​​At finde hjem i en labyrint

I 2007 vendte den i dag 37-årige, russiske fotograf, Jevgenij Pustarnakov, hjem til Moskva efter at have tilbragt otte år i udlandet. Det var svært for ham at genkende den by, han havde forladt, og finde sin plads igen. Det blev til en længere søgen, hvor Jevgenij med sit kamera systematisk udforskede og opdagede byen på ny med sit kamera og et kort. Læs om hans fortælling, proces og fotografi i denne artikel.

Jevgenij forlod Moskva allerede, da han var 15 år gammel. Det var hans mor, der foreslog, at han kunne tage til Dublin for at færdiggøre sin skole. Efter at have levet bag Jerntæppet, var det en ny og spændende mulighed at tage til udlandet for at studere. ”Min mor, som var lidt af en verdensborger og havde en baggrund inden for internationale forhold, var vild med ideen, og jeg tænkte også, at det kunne være interessant.

Jevgenij interesserede sig for skateboarding og efter at have færdiggjort skolen i Dublin, førte denne interesse ham til London, hvor han begyndte at fotografere folk, der skatede. Han blev så fanget af at tage billeder, at han besluttede sig for at tage en bachelorgrad i fotografi. Herefter fortsatte han med primært at fotografere skateboarding og arbejdede for forskellige magasiner og hjemmesider

London var dog hele tiden midlertidigt. Rent praktisk med hensyn til visumregler gav det bedre mening for Jevgenij at flytte hjem til Rusland, hvor han desuden mente, at han ville kunne få bedre gavn af sine evner som fotograf. Men der var også noget mere dybfølt, en længsel, der fik ham til at tage beslutningen om at flytte hjem: ”Jeg har altid betragtet Moskva som mit hjem, og det føltes rigtigt at vende tilbage”. Men da Jevgenij vendte tilbage til Moskva i 2007 var det ikke den samme by, som han forlod, da han var 15 år gammel.

Sluthalvfemsernes Moskva var præget af lettere kaotiske tilstande efter Sovjetunionens kollaps.

Selvom Jevgenij husker byen som barsk, ubehagelig og et lidt farligt sted, var det både et interessant sted og en interessant tid at vokse op i. ”Det var et spændende mix af nyt og gammelt. Hver dag skete der noget nyt, og alting forandrede sig, mens man stadig kunne fornemme kommunismen”, husker Jevgenij.

Til sammenligning var det ”nye” Moskva pænere og mere vestligt. Der var nye bygninger, teknologier og penge. For Jevgenij betød det, at byen mistede en del af sin karakter og blev mere generisk. Mens byen blev mere imødekommende for udlændinge, blev den mere fremmed for de lokale. Det var i hvert fald den følelse, der ramte Jevgenij, da han kom tilbage til Moskva.

Han følte sig ikke tilpas og havde en følelse af ikke længere at passe ind. ”Jeg følte en slags anspændthed, og som om folk forventede noget andet af mig, end den jeg var”, fortæller han. Han oplevede endda en enkelt gang at blive rost for at tale flydende russisk, da han skulle købe noget ved en markedsbod. Af en eller anden grund kunne kvinden bag disken ikke tro, at han var russer. I London havde han også været en outsider, men der var det noget andet. ”I London kommer og går folk hele tiden. Det er sådan, det fungerer der”. Så at være en outsider i London, var der ikke noget underligt ved. Men at være en outsider i sit eget land og sin egen by er en anden og mere kompleks sag.

Følelsen blev mere tydelig, da Jevgenij fandt ud af, at han ikke længere kunne finde rundt i byen. ”Jeg måtte bruge et kort”, fortæller han. Han begyndte at udforske byen og tage billeder af de mennesker og steder, som han stødte på. Det var hverken en kontinuerlig eller bevidst proces. ”Det var bare noget at give mig til, en sidebeskæftigelse”. Men efter et par år opdagede han, at der var et tema, når han kiggede billederne igennem: ”De bar alle en følelse af noget, der var mistet. Af noget, der ikke helt hang sammen. Det var interessant, men jeg vidste ikke helt hvorfor”.

Fototurene blev herefter mere bevidste og systematiske, og Jevgenij hev igen fat i det føromtalte kort, og ikke bare for at finde rundt. Hver gang han havde besøgt et nyt sted i byen, krydsede han det af på kortet. ”Jeg ville besøge alle steder”, fortæller han. Jevgenij beskriver turene rundt i byen som noget sanseligt og beroligende, en meditativ proces. Et tilflugtssted , hvor han kunne tilbringe tid alene og tænke.

Han planlagde ikke på forhånd, hvad han ville fotografere, men tilbragte tid de forskellige steder og ventede på, at noget ville ske . Alle motiverne er blevet valgt, fordi de på en eller anden måde talte til ham eller vækkede noget i ham.

Fotografi gav Jevgenij den rette tid og det rette rum til at genopdage og genetablere forbindelsen til sin by. Det har været en lang proces, der tog knap ni år. ”Det tog lang tid at acceptere, at Moskva var forandret, og at mine forventninger til byen ikke var andet end en forestilling i mit hoved. Det var et billede baseret på min fortid, alle mine barndomsminder fra Moskva. Alt der var sket mig her, alle de bøger jeg har læst, alle de film jeg har set. Man har en tendens til at romantisere fortiden. Og alt, hvad jeg huskede om Moskva, var fra fortiden. De bøger jeg læste, og de film jeg så, de var alle fra fortiden. Selvfølgelig var der også modgang, men selv det fremstår som eventyr, jeg klarede mig igennem. At ”mit” Moskva ikke længere fandtes gav mig en følelse af skuffelse og anspændthed. Men som tiden gik, accepterede jeg det, og nu har jeg det godt med at være her. Jeg har en familie her og af alle steder, er det her, jeg hører til”.

Sidste år udkom Jevgenijs selvpublicerede fotobog The Maze, som indeholder udvalgte fotografier fra årene, hvor han udforskede og genopdagede sin hjemby. Titlen er ikke Jevgenijs egen ide, men et forslag fra Olga Titova, en redaktør og designer, som arbejdede på bogen sammen med Jevgenij. Han kunne godt lide, at ordet er meget kort og lige til, og at det afspejler fotografiernes indhold - følelsen af at bevæge sig endeløst rundt og lede efter noget. Det er også et ord, der på engelsk, udover at være et synonym for ”labyrint”, har flere betydninger : en tilstand af forvirring, et kompliceret sæt af regler, ideer eller emner eller en forvirrende masse af information. ”Jeg syntes, at alle disse betydninger passede på mit arbejde”.

Jevgenijs fotografier har hverken titler eller beskrivende tekster. ”For mig er fotografi i sig selv et visuelt sprog. Det er et redskab til at udforske verden på en måde, som for mig ikke ville være mulig med ord”, forklarer han, ”fotografierne er alle en del af en serie, og de betragtes bedst i sammenhæng med andre fotografier. De er tilfældige og nogle gange abstrakte øjeblikke fra dagligdagen, som på en eller anden måde vækker genklang hos mig. I disse tilfælde kan det være svært, hvis ikke umuligt, at finde ord, der passer til fotografierne. Jeg kunne selvfølgelig give dem datoer og eksakte lokationer, eller jeg kunne kalde dem ”Moskva”, ”en flod”, ”en mand” og så videre, men det ville være at pointere det indlysende og unødvendigt i forhold til det, jeg ønsker at opnå.” Samtidig betragter han billeder uden titler som mere komplekse og meningsfulde, da beskueren selv kan komme med nye perspektiver og aspekter, som Jevgenij ikke selv ville have fundet på.

Da han vendte tilbage til Moskva, opdagede han, at hans minder om byen primært var sanselige: ”Jeg kunne huske atmosfæren. Fakta og datoer blandede jeg sammen, men jeg havde en overordnet følelse af, hvordan det var. Og den følelse hang sammen med teksturer og lyde, smage og dufte. Jeg tror, det er min måde at huske ting på, gennem følelser og atmosfære. Og denne tendens kommer også frem i mine fotografier”.

Det betyder, at Jevgenijs værker kan ses som et slags selvportræt, der viser hans følelser på et givent tidspunkt. ”Den måde, man fotograferer på, kan sige meget om ens tilstand og personlighed. I denne serie er der mange gentagelser blandt motiverne: højhuse, rindende vand, vind der blæser, bestemte mænd og kvinder, mærkelige og malplacerede objekter. Det var ikke bevidst, men noget jeg opdagede, da begyndte at redigere bogen. Men valget af disse motiver er meget sigende. En søgen efter hjem, noget, der mangler og noget, der er malplaceret, forskellige relationer. Det var de temaer, der optog mig dengang”.

Fotografi kan genskabe minder og følelser. For Jevgenij har det betydet, at fotografi blev hans hukommelse. Dog er det vigtigt for ham at understrege, at intentionen ikke er at genskabe det gamle. Samtidig forsøger han at undgå elementer, der kan tilskrives en bestemt tidsperiode. Han kan lide tidsløse og evige motiver. Og det er de følelser, der opstår i forbindelse med disse motiver, der er vigtige.

Nu hvor selve ”genopdagelsesprocessen” er et overstået kapitel, har Jevgenij udvidet kortet. De sidste par år, når corona-situationen ellers har tilladt det, har han udforsket områder, der befinder sig mellem Moskva og det øvrige Rusland, som for eksempel Khimki og Krasnogorsk. ” For mig er det grænseområder”, fortæller han, ”jeg er interesseret i deres ”midtimellem”-tilstand, hverken her eller der. En af de ting, som Jevgenij virkelig holder af ved Rusland, er hvor enormt og interessant et sted, det er: ”du kan tilbringe hele dit liv her og stadig opdage nye ting og steder”. Jeg kan kun være enig.

Artiklen er skrevet af Amanda Bang Andersen

Amanda har en bachelor i Ruslandstudier og en kandidat i Æstetik og Kultur. Hun er medstifter af Østvendt og interesserer sig især for kultur, mennesker og rejser.

Billederne i Artiklen er alle fra The Maze-projektet. Du kan se flere af Jevgenijs billeder her