Den russisk-ortodokse kirke er et informationscenter for immigranter i Danmark

I takt med at det ortodokse kirkesamfund vokser støt, oplever den russisk-ortodokse kirke vækst. Trods politiske og religiøse konflikter indenfor den russisk-ortodokse kirke i Østeuropa på tværs af landegrænser, vælger størstedelen af migranter fra ortodokse lande alligevel at benytte sig af de russiske kirker i Danmark

Klokken er ni søndag morgen, og 5000 kilometer fra Rusland står en stor gruppe af mennesker samlet foran dørene til den russisk-ortodokse kirke Skt. Nikolajs Kirke i Hobro. Kirken har hverken gyldne spir eller kupler, men minder mere om et typisk dansk forsamlingshus. Dørene går op og med tålmodige skridt traver den store samling af kirkegængere mod indgangen. Deres hænder bevæger sig fra pande til bryst og fra skulder til skulder tre gange, mens de går ind. Fra en sky af røgelse træder kirkens moldoviske sognepræst, Andrei Jalba, ud med åbne arme og tager imod de nyankomne kirkegængere med hilsner på russisk. Et afslappet smil breder sig på kirkegængernes læber, mens de bevæger sig henover entreens slidte grå tæppe og mod alteret. En lugt af røgelse og en hvisken af forskellige slaviske sproglyde breder sig og transporterer den lille kirke fra Hobro til det østlige Europa.

Antallet af menigheder og ortodokse kristne stiger i Danmark

Efter sammenbruddet på Sovjetunionen og Jugoslavien opstod der to migrationsbølger, og de ortodokse kirker har siden da oplevet stor vækst i Danmark og det øvrige Europa. I 1990 var der cirka 10.000 ortodokse migranter i Danmark. I dag er antallet ti gange større. Væksten ses blandt andet ved, at der gennem de sidste ti år i stigende grad er opstået flere menigheder og statsgodkendte ortodokse kirker. Årsagen til væksten uden for de østeuropæiske lande kommer af et udbredt ønