Anden Verdenskrig hjemsøger stadig europæiske lande

Et klart opgør med arven fra Anden Verdenskrig har endnu ikke fundet sted i en lang række europæiske lande. Både rapporter og eksperter påpeger, at udeblivelsen af en sådan konfrontation er problematisk. I flere af landene observeres forskellige projekter og initiativer med det formål at forvrænge fortiden. Med udgangspunkt i Ungarn og Slovakiet giver denne artikel et indblik i, hvordan netop disse to lande forholder sig til deres egen rolle i forfølgelsen af jøder under krigen.

Den ungarske regent Miklós Horthy og Adolf Hitler, 1938. Kilde: WikiMedia

Efter kommunismens sammenbrud i 1989 søgte størstedelen af de nye stater mod en historisk periode, der kunne danne fundamentet for den nye stat. Denne historiske periode skulle ikke kun være et samlingspunkt for de nye staters borgere men også medvirke til et klart opbrud med kommunismen. Anden Verdenskrig, den seneste periode før kommunismen, fik for mange stater derfor en vigtig rolle i forhold til at styrke nationalidentiteten.

I forsøget på at konstruere fortællinger, der tjener nutidige politiske mål og interesser, er der i mange af de pågældende stater fortsat aktører såsom politiske magthavere, indflydelsesrige organisationer og historikere, der tilgår historien på en selektiv måde. Gennem en lang række forskellige praksisser og institutioner, såsom museer, mindehøjtideligheder og undervisningsmateriale bliver disse fortællinger produceret, formet og promoveret.

I rapporten ”Holocaust Remembrance Project” fra 2019, der er udgivet af den jødiske organisation European Union for progressive Judaism i samarbejde med Grinnell College og Yale Universitet, understreges det, at fornægtelse af Holocaust i stigende grad observeres i flere af EU’s medlemslande. Rapporten fremhæver blandt andet, at lande som Polen, Letland, Ungarn og Kroatien alle tilhører denne gruppe af lande, der tilgår Holocaust og arven fra Anden Verdenskrig på en yderst problematisk måde.

Specielt landenes egen rolle og medvirken i Holocaust, folkemord, samt regeringer der var allierede og samarbejdede med Nazi-Tyskland er en udfordring. Dette har siden 1990’erne resulteret i, at en lang række af landene har igangsat flere initiativer med det formål at omskrive historien samt rehabilitere krigsforbrydere, fascister, Nazi-kollaboratører og Nazister.

Historien kan bruges på mange måder. I de følgende afsnit vil der blive kigget nærmere på politisk historiebrug i henholdsvis Ungarn og Slovakiet med fokus på landenes rolle under Anden Verdenskrig.

Den ungarske konfrontation med fortiden

Rapporten fremhæver særligt Ungarns forhold til fortiden. Specielt måden, hvorpå landet konfronterer arven fra Anden Verdenskrig, er et særdeles betændt og omstridt emne i landet og genstand for hård kritik af blandt andet jødiske foreninger og internationale observatører.

Under ledelse af den daværende regent, Miklós Horthy, indførte Ungarn, som et af de første lande i Europa, allerede i starten af 1920’erne en antijødisk lovgivning. Efter Fredsaftalen i Trianon i 1920 mistede Ungarn to-tredjedele af sit territorium, hvilket blandt andet omfattede dele af det nuværende Kroatien, Italien, Rumænien og Slovakiet.

I forsøget på at genvinde territorium samarbejdede Horthy-regeringen fra 1940 til marts 1944 med Nazi-Tyskland. De deltog aktivt i Holocaust og deporterede omkring 20.000 jøder i august 1941. I 1944, da krigens afslutning var uundgåelig, forsøgte Horthy at afslutte samarbejdet med aksemagterne ledet af Tyskland, Japan og Italien. Med hjælp fra Nazi-Tyskland kom Pilekorspartiet ledet af Ferenc Szálasi i sommeren 1944 til magten ved et statskup. Sammen med nazisterne deporterede den nye ungarske regering omkring 430.000 ungarske jøder og romaer til koncentrationslejre. Ifølge det anerkendte Holocaust-institut Yad Vashem blev omtrent 565.000 ungarske jøder myrdet i løbet af krigen.

Vender vi blikket mod nutidens Ungarn, har den ungarske premierminister, Viktor Orbán, og hans nationalkonservative parti, Fidesz, siden det ungarske parlamentsvalg i 2010 iværksat flere initiativer i forsøget på at rehabilitere Horthy. Introduktionen af en ny forfatning i 2011 vidner om at denne rehabiliteringsproces er blevet en central del af den officielle ungarske erindringspolitik. I april 2011 godkendte det ungarske parlament teksten til den nye forfatning, der blandt andet erklærer følgende: “Vi daterer vores lands selvbestemmelse, tabt d. 19. marts 1944, til den anden dag i marts 1990.” Ifølge forfatningen er Ungarn fritaget for ethvert ansvar for denne periode og dermed også massedeportation af jøder i krigens afsluttende fase.

En sådan fraskrivelse af eget ansvar er yderst problematisk, påpeger Dr. Robert Rozett fra Yad Vashem instituttet. Ifølge Rozett er der i dag “en stærk tendens i Ungarn til at præsentere forfølgelsen af ungarske jøder under Holocaust som udelukkende en tysk forbrydelse og (...) til at ignorere de ungarske myndigheders og det ungarske samfunds rolle og ansvar.” Fremfor at anerkende egen medvirken forsøger ungarske magthavere at portrættere Pilekorspartiet som værende ansvarlige og dermed frifinde Horthy-regeringen, påpeger Rozett.

I denne frifindelse og rehabilitering af Horthy-regeringen er den tyske beslutning om at afsætte Horthy og indsætte Pilekorspartiet og Szálasi i sommeren 1944 central. Denne beslutning har sidenhen legitimeret påstanden om, at Horthy modsatte sig nazismen og gjorde det muligt at fraskrive Ungarns ansvar for massedeportationen, der fulgte regeringsskiftet. Dette på trods af at Pilekorspartiet var ungarsk.

I denne forvrængning af fortiden har ungarske regeringer også genintroduceret flere tegn, symboler og navne med tilknytning til perioden under Horthy, samt omdøbt flere offentlige steder efter prominente og fremtrædende ungarske kollaboratører og fascister. Tidligere ungarske regeringer har på lignende vis i flere omgange både finansieret og åbnet museer, monumenter og mindesmærker.

Statslige tiltag i hjertet af Budapest

Blandt de mest prominente statslige tiltag er museet House of Terror, der beskæftiger sig med landets fascistiske og kommunistiske perioder og Monumentet for ofrene for den tyske besættelse af Ungarn. Begge befinder sig i centrum af landets hovedstad, Budapest.

Mária Schmidt, omstridt historiker og stærk tilhænger af den nuværende ungarske regering, har stået i spidsen for House of Terror museet siden dets åbning tilbage i 2002 under Orbans første embedsperiode. Schmidt, der er en fremtrædende skikkelse indenfor ungarsk historieomskrivning med fokus på både Anden Verdenskrig og Holocaust, har blandt andet argumenteret for, at Holocaust ikke kun burde gælde for udryddelsen og forfølgelsen af jøder under Anden Verdenskrig men også omfatte forbrydelser begået under kommunismen efter verdenskrigen. I denne problematiske ligning ville forbrydelser begået under kommunismen være sidestillet med Holocaust, og det ville derfor være muligt at sætte spørgsmålstegn ved Holocausts unikhed. Siden indvielsen har museet og Schmidts rolle som museumsdirektør været genstand for skarp kritik.

Ifølge en række jødiske foreninger og organisationer mindsker museet Holocausts unikhed ved at sidestille kommunismen med nazismen. Ved at fremhæve Ungarn som et offer for Nazi-Tyskland forsøger museet at minimere Ungarns eget ansvar og medvirken i Holocaust. Derudover lyder kritikken også på, at museet aktivt bagatelliserer Holocaust og portrætterer kommunismen som værende værre end Holocaust ved at have dedikeret betydeligt mere plads til forbrydelser begået under kommunismen.

Monumentet for ofrene for den tyske besættelse af Ungarn. Frihedspladsen i hjertet af Budapest, Ungarn. Monumentet blev opført i 2014. Kilde: WikiMedia

Monumentet for ofrene for den tyske besættelse af Ungarn, indviet i 2014, tager en lignende problematisk og dekontekstualiseret tilgang, påpeger kritikere. Frem for at mindes de ungarske Holocaust-ofre tjener mindesmærket i stedet som en påmindelse om Ungarns kollektive lidelse påført af eksterne kræfter og formår ikke at anerkende Ungarns eget ansvar og medvirken i Holocaust.

Ligesom introduktionen af en ny forfatning vidner både mindesmærket og museet om, at ungarsk historieskrivning ikke kun er forbeholdt historikere men også er vital for den ungarske regering i forsøget på at få landet til at fremstå som et historisk offer underlagt autoritære regimer.

Horthy deler vandene

Disse forskellige tiltag og de skiftende regeringers problematiske forhold til fortiden har været genstand for hård kritik fra flere sider.

World Jewish Congress har i flere omgange fordømt denne form for historieomskrivning samt enhver glorificering af Horthy. András Heiszler, formand for det jødiske samfund i Ungarn, har udtalt at den antisemitiske ideologi, Horthy repræsenterer, hverken skal glorificeres eller stå som et eksempel for kommende generationer. Også USA´s regering har fordømt denne rehabilitering og appelleret til den ungarske regering om at stoppe en sådan glorificering.

Tilhængere og sympatisører fremhæver ofte Horthys glødende modstand mod kommunismen som en væsentlig faktor for hans helliggørelse. En længsel efter fordums storhed, udbredt i nogle segmenter af den ungarske befolkning, gør også Horthys storpolitiske mål om at genvinde tabt ungarsk territorium attraktivt. Her bliver det også betonet, at jøder, hverken før eller under krigen indtil sommeren 1944, var i fare for forfølgelse i Ungarn i modsætning til i mange andre europæiske lande. Flere forsøg på at redde jøder blev iværksat og gennemført på grund af Horthy, og uden Horthy havde jødernes tilværelse være betydeligt værre, påpeger tilhængere. Dette er ifølge Rozett en klar falsificering, da jøder blev forfulgt og dræbt længe før sommeren 1944.

I protest mod glorificeringen af Horthy og andre ungarske fascister returnerede modtager af Nobels fredspris og Holocaust-offeret, Elie Wiesel, i 2012 sin Fortjenstorden tildelt af den ungarske stat. I 2014 fulgte den prominente holocaust-forsker og holocaust-offer Randolph Braham trop og returnerede sin orden grundet den ungarske regerings åbenlyse forsøg på at minimere landets rolle i Holocaust.

Den slovakiske præsident Jozef Tiso forbliver en kontroversiel figur

I nabolandet Slovakiet er fortiden på lignende vis debatteret. Efter Slovakiet opnåede selvstændighed i 1993 blev den første slovakiske stat (1939-1945) et symbol på selvstændighed for visse segmenter af den slovakiske befolkning. En selvstændighed der ikke tidligere var til stede hverken under Østrig-Ungarn eller Tjekkoslovakiet.

Dengang samarbejdede den slovakiske regering og præsidenten Jozef Tiso med Nazi-Tyskland om at forfølge uønskede etniske mindretal såsom romaer, implementere antisemitisk lovgivning og deportere omkring 70.000 slovakiske jøder til koncentrationslejre. Eksempelvis vedtog regeringen i 1942, at Nazi-Tyskland skulle modtage 500 Reichsmark for hver deporteret jøde. Efter krigens afslutning blev Tiso i 1947 dødsdømt og henrettet.

Den slovakiske præsident Jozef Tiso, Adolf Hitler og SS-officer Alexander von Dörnberg, oktober 1941, Berlin. Kilde: WikiMedia

Slovakisk villighed til at konfrontere fortiden

Til forskel fra den ungarske regering, har den slovakiske stat de seneste år modtaget ros og anerkendelse, da regeringen i flere omgange har forpligtet sig til at huske og anerkende egen rolle under Anden Verdenskrig. Sådan har det dog ikke altid været.

Umiddelbart efter at Slovakiet opnåede selvstændighed i 1993 tog både regeringen samt andre indflydelsesrige aktører en række skridt i forsøget på at forvrænge fortiden og rehabilitere Tiso og den uafhængige slovakiske stat. Dette inkluderede blandt andet opførelsen af mindesmærker og monumenter samt en revision af undervisningsmaterialer. Det jødiske museum i Bratislava, der åbnede i 1993, har også været genstand for kritik. Historikeren Jeffrey Blutinger påpeger, at museets skildring af Slovakiets rolle og ansvar under Anden Verdenskrig ikke er fyldestgørende og tager en problematisk tilgang. I stedet for at give indblik i hvorfor og hvordan Holocaust udfoldede sig i Slovakiet, tilskriver museet Holocaust og det medfølgende ansvar til Nazi-Tyskland.

Efter det slovakiske parlamentsvalg i 1998 iværksatte den nye Rudolf Shuster-regering, til dels grundet udsigten til EU-medlemskab, en række tiltag for at ændre slovakisk erindringspolitik og dermed den slovakiske fortolkning af Anden Verdenskrig. Historiebøger, der glorificerede den slovakiske stat, blev erstattet med nyt materiale, der på bedre vis skildrer Holocaust i Slovakiet. I tråd med dette har Holocaust-benægtelse også været en strafbar handling i Slovakiet siden 2001. Udover dette erklærede den nye præsident Shuster i 2000, at den 9. september skulle være ny national Holocaust-mindedag. Denne dag blev valgt grundet den symbolske betydning: den 9. september 1941 integrerede den daværende slovakiske regering alle tidligere udstedte anti-jødiske love i én samlet lov samt introducerede en racemæssig definition af udtrykket “jøde” i slovakisk lovgivning.

Marian Kotleba og LSNS: Tiso er en martyr

På trods af flere initiativer og en slovakisk regering, der er villig til at konfrontere fortiden, fortsætter rehabiliteringsprocessen af Tiso stadig. Holocaust Remembrance rapporten fremhæver specifikt det nationalistiske parti Folkepartiet – Vores Slovakiet (LSNS) som en af de mere indflydelsesrige stemmer.

Anført af Marian Kotleba, har LSNS ved flere lejligheder tilkendegivet deres antisemitiske holdninger samt deres sympati for nazismen og Tiso.

Den 18. april 2016, på 69-års dagen for Tiso’s død, beskrev Kotleba i et åbent brev til formanden for det slovakiske parlament Tiso som ”en martyr for Slovakiets suverænitet.” Ligeledes meddelte LSNS i en pressemeddelelse den 18. april 2020, at dagen markerede den sørgelige dag for retsmordet på den første slovakiske præsident, Jozef Tiso.

Marian Kotleba i 2006 ved en begivenhed nær den slovakiske by Brezová pod Bradlom. Kotleba er ofte tidligere blevet set iført forskellige uniformer lignende dem, det slovakiske politi anvendte under Anden Verdenskrig. Kilde: CDN

I efteråret 2020 dømte en slovakisk domstol Kotleba til fire år og fire måneders fængsel for at fremme nazisme. Ifølge domstolen havde Kotleba ved et arrangement, afholdt på årsdagen for grundlæggelsen af Tiso’s styre, doneret 1488 Euro til de deltagende. Den nynazistiske sanger Reborn, der også har været sigtet for ekstremisme, optrådte ved arrangementet. Tallet 1488 er et symbol, der referer til en racistisk sætning bestående af 14 ord og den nazistiske hilsen ”Heil Hitler.” Kotleba har dog stadig mulighed for at appellere dommen til Højesteret. Flere af partiets folkevalgte repræsentanter, beskrevet af BBC journalisten Tom Nicholson som værende ”nazister og skinheads,” er dømt for hadforbrydelser rettet mod både jøder og romaer.

LSNS har i de seneste år oplevet en markant vækst i popularitet, specielt blandt de yngre generationer og førstegangsvælgere, påpeger politiske analytikere. Den voksende støtte tilskrives specielt partiets fremmedfjendske retorik og ønske om at få Slovakiet ud af både NATO og EU. Ved det seneste parlamentsvalg i februar 2020 opnåede LSNS at få 7.97% af stemmerne, og dermed sikrede partiet sig 17 ud af 150 mandater.

Vi har nu kigget nærmere på rehabiliteringsprocesserne af henholdsvis Horthy-regeringen i Ungarn og Tiso i Slovakiet. Landenes roller under Anden Verdenskrig er, 75 år efter krigens afslutning, stadig yderst debatteret og ofte genstand for kritik fra internationale organisationer, jødiske foreninger, journalister og historikere.

I forsøget på at rehabilitere Horthy har Ungarn taget en lang række skridt, heriblandt opførelsen af flere mindesteder, indvielsen af museer samt introduktionen af en ny forfatning i 2011. På trods af hård kritik fortsætter disse tendenser ufortrødent. Modsat har slovakiske regeringer siden slutningen af 1990’erne vist villighed til at konfrontere Slovakiets mørke arv. På trods af flere initiativer i bekæmpelsen af Holocaust-benægtelse er præsidenten Tiso stadig yderst kontroversiel. Flere bevægelser og politiske partier, heriblandt især Kotlebas LSNS, opfatter Tiso som et forbillede og martyr for slovakisk selvstændighed.

Dette er ikke blot et spørgsmål om historisk nøjagtighed. Det er påpeget at sådan problematisk historieomskrivning ofte går hånd i hånd med en lang række andre negative tendenser, der har indflydelse på samfundet. Disse tendenser omfatter blandt andet en stigning i antallet af nationalistiske og ekstremistiske bevægelser, tilbagerulning af demokratiet og retsstatsprincipper, samt mindre tolerance for udefrakommende.

Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet