• Alexandros Minousis Gram

Berlin. Einsteigen, bitte!

Berlin. Hvor skal man starte, og hvor skal man slutte? Preussen, Frederik den Store og det oplyste Berlin, der tog imod huguenotterne og lod jøder flytte til? Berlin under det Tredje Rige med sit Gestapo, bastante arkitektur, jødeforfølgelse og Stunde Null? Berlin som hovedstad i DDR, med alt hvad det indebar af mur, Stasi, Trabier og planøkonomi?

Molecule Man er en serie aluminiumskulpturer, designet af den amerikanske kunstner Jonathan Borofsky. Skulpturerne er installeret på forskellige steder rundt omkring i verden, herunder i Berlin.

Berlin er gået fra at være alt dette til at blive in. På mode, ganske enkelt. Væk – eller stort set – er danskernes fordomme om, at Berlin var fyldt med tyskere der gik i sandaler med strømper op til knæene og guffede Currywurst i sig dagen lang.


I stedet er Berlin blevet et fristed med rigtigt højt til loftet. Her kommer de politisk forfulgte, de seksuelle minoriteter som der ikke er plads til i Europas små provinsbyer, vordende kunstnere af enhver art – det er her, det sker.


Man sporer historien. Der findes steder i Charlottenburg og Schöneberg, der ligner et mareridt fra 80’erne i det kapitalistiske Vest med fesne gågader og kedelige kædebutikker. Og i Øst er der store områder med trøstesløs Plattenbau fra kommunisttiden. Der er stadig socio-økonomiske forskelle mellem Vest og Øst, og de, der er gamle nok til at have oplevet die Wende kan stadig omtale sig som Wessi og Ossi.


På Østvendt er interessen det postkommunistiske, og det er selvfølgelig i kraft af sin DDR-fortid, at Berlin kommer med her – men denne tekst skal ikke handle om Gedenkstätte Berliner Mauer eller Checkpoint Charlie. Denne tekst er mere et forsøg på at præsentere det nutidige Berlin: Europas kulturelle hovedstad med lige knap 4 millioner indbyggere – og hvor man alligevel kan bade i skovsøer inden for byens grænser.


En by i hastig gentrificering, men som er fyldt med spøjse påfund, originale eksistenser, luksusbutikker og hjemløse, Currywurst og Gemüsekebap, øko-butikker og hårde stoffer. Hvor de ikoniske gule busser og U-bahn ofte er både propfyldte og forsinkede, men hvor BVG (byens transportfirma) alligevel har formået at blive kult i kraft af sit geniale marketings-team. Hvorfor den offentlige transport har brug for marketing?


Ingen ved det, men BVG’s Instagram har lige knapt 200.000 følgere og er kendt af alle for sit hashtag Weil wir dich lieben og for sin rapkæftede og flabede måde at være på. Deres YouTube-kanal har 59 mio. følgere og flere af deres videoer er kult i byen - især Ist mir egal eller deres nominering af sig selv til Unescos verdensarvsliste.


Netop den offentlige transport er også en god måde at se byens historie på. Sporvognene fandtes fx. oprindeligt i hele byen, men da Vesten i 60’erne og 70’erne besluttede, at bilen var fremtiden, pillede man skinnerne op. Anderledes var det i Øst, hvor de heldige fik en Trabi efter tyve år, og resten fortsatte med at køre sporvogn. Ser du en Tram, ved du således, at du befinder dig i den gamle, sovjetiske sektor – Berlins sporvognsnet er fortsat et af de største i Europa.


Man kan også tage en antropologisk rejse med U-Bahn. Kør en tur med U3, blandt byens ældste U-bahn-strækninger. Det betyder, at tunnellerne ikke er ret store, og af den grund kører linjen med de latterligt små ”Kleinprofil”-vogne. Den starter på Warschauer Strasse i Østberlin, midt i alt det hippe og hypede. Den krydser Spree på den smukke Oberbaumbrücke, der engang var grænsen mellem Øst og Vest, og kører igennem den sydlige del af centrum via Görlitzer Bahnhof og Kottbusser Tor, i øvrigt på førstesalshøjde. Her står typisk en del folk, som sælger stoffer; der er hjemløse, fulde og andet godtfolk.


Men det er også midt i Kreuzberg, og der er masser af hyggelige barer, restauranter og caféer. Listen er uendelig, men prøv Goldies, en restaurant drevet af en ukrainer, og som handler om store portioner pommes med alverdens tilbehør – eller Mano Café, hvor interiøret er 80’er og som har en hems, man kan lægge sig op i med sin date. Man kunne blive ved...


Et par stationer senere kommer man til Nollendorfplatz, et af byens holdepunkter for LGBTQI+-miljøet, og herefter bliver det straks mere pænt og borgerligt. Det ser man også på stationernes arkitektur og udsmykning, der bliver vildere og vildere i takt med, at byen på overfladen præges mere og mere af rig beboelse. Turen slutter på Krumme Lanke station, der udmærker sig ved at være bygget af en svensk arkitekt, samt ved isboden Faldon. Køen er lang på varme dage, og med god grund. Prøv især deres veganske chokoladeis! Kvarteret er præget af enorme villaer, skov og grønt og en og anden diplomatbolig. Herfra kan man gå til søen Krumme Lanke, som man kan bade i – og med lidt (u)held endda støde på ægte vildsvin, der ikke er hegnet ind eller noget. Pas på!

En lignende antropologisk rejse kan man tage med U8. Den starter i den gamle, franske sektor i Wedding, og er en nyere konstruktion end U3. Vognene har derfor væsentligt mere plads ombord. Wedding har ikke meget at byde turisten, men hvis man vil se et berlinsk kvarter, der fortsat er ret blandet, og som endnu ikke er overtaget af hipstere med penge , er det et godt bud. Her finder man i øvrigt Zum Magendoktor, en lille, brun Kneipe med billige øl, som efter sigende har haft uafbrudt åbent siden 70’erne. Rygning tilladt, slagsmål muligt!


U8 forstsætter ind til centrum og kører forbi Alexanderplatz. Mange turister vil gerne se pladsen, TV-tårnet og verdensuret, men for folk der bor i byen, er det mest af alt et sted, man skifter U-Bahn. Under kommunisttiden standsede toget ikke. Linjen var nemlig drevet af Vestberlin, og her løb skinnerne under østlig jord. Derfor kørte toget igennem uden stop, og stationerne var forseglede – de såkaldte Geisterbahnhöfe. Fra Alexanderplatz bliver passagererne mere og mere brogede, og stationerne ligeså. Står man af på fx. Schönleinstrasse, skal man ikke blive overrasket, hvis nogen sidder og sprøjter sig i armen, sover en gevaldig rus ud eller tisser på skinnerne. Men som så ofte i Berlin kan skinnet bedrage. Så snart man kommer op af U-Bahnen, er der masser af hyggelige steder, fortvivl ej!


U8 ender i Neukölln. Under byens deling og helt frem til 2008 var det et rigtigt træls sted at bo, fordi man havde fly lige over hovedet, der landede på Tempelhof. Siden er Tempelhof lukket, og terrænet er blevet et massivt, grønt område. Har man aldrig prøvet at cykle på en landingsbane, er dette stedet! Der er også guidede ture i terminalen, hvor man får vist arkitekturen fra 30’erne. Man kan også finde Sahara Imbiss i Schillerkiez lige ved siden af. Det er sudanesisk fastfood i enorme portioner med en fantastisk jordnøddesovs, fedtet og snasket på den helt rigtige måde. Tag den med, spis den på landingsbanen og dø glad.


Kontrasterne i byen er uendelige, og der er en verden til forskel fra de pæne, borgerlige kvarterer i Schöneberg til de autonome i Friedrichshain eller skinheads i Marzahn. DDR er væk, og det mærkes ikke altid særlig tydeligt længere. For nogle er det en god ting – andre savner sikkerheden, som den tid tilbød dem. Men der er også andre versioner af byen end Øst og Vest. Der er også det tyrkiske Berlin. Det russiske, det polske, det græske, det jødiske. Byen er ikke den smukkeste i arkitektonisk forstand - den er hverken Paris, Firenze eller Venedig. Skønheden skal netop findes i, at der er frit og højt til loftet. Zurückbleiben, bitte.


