Amanda Bang Andersen
BOGANMELDELSE: SUKKERBARN AF OLGA GROMOVA
Straarup & Co 2021, oversat af Trine Søndergaard

Stella Nudolskaja er kun fire år, da hendes far arresteres af de sovjetiske myndigheder for at være en såkaldt folkefjende. Året efter sendes den lille pige og hendes mor i forvisning i Kirgisien (som Kirgisistan hed dengang) mange hundrede kilometer væk. Disse begivenheder gør en ende på Stellas ellers sorgløse barndom med forældrene i lejligheden i Moskva. Stella er en intelligent og fantasifuld lille pige, og foruden russisk bliver der talt både tysk og fransk i hjemmet. Der bliver læst bøger, fortalt eventyr og leget lege over aftensmaden. I Sukkerbarn får vi præsenteret Stellas erindringer fortalt til og nedskrevet af Olga Gromova.
Umiddelbart lyder det ikke som en opmuntrende fortælling, og da slet ikke en fortælling for børn. Men Sukkerbarn og Stellas erindringer handler ikke blot om de lidelser og hårde vilkår, som de millioner, der blev deporteret fra deres hjemegn under Stalin, måtte gennemgå og leve under. Det er også en fortælling om de lykkelige og gode stunder, som Stella har med de legekammerater, hun får under deportationen. En tid Stella, som voksen, tænker tilbage på med en vis melankoli.
Ligeledes er den omsorg, som Stella og hendes mor flere gange støder på fra de mennesker, de møder under deres forvisning til Centralasien et omdrejningspunkt. Eksempelvis bliver moren så syg, da de to, efter at have tilbragt en tid i en arbejdslejr under opbygning, leder efter et hjem og et arbejde til moren, at Stella på egen hånd må begive sig ud for at finde hjælp. Hun går ind i det første hus, hun ser, hvor, , den hjertevarme Juzjakov familie tilfældigvis bor. Familien tager moren og Stella under deres vinger, indtil moren igen er rask, og de kan flytte ind i et statsejet storlandbrug, en såkaldt sovkhos, hvor moren får arbejde.
Selvom vi har at gøre med erindringslitteratur, kan man næsten glemme undervejs, at disse barske begivenheder rent faktisk er virkelige, da de positive dele af fortællingen har en næsten idyllisk Børnene-i-Bulderby-agtig følelse over sig. Som når moren læser højt for hele sovkhosen eller da Stella og de andre børn står på skøjter på en frossen dam i den kirgisiske vinter.
Udover Stellas fortælling indeholder bogen et afsnit med ekstra oplysninger og overvejelser, som Gromova har fundet frem til og gjort sig i arbejdet med bogen. Gromova har eksempelvis lagt et stort arbejde i at undersøge detaljer omkring især tids- og stedsbestemmelser for at få fortællingen til at stemme. Herudover forklarer Gromova, hvordan bogen blev til, og at det var Stellas ønske, at bogen skulle udkomme som en fortælling til børn og ikke blot være ”endnu en erindringsbog i rækken”.
Alt i alt er Sukkerbarn en fin og letlæselig fortælling om livet som deporteret under Stalin, der giver et anderledes perspektiv, end hvad man ellers får ud af erindringslitteratur og historiebøger. Stella levede indtil 2005 og nåede desværre ikke selv at se sine erindringer leve videre i bogform. Men man må sige, at Stellas ønske om at udforme bogen som en fortælling for børn rammer plet, for Sukkerbarn kan uden tvivl nydes af og oplyse både yngre og ældre generationer. Selvom man nok ikke kommer uden om, at bogen må karakteriseres som erindringslitteratur, indeholder den alligevel elementer, der adskiller den fra anden litteratur i denne genre. Stellas erindringer kan således fungere som en påmindelse om, at disse deporterede og forviste mennesker ikke blot er tal i en historiebog eller sørgelige beretninger i erindringslitteratur. Det er de naturligvis. Men de er også meget mere end det. De er hele liv og mennesker, og i Sukkerbarn viser Stella disse nuancer og det lykkelige i det ulykkelige.
Artiklen er skrevet af Amanda Bang Andersen
Amanda har en bachelor i Ruslandstudier og en kandidat i Æstetik og Kultur. Hun er medstifter af Østvendt og interesserer sig især for kultur, mennesker og rejser.