagne gange afvist påstandene om, at initiativet er politisk og et redskab til at opnå nationale, politiske interesser. Ikke desto mindre giver et manglende opgør med fortiden, nationalistisk retorik og en frygt for at initiativtagernes motiver ikke er rene, anledning til stor bekymring i nabolandene. I en region, hvor fortiden stadig den dag i dag er yderst betændt, er det, at sikre et godt naboskab og ligeværdighed væsentligt ikke blot for Åbent Balkans fremtidsudsigter, men også for regionen som helhed.


Derudover stilles der også spørgsmålstegn ved, om endnu et projekt, der på nuværende tidspunkt ikke inkluderer EU, er det rette, fremfor større fokus på allerede eksisterende EU-iværksatte projekter. Et sådan projekt åbner også op for en række spørgsmål, der skal overvejes. Hvad sker der, når (hvis) ét af landene tilslutter sig EU? Er landenes institutioner tilstrækkeligt udrustede til at håndtere eventuelle konflikter, der måtte opstå, når man tager, blandt andet, den udbredte korruption i betragtning? Hvilke reelle fremtidsudsigter har projektet, set i lyset af Serbiens manglende anerkendelse af Kosovo samt kosovanske udmeldinger om, at landets deltagelse i initiativet ikke kan komme på tale, så længe der stilles spørgsmålstegn ved landets selvstændighed?


Møde mellem Edi Rama, Albaniens premierminister, Aleksandar Vučić, den serbiske præsident, og den tidligere nordmakedonske premierminister Zoran Zaev i 2019. Her blev de første skridt til projektet taget. Foto: predsednik.rs

På trods af at Åbent Balkan har været på tegnebrættet i en årrække, hersker der stadig tvivl om samarbejdets konkrete indhold. På nuværende tidspunkt er næste aftalte skridt afskaffelsen af grænsekontrollen mellem Serbien, Nordmakedonien og Albanien, der efter planen træder i kraft ved årsskiftet. Hvorvidt landene vil lykkes med at realisere dette og fortsætte mod projektets ambitiøse målsætninger eller om det vil forblive flotte og storstilede ambitioner, står endnu i det uvisse.


Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen


Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet



90 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png