Østens monstre og deres fortællinger

Folklore er et kulturelt fænomen— et symptom på, hvad der rører sig i et samfund. I mange folkefortællinger optræder der en form for ond entitet, ofte i form af et monster, når dårlige og uforklarlige hændelser har fundet sted.

Efter en periode med dårlig høst efterfulgt af tragiske konsekvenser såsom hungersnød og dødsfald, kastede man ofte skylden på det onde. Eksempelvis et monster, der ødelagde afgrøderne, og som landsbyboerne kunne give skylden for den ulykkelige situation. Forsvandt en rejsende, var det en ond ånd, der ledte vildfarne mennesker i døden. Forsvandt naboens barn, skyldtes det et monster, der kidnappede uskyldige børn.

Folklore og dens monstre har sin oprindelse i bondesamfund verden over, og eksisterer både med og uden religiøse undertoner. Det er derfor meget sandsynligt, at nogle fortællinger kan være opstået allerede før udbredelsen af vor tids store religioner.

Folkloren kan desuden være med til at give et indblik i hvilke problematikker, mennesker i forskellige kulturer kæmpede med dengang. Dermed kan den også åbne vores øjne for monstrenes dystre oprindelse, som er en anden, end den vi troede, vi kendte. Her kommer nogle udvalgte fortællinger om øst- og centraleuropæisk folklore og dens monstre!

Baba Yaga

Den nok mest velkendte folkefortælling, både i Rusland og i det øvrige Østeuropa, er Baba Yaga. Navnet varierer, og kan både være Jazibaba, Jezda og Ienzababa— alt efter hvilket lands dunkle skove, hun huserer i.

Hun bor i et hus på hønsefødder og flyver gennem skoven i en morter, som hun styrer ved hjælp af en åre. Forsøger man at blive klogere på hende, bliver man mødt med en smule udfordring. Hun beskrives ofte som en hekse-skikkelse, hvilket mange ville associere med noget negativt og ondt, men hun optræder faktisk både som en moderlig skikkelse og en ond entitet.

I min tid som studerende på Øst- og Sydøsteuropæiske Studier har jeg hørt mange forskellige versioner af hendes virke. Der er både historier om hende som værende en del af unge kvinders overgangsritualer, som en heks, der spiser uartige unger og som en mere eventyragtig karakter, som skal bekæmpes af en helt. Derudover har hun sandsynligvis også haft en praktisk funktion– nemlig at forældre kunne true deres uvorne børn med, at Baba Yaga ville stjæle dem, hvis de ikke opførte sig pænt.

Rusalka

En anden kvindelig folklore-skikkelse, som eksisterer i det meste af Østeuropa, er Rusalka.

Rusalka deler lighedstegn med mange andre tragiske kvindeskikkelser i folklore, rundt om i verden, i den forstand, at hun er en ånd af en kvinde, som har lidt en unaturlig død og ikke kan finde hvile. Til sammenligning har vi sikkert alle hørt historier rundt om lejrbålet, om den hvide dame, som på forskellige måder har mødt sit endeligt.

Historierne om Rusalka varierer, ligesom beskrivelserne af hende, men oftest beskrives hun som en havfrue-lignende skabning, eller en sirene, som søger hævn for noget, der overgik hende mens hun var i live. I de fleste historier, som jeg er stødt på, lokker hun mænd i døden ved at drukne dem, når de passerer hende på deres vej. Fortællingerne om, hvordan hun i sin tid døde, går enten på selvmord på grund af et knust hjerte (hvilket kunne være en forklaring på, hvorfor hun er vred på mænd), på mord eller ulykke.

Navki

Her er en af de mere dystre. Navki beskrives som ånderne af udøbte børn, som har lidt vuggedød, og som derfor ikke nåede at blive døbt. De kan også være sjæle af afdøde børn som ikke blev døbt, fordi forældrene eksempelvis ikke har været troende.

Disse sjæle flyver rundt, efter de har forladt kroppen, fordi de ikke kan finde hvile i det hinsidige. Dette har rod i en ældre tro, som jeg gennem min research har fundet frem til, har været udbredt i Østeuropa, og som muligvis stammer fra før kristendommens udbredelse. Den bygger på idéen om, at kroppen og sjælen er to forskellige dele. At sjælen separeret fra kroppen skal guides videre til det hinsides, for at undgå at den bliver en form for negativ energi. Dette adskiller sig fra den katolske og protestantiske forestilling om, at sjæl og krop er forbundne, og at sjælens tid på jorden er slut, når kroppen dør.

De religiøse undertoner kan være opstået som et forsøg på at undgå brud på den moralske konsensus i samfundet dengang. De kan også være et resultat af, hvordan små samfund kunne være afhængige af struktur i det sociale samspil mellem befolkningen, og hvordan datidens små uberørte bondesamfund og deres sociale strukturer kunne være rigide, men nødvendige— alt sammen for at bibeholde orden og funktion.

Upir

I kølvandet på Navki kommer her endnu en form for udød sjæl, som i Vesten nok har taget form af et af de mest kendte monstre, der findes– nemlig vampyren. Denne karakter fortjener en smule etymologisk forklaring; ordet er af slavisk oprindelse, og endelsen pir i Upir, kan være den, som endelsen pyr, i vampyr, kommer af. Søger man dybere ned i etymologien, så kommer forskellige eksempler på oldslaviske ord frem, som bud på oprindelsesord— der er endda bud på oprindelse i det tyrkiske sprog—men en helt præcis oprindelse er uklar.

Vampyren blev i 1800-tallet vestliggjort med Bram Stokers Dracula, men har været en skræmmende karakter i østeuropæisk folklore i århundreder. En Upir opstår på samme måde som Navki, og udøbte afdøde børn kan også blive til en Upir. Når sjælen ikke bliver ledt korrekt videre efter at have forladt kroppen, kan den komme tilbage og overtage den døde krop igen, eller en hvilken som helst anden død krop, og på den måde blive genganger.

Derfor skulle man som pårørende tage sine forholdsregler, når en person døde. Det kunne eksempelvis være i form af forskellige ritualer, som klargøring af liget på en bestemt måde og at åbne vinduerne, så sjælen kunne komme ud.

Upir kan muligvis være opstået før kristendommens udbredelse i Østen, og den har et element som kan forbindes til gammel tro og senere til kristendom, nemlig det urene, unaturlige og siden det uhellige, som gengangeren repræsenterer. At kroppen, som Gud har ønsket skulle forgå, trodser hans vilje ved at fortsætte med at vandre rundt på jorden.

Begravelsespraksis for at undgå spredning af sygdomme, kan muligvis være det, som ritualerne omkring en afdød har rod i, og muligvis også at forskønne overgangen fra livet til døden. På den måde kunne pårørende skærmes fra at se deres afdøde vens eller familiemedlems krop gå til grunde. I takt med kristendommens udbredelse, kan kristne ritualer være blevet arbejdet ind i de allerede eksisterende skikke.

Hvad kan vi få ud af at studere folkloren? Personligt synes jeg, at folklore er en utrolig interessant måde at få indblik i både historie, kultur og sprog. Især den sproglige del er for mit vedkommende utrolig spændende, fordi de ord, man gennem tiden har brugt som repræsentation for de ting, man har frygtet, kan afsløre meget— ikke kun om det frygtede, men også om datidens sprogbrug. Så hvis man er sprognørd som jeg, så er der virkelig meget, at tage fat i.

Ønsker man selv at undersøge østeuropæisk folklore, så er en del af forarbejdet allerede gjort i denne artikel, så det er bare med at give sig i kast med søgningen!

Artiklen er skrevet af Fanny Louise Lüders Christensen