 

Dette afsnit indeholder stederne nævnt i artiklen, samt et yderst subjektivt udvalg af hyggelige steder. Nattelivet er med vilje udeladt, da man kunne skrive hele bøger om det i sig selv… Et U angiver nærmeste U-Bahnstation, et S nærmeste S-Bahn.


Goldies: Pomfritter, men gode! Store portioner, og stort udvalg i garniture. Da ejeren er ukrainer, skal man næsten prøve Odessaen, fritter med syltet rødbede, peberrod, sauerkraut og dild. Eller hvad med kimchi? Eller trøffelmayo? Oranienstr. 6, U Görlitzer Bahnhof.


Mano Café: En hyggelig café som så mange andre - men denne her har hems med tæpper og puder. Ideelt til par, der vil kombinere drinks med at putte. Skalitzer Str. 46, U Görlitzer Bahnhof.


Faldon Zehlendorf: Sidste chance for at købe is inden man går ned til Krumme Lanke og bader på en varm sommerdag. Køen kan være lang, og det er der en grund til! Der er også veganske is. Fischerhüttenstr. 83, U Krumme Lanke.


Zum Magendoktor: et brunt værtshus, af den bruneste slags. Superbilligt, der er absolut intet specielt over det andet end at der er åbent 24/7, og det efter sigende siden 70’erne. Man kan ryge, der er billard og jukebox. Reinickendorfer Str. 111, S + U Wedding.


Sahara Imbiss: Sudanesisk fastfood, klistret og fedtet på den helt rigtige måde, og smager fantastisk. Man køber en svingende stor portion zum Mitnehmen og sætter sig ud på Tempelhof, den gamle, nedlagte lufthavn. Herrfurthstr. 5, U Leinestrasse


Hummus & Friends: falafel, hummus og diverse mezze i høj kvalitet. Israelsk vinkort. Det meste er vegansk, alt er vegetarisk og det smager himmelsk. Oranienburger Str. 27, S Hackescher Markt.


1990: Elsker man sine fordomme om, at vegansk mad max er ovnkartofler med sesam, skal man holde sig væk. Her får man sprøde og lækre vietnamesiske retter, 100% vegansk. Bestil bord! Krossener Str. 19, U Samariterstrasse.


The Barn: Eksklusiv kaffebar, der revolutionerede forfatterens forhold til kaffe. Køb en pose med hjem, eller drik en kop på stedet - og smag godt på det! The Barn har efterhånden flere filialer, men den med bedst udsigt ligger på Ku’damm. Kurfürstendamm 22, U Kurfürstendamm.


Oak & Ice: kombineret café-gelateria. Hyggelig stemning, gode kager, og masser af god is - udvalget skifter hver uge! Og de er ikke bange for at eksperimentere med anderledes smage. Schönhauser Allee 52, U Eberswalder Str.

Simsim Levantine Eatery: Et velsmagende eksempel på, at libanesisk og syrisk mad er andet og mere end fastfood, når man er fuld. Stort udvalg af mezze, der er både til kødspiserne og til vegetarerne. Husemanstr. 1, U Senefelder Platz.


Er budgettet stramt, find en Späti - Berlins berømte kiosker. Mange har en lille bord eller to foran, hvor man kan drikke sin øl. Nogle spiller musik om aftenen, og visse kører endda deciderede raves ude foran, Späti-raves!

 

Artiklen er skrevet af Alexandros Minousis Gram


Alexandros er bachelor i Østeuropastudier fra AU med speciale i Ungarns historie. Han har boet og opholdt sig i Budapest af flere omgange og har desuden boet og arbejdet to år i Berlin. Han interesserer sig for Centraleuropa, samfund, sprog, historie, politik og mindretal fra hele regionen.

104 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png