DASVIDANIJA GENERAL FROST

Hvilken rolle spiller menneskets forhold til naturen, miljøet og klimaet for vores selvforståelse og identitet? Et spørgsmål, der efter min mening, får alt for lidt opmærksom i disse klimakrisetider. I et lille hjørne af antropologien findes en gruppe forskere, der beskæftiger sig med netop dette emne. Disse forskere argumenterer for, at vi mennesker har, hvad de kalder for en “økoidentitet”. Altså, at vores identiteter ikke kun er socialt og kulturelt funderet og forgrenet, men også økologisk.

Maleriet ”Den første sne” (1875) af den russiske maler Ivan Sjisjkin. Hvis temperaturstigningerne fortsætter bliver den frosthårde og hvide vinter med stor sandsynlighed fortid i store dele af Rusland. Foto: Wikipedia

Slår man økologi op i Den Store Danske, får man følgende beskrivelse “Økologi er læren om forholdene mellem de levende organismer og omgivelserne”. Overfører vi denne tankegang til identitetsområdet, så handler økoidentitet om, hvordan vores levesteder påvirker vores identitetsskabelse. Med andre ord, hvordan det miljø, det klima og den natur, der udgør vores fysiske verden påvirker os til at blive, dem vi er og omvendt - påvirkning går jo trods alt sjældent kun én vej.

Sætter vi økologi op mod et emne som klimaforandringer, kan man argumentere for, at påvirkningen lige nu er ude af balance. Størstedelen af den forskning, der foreligger viser, at vi mennesker står for den primære påvirkning af vores omgivelser. Det vil få seriøse konsekvenser, ikke kun for vores miljø, klima og natur; denne påvirkning vil også lede til forandringer, der med stor sandsynlighed kommer til at påvirke, hvordan vi forstår og definerer os selv som individer, folk og nationer. Sat på spidsen kan man gennem en økoidentitetslinse argumentere for, at den globale klimakrise også udgør en global identitetskrise.

Økoidentitetskrisen er global, men denne artikel vil zoome ind på spørgsmålet om den russiske økoidentitet. Rusland udgør en interessant case af flere årsager. For det første fordi samhørigheden mellem det russiske folk, det russiske klima og den russiske natur er stærk. For det andet fordi få lande har gennemgået en større identitetskrise de sidste 30 år end Rusland. Vi starter derfor med at kigge nærmere på russerne og deres forhold til natur og klima.

SAMHØRIGHED MELLEM LAND OG FOLK

Samhørigheden mellem det russiske land, herunder naturen og klimaet, og det russiske folk spiller en stor rolle i russernes kultur og selvforståelse. En slags geografisk nationalisme om man vil, hvor den russiske ånd afspejles i den russiske natur og dermed skaber en unik forbindelse mellem folk og hjemland. En samhørighed, der også ses i det russiske sprog. Endelsen rod udgør stammen til ordene priroda, natur, og narod, folk/nation, samt præfixet i det russiske ord for hjemland, rodina.

Vi kan også finde eksempler på naturen og klimaets vigtighed andre steder i den russiske kultur. Flere af de største russiske forfattere og kunstnere forholdt sig aktivt til emnet. Vegetarismen blev dyrket af Tolstoj og udgjorde en væsentlig del af Tolstojanismen – en livsstil med fokus på afholdenhed, fysisk arbejde, det enkle liv, pacifisme og broderkærlighed. Ifølge Tolstoj måtte menneskets moralske forhold til naturen forblive intakt, og det kunne ikke lade sig gøre så længe man slog dyr ihjel med det formål at spise dem.

Også forfatteren Tjekhov forholdt sig aktivt til spørgsmål om klima og menneskets forhold til naturen gennem sit forfatterskab - for eksempel i dramastykket Onkel Vanja, hvor Dr. Astrov i første akt fremfører en længere monolog om den russiske skov og klimaet. Derudover, portrætterede flere store kunstnere, såsom Ivan Sjisjkin og Aleksej Savrasov, ivrigt den storslåede russiske natur og ofte med stærke poetiske og romantiske undertoner.

Samhørigheden mellem land og folk bliver yderligere forstærket, hvis vi kigger nærmere på russisk historie. Her har klimaet flere gange vist sig at spille en afgørende rolle i forbindelse med militære operationer.

GENERAL FROST

Det russiske klima betragtes også som en del af det russiske folks nationale styrke. Et ekstra bolværk mod udefrakommende trusler og en faktor, som fjenden gang på gang har underkendt og måtte overgive sig til.

Tilbage i september 1812 indtog Napoleon og hans hær på mere end 500.000 soldater Moskva. Fornøjelsen blev dog kort. Den russiske hær havde nemlig ødelagt alle muligheder for den franske hær for at sikre sig et vinterforråd forud for den kommende vinter. Konsekvensen blev tilbagetrækning. Desværre for Napoleon kom sne og frost tidligt det år, og franskmændene led således store tab til den russiske vinter.

129 år senere, i 1941, invaderede den tyske hær Sovjetunionen under den såkaldte Operation Barbarossa. Tyskerne befandt sig dog hurtigt i samme situation som franskmændene. Endnu engang gjorde russerne brug af den brændte jords taktik. Den Røde Hær, som de sovjetiske tropper også er kendt som, ødelagde under sin tilbagetrækning, fabrikker, marker med mere for at forhindre tyskerne i at få adgang til ressourcer, der kunne understøtte deres krigsindsats. Hitler måtte, ligesom Napoleon, opgive sin invasion og trække sine tropper tilbage. Den russiske vinter har således af flere omgange spillet en rolle i udformningen af Ruslands historie og magt. Så stor at den har fået sit eget navn: General Moroz, General Frost.

At komme igennem den russiske vinter kræver en hårdfør- og udholdenhed, som kun få besidder. På mange måder afspejler dette karaktertræk en unik del af den russiske ånd. Russerne har om nogle måtte udholde mangt og meget gennem tiderne og deres hårdfør- og udholdenhed udgør på mange måder en del af deres styrke som folk.

AF RUSSISK JORD ER DU KOMMET...

Klima- og miljøsynet ændrede sig meget under Sovjettiden. Naturen blev betragtet som en endeløs resource, man kunne udnytte for at accelerere industrialiseringen og dermed også økonomien. Store naturområder blev omlagt for at tilpasse industrien. Forurening blev også et massivt problem særligt i områder, hvor man eksperimenterede med atomteknologi.

I dag lever den geografiske nationalisme, en følelse af samhørighed mellem landskabet og mennesket, i bedste velgående i Rusland. Emner som økologi og ernæring optager i stigende grad russerne, og man kan sige at den geografiske nationalisme i højere og højere grad har udviklet sig til en form for bionationalisme. Denne udvikling har sine rødder i sovjettiden, hvor folkesundhed var et vigtigt ideologisk emne. Russerne kæder ofte økologi og renhed sammen. Økologisk rene fødevarer et et udtryk, der betegner mad, som er dyrket i russisk jord og gerne af folk man kender i lokalområdet. Der eksisterer i dag en udbredt forståelse af, at fødevarer, der er produceret i Rusland, bare er bedre og sundere for det russiske folk, en såkaldt oprindelsesmyte, hvor russiskproducerede fødevarer bliver til den ultimative forening af land og folk.

Oprindelsesmyten bliver flittigt udnyttet af russiske virksomheder i deres markedsføring, og de er dermed med til at understøtte og udbrede bionationalistiske værdier. Både myten og bionationalismen forbliver dog lidt af et paradoks, når man undersøger produkternes oprindelse. Store dele af russisk landbrug bliver fortsat dyrket i miljøbelastede områder, hvor jorden blev stærkt forurenet i sovjettiden. Set fra et videnskabeligt synspunkt ville det på flere områder sandsynligvis være noget sundere for russerne at spise gulerødder produceret i Danmark end i Rusland.

DEN VARMESTE VINTER I MANDS MINDE

I februar 2020 kunne Moscow Times berette om den varmeste vinter i Rusland siden man begyndte registreringen af temperaturer. Borgerne i Moskva behøvede ikke engang at kigge på termometeret for at få det bekræftet. De kunne blot kigge ud ad vinduet på Moskvas betonbyggerier og farverige løgkupler – der var ikke et snefnug i sigte. I stedet for sne og frost, var det regn, der faldt over hovedstaden.

Det er dog ikke kun den russiske vinter, der er under forandring. Næsten tre fjerdedele af Rusland oplevede i 2020 ekstremt vejr ifølge en rapport fra det russiske miljøministerium. Antallet af registrerede oversvømmelser, skovbrande, orkaner og voldsomme storme i 2020 steg med mere end 50 procent fra året før. Derudover, viser målinger at temperaturstigningerne i Rusland, at den synes at stige 2,5 gang hurtigere end i resten af verden.

Russerne selv har også bemærket ændringerne i vind og vejr. Ifølge en måling fra det statslige analyseinstitut VTsIOM mener 57 procent af russerne, at de allerede kan mærke klimakrisens indvirkning på deres daglige liv. Det er særligt russere bosat i landområderne, der mærker forandringerne. Omkring 25 procent af de adspurgte er dog skeptiske overfor, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte.

FREMTIDENS KLIMAKONSEKVENSER

Hvilke konsekvenser kan vi forvente, at klimaforandringerne kan få for Rusland? For et par år tilbage læste jeg en artikel, der argumenterede for, at Rusland havde meget at vinde ved de klimaforandringer, vi kan se frem til. Særligt muligheden for at udnytte hidtil ikke dyrkbare landområder i Sibirien, samt nye transportruter gennem det Arktiske Ocean og Barentshavet blev fremhævet.

I mit stille sind kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Udnyttelsen af landområder og fødevareproduktion har gennem årtier været en notorisk akilleshæl for Rusland og i særdeleshed Sovjetunionen. Samtidig forsøgte jeg at forestille mig Sibirien, et område, der dækker ca. 13.1 million km2, som et endeløst hav af majs-, roe- og kornmarker. Det virkede på kanten til det absurde og som en tragisk fremtid for et helt unikt naturområde.

Der er dog også en bagside at klimamedaljen, selv for Rusland, der som en af verdens største sorte økonomier, kan se frem til store økonomiske udfordringer, når vi i højere og højere grad begynder at gå bort fra fossile brændstoffer. Rusland kan derfor samlet set se frem til både at vinde og tabe økonomisk på klimaforandringerne, men hvad får det af betydning for russernes selvforståelse?

SPØRGSMÅLET OM DEN RUSSISKE (ØKO)IDENTITET

Hele det russiske identitetsspørgsmål efter Sovjetunionens fald er måske dét mest debatterede emne i de akademiske miljøer, der beskæftiger sig med Rusland. Debatten handler dog primært om tabet af stormagtsidentiteten og manglen på en ny national ideologi efter kommunismens forsvinden. Gennem de sidste 100 år har få lande oplevet så store omvæltninger, som Rusland har. Overgangen fra kejserrige til kommunistisk stormagt til total kollaps og genoprejsning under Putin.

De fleste Ruslandseksperter vil være enige i at Rusland på mange punkter har befundet sig i en identitetskrise siden 1990’erne. Det interessante spørgsmål er naturligvis, hvad økoidentitetskrisen kan komme til at betyde for russerne. Forskerne der beskæftiger sig med emnet argumenterer for, at mennesker eller folkefærd med en høj økoidentitet føler en stærk samhørighed mellem dem selv og den naturlige verden. Hvis det er korrekt, kan vi også med stor sandsynlighed antage at krisen vil ramme folk med en høj økoidentitet hårdere.

For nogle vil klimaforandringerne føre til et direkte tab af deres land, for andre at deres hjemlands kendte karakteristika vil forandre sig. I Ruslands tilfælde vil det sidste gøre sig mest gældende. Der er indikationer på at russerne har en høj økoidentitet, og selvom der sandsynligvis vil være en vis forskel på tværs af land og by, så er russernes selvforståelse som folk stærkt influeret af deres fysiske omgivelser og klima. Jeg vil argumentere for, at den økoidentiske del har været en af de få konstanter i den russiske identitet over de sidste 100 år, og derfor udgør den også en form for fundament. Hvad sker der når denne selvforståelse og samhørighed, der er dannet over århundreder forsvinder? Bliver den erstattet med noget andet? Jeg ved det ikke... men det burde være (endnu) en god grund til at vi sørger på at passe godt på vores planet.

Artiklen er skrevet af Helene Grøn Vestergaard