Demonstranter i Serbien ønsker ændringer - vil de lykkes?

Beograds gader har dannet rammer for store demonstrationer i kølvandet på to masseskyderier i starten af maj. Demonstranterne protesterer mod Vučićs regering, der har været med til at skabe et serbisk samfund præget af en hård retorik og voldsidealisering. Vučićs greb om landet står ligeledes for skud. Kan de nyeste demonstrationer vende skuden?

Fredag, d. 19 maj, demonstrerede tusindvis af serbere i landets hovedstad, Beograd, efter to masseskyderier i starten af maj, hvor 17 indbyggere, heraf flere børn, mistede livet. Det er tredje fredag i træk, hvor indbyggerne går på gaden. Demonstranterne, der har samlet sig under sloganet “Serbien mod vold”, har tilkendegivet deres utilfreds med landets præsident, Aleksandar Vučić, og beskyldt ham for at være arkitekten bag et serbisk samfund, der indirekte har faciliteret og ført til masseskyderierne.

Demonstranterne kræver flere ministres afgang, herunder Vučićs. Derudover vil de have sendetilladelserne til flere statskontrollerede TV-stationer trukket tilbage, med den begrundelse at de ofte gæstes af krigsforbrydere.

Flere uafhængige eksperter skønner, at fredagens demonstrationer er de største siden d. 5. oktober 2000. På denne dag, ofte kaldet d. 5 oktober revolutionen, protesterede flere hundrede tusinde mod landets daværende præsident, Slobodan Milošević, der var tiltalt for krigsforbrydelser af den internationale domstol i Haag.

D. 3 maj dræbte en 13-årig dreng otte personer og sårede syv, da han affyrede skud med sin fars gevær i en skole i det centrale Beograd. Dagen efter mistede ni personer livet og 14 blev såret i et masseskyderi i byen Mladenovac, der ligger syd for hovedstaden, da en 20-årig, bevæbnet med et maskingevær, åbnede ild. På trods af, at landet har det højeste antal indbyggere med adgang til våben i Europa, er det første gang i årtier, at landet har oplevet masseskyderier.

I kølvandet på skyderierne erklærede Vučić hurtigt, at der er tale om “et angreb på hele vores land”. Vučić annoncerede en månedlang våbenamnesti og lovede befolkningen, at de ville have mulighed for at aflevere lovlige, såvel som ulovlige våben og ammunition, anonymt og uden frygt for retsforfølgelse.

Potentielt ængstelig over for en voksende utilfredshed med sit lederskab og en yderligere intensivering af protesterne, nedtonede Vučić antallet af demonstranter efter første demonstration. Mens flere uafhængige medier hævder, at op mod 50.000 deltog, er tallet, ifølge landets præsident, i nærheden af 9.000.

Til trods for, at Vučić har understreget vigtigheden af at afvæbne landet, hersker der en udbredt tvivl om, hvorvidt det er nok. En udbredt glorificering af dømte krigsforbrydere kendetegner landet. Her promoverer statsejede TV-kanaler splittende retorik og gør mordere til realitystjerner, mens forbrydere er gæsteforelæsere på landets uddannelsesinstitutioner. Et eksempel på dette er Vladimir Lazarević, der efter at have afsonet sin straf for krigsforbrydelser i Kosovo, har undervist på militærakademiet i Serbien. På samme tid står minderne om tidligere konflikter stadig klart for mange i befolkningen, mens gennemgående fortællinger om potentielt nye voldelige konflikter og vigtigheden af at sikre Serbien mod udefrakommende fjender promoveres af landets præsident og dem omkring ham.

Politikere og medier bidrager til kulturen

Demonstrationerne har formået at samle en bred skare af mennesker. Unge såvel som gamle, arbejdere fra forskellige samfundslag samt oppositionspolitikere fra begge fløje af det politiske spektrum har deltaget i protesterne. Demonstranterne har fremhævet den manglende mediefrihed og de statsejede TV-stationers rolle i promoveringen af vold og glorificeringen af krigsforbrydere. Under Vučić, der blev premierminister i 2014 og efterfølgende præsident i 2017, har medielandskabet ændret sig betydeligt. Siden 2014 er Serbien faldet fra 53. til 93. plads på Reporters Without Borders’ rangliste over mediefrihed. Uafhængige medier er under stigende pres og journalister er ofte udsat for chikane og angreb. Mediedækningen af serbisk politik er i vid udstrækning koncentreret om Vučić og hans regering, mens politiske alternativer kun sjældent får taletid. Tonen i medielandskabet er ligeledes ofte hård og kontant, og Vučić, og regeringstro politikere, bruger ofte nedsættende skældsord om deres politiske modstandere.

Forsiderne af serbiske aviser prydet med fornærmelser af andre, en hård retorik og gennemgående forudsigelser om nærtstående krige og angreb.

En hård kultur præget af trusler, had og tilskyndelser til vold er en del af de gennemgående fortællinger i serbiske medier. Dette er måske ikke overraskende taget i betragtningen af, at mens krigen i Bosnien og Hercegovina rasede, slog Vučić, i en tale til det serbiske parlament, fast , at for hver dræbt serber vil de (serbere) dræbe hundrede muslimer (bosniakker).

Fortællinger om de blodige krige, der gav Jugoslavien dødsstødet i 1990’erne, de serbiske krigshelte og ofre og de kroatiske, bosniske og kosovarske krigsforbrydere, pryder den dag i dag stadig avisernes forsider og talkshows i bedste sendetid. Dømte krigsforbrydere bliver ofte promoveret og omtalt som serbiske helte og rollemodeller. På samme tid må den serbiske befolkning lægge øre til gentagne udmeldinger fra serbiske politikere om vigtigheden af et forenet serbisk folk for at modstå udefrakommende fjender. De yngre generationer vokser op til klapsalver og glorificering af krigsforbrydelser begået i omkringliggende nabolande af medlemmer af det serbiske militær, politi og paramilitære enheder.

Et eksempel på det, som ligger et par år tilbage, var da TV-kanalen Happy TV, der nyder tætte forbindelser med regeringen, en fredag morgen var vært for en bizar sammenkomst. Her gæstede Vojislav Šešelj, tidligere serbisk vicepremierminister og dømt for krigsforbrydelser, og Darko Mladić, søn af den bosnisk-serbiske general Ratko Mladić, der er dømt for krigsforbrydelser og folkemord i Srebrenica, hvad der minder om en serbisk version of go’ morgen, Danmark. Under showet lykkedes det Ratko Mladić, der afsoner sin straf i Haag, at etablere telefonisk kontakt til sønnen. Her blev venskabelige kommentarer og ord udvekslet mellem generalen og de deltagende.

Šešelj gæster her et TV-program. Han er kendt for en hård og brutal retorik og nægter folkemordet i Srebrenica.

I en ekstraudsendelse efter det første masseskyderi tidligere på måneden var det selvsamme Vojislav Šešelj, der var inviteret som ekspert hos Happy TV. Her gav han sit bidrag til debatten om potentielle årsager og konkluderede, at Vesten bærer ansvaret. Šešelj, som bærer ansvaret for etnisk udrensning af bosniakker i store dele af Bosnien, har tidligere udtalt, at han er stolt af de krigsforbrydelser, han har begået, og klar til at gentage dem. Den populære avis Informer, der ofte beskrives som en avis, der nyder tætte forbindelser til regeringspartiet, bragte ligeledes en artikel, hvor de spurgte, hvorvidt udenlandske aktører står bag massakren i Mladenovac.

Ifølge flere iagttagere, har dette samsurium bidraget til at skabe et serbisk samfund, hvor vold er normaliseret og idealiseret.

Størstedelen af medierne i Serbien er til en vis udstrækning underlagt Vučić eller andre, der står landets præsident nær. I medierne kommer Vučić til orde dagligt, hvor regeringens sejre og succeser hyldes, mens kritik fejes af vejen. På modsatte side er regeringskritikere ofte genstand for forskellige former for pres og chikane.

På trods af at Vučić over for udlandet fremstiller sig selv som en reformist, der kæmper for, at Serbien bliver en del af EU, holder han medierne i et jerngreb. Som tidligere informationsminister i 1990’erne under Slobodan Milošević, der var den drivende kraft bag Jugoslaviens blodige opløsning, er Vučić også klar over hvilken kraft og potentiale, medierne har, og de har da også tjent ham vel, siden han kom til magten. Med dette in mente er det også usandsynligt, at Vučić vil efterkomme demonstranternes krav og inddrage sendetilladelser eller introducere andre mekanismer, der oprigtigt vil åbne op for et friere medielandskab. Medierne har været, og er stadig, essentielle for Vučić, i kampen for at bevare magten.

Et maleri i centrum af Beograd til ære for den dømte krigsforbryder, Radovan Karadžić.

Vučićs modsvar

I kølvandet på masseskyderierne og den første demonstration, annoncerede Vučić en moddemonstration, der blev afholdt fredag d. 26. maj. Her viste tusindvis af demonstranter deres støtte til Vučić, mens landets præsident anklagede oppositionen, der har taget del i de omfangsrige anti-regeringsdemonstrationer, for at misbruge masseskyderierne for egen politiske vinding. Pro-regeringsdemonstrationerne har dog ikke været problemfrie, og de er blevet mødt med en udbredt skepsis. Gennemgående fortællinger om støtter med tætte bånd til regeringen, der har tvunget serbere til at støtte op om demonstrationerne med trusler om omrokeringer og fyringer. Både i Serbien og i de omkringliggende lande har busser eskorteret demonstranterne til Beograd. I flere tilfælde har beretninger om udsigten til sandwiches for deltagelse i demonstrationerne fundet vej til overfladen, hvilket har ledt til en lang række af interessante memes.

En anden begivenhed i regionen overskyggede dog i betydelig grad fredagens pro-regeringsdemonstration. En ny, eller måske nærmere en genopblusning af en betændt krise i det nordlige Kosovo ledte til sammenstød mellem etniske serbere og landets politi. Sammenstødet skyldes de etniske serberes utilfredshed med borgmestre i tre kommuner.

Som reaktion satte Vučić det serbiske militær i højeste alarmberedskab og beordrede serbiske tropper tæt på grænsen til landets tidligere provins, Kosovo, der erklærede sin uafhængighed i 2008. Observatører spekulerer i, hvorvidt eskaleringen af krisen mellem Serbien og Kosovo er endnu et af Vučićs forsøg på at fjerne fokus fra de indenrigspolitiske problemer.

Ikke første gang… Er dette gangen?

Landets blodige fortid og en kontroversiel tilgang til egen rolle i krigene er en stopklods for et mere harmonisk Serbien. Et klart og seriøst opgør med krigene fra 1990'erne er udeblevet. Derimod har landet bevæget sig ned af en mørkere vej. Glorificeringen af kriminelle og mordere er gennemgående, mens landet behandler krigenes arv fra 1990’erne på problematisk vis. Demonstranterne mener, at de statskontrollerede medier er ansvarlige for denne tilstand.

Vučić har, siden han kom til magten, i hvert fald officielt, været fortaler for et Serbien som medlem af EU. På trods af dette er flere demokratiske institutioner blevet betydeligt svækket, ytrings- og pressefrihed er under pres, og kriminelle bander, med angiveligt tætte forbindelser til den øverste politiske ledelse, opererer uden frygt for konsekvenser.

Hvorvidt demonstrationerne vil lykkes, kan kun tiden vise. Masseskyderierne har, på en sørgelig baggrund, været en katalysator for en bred samling af serbere, der, trods forskellige ideologier, er blevet forenet af en fælles og gennemgående utilfredshed med Vučić og den kurs, landet bevæger sig i. Vučić har i flere omgange tidligere overlevet stor politisk modstand og demonstrationer rettet mod ham. Demonstrationer i Beograd, hvor utilfredshed med regeringen er omdrejningspunktet, er ikke et sjældent syn. Et voldeligt overfald på en oppositionspolitiker tilbage i slutningen af 2018 resulterede i store protester, hvor tusindvis af demonstranter i en lang række serbiske byer gik på gaderne. På trods af at de forsamlede ytrede kraftig modstand mod Vučićs autoritære ledelse og krævede hans afgang fra statsministerposten formåede bevægelserne ikke at ændre status quo.

Om de nuværende demonstrationer lykkes, er svært at forudse, men det er alligevel svært at forestille sig, at Vučić vil efterleve deres krav, som vil svække hans egen position. Imidlertid er de nyeste demonstrationer muligvis de største, landet har oplevet de sidste tyve år, og det vil være svært at ignorere dem. Indtil videre er der dog ikke noget, der antyder, at vi har set toppen af isbjerget og at tilslutningen til demonstrationerne vil falde.

Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen

Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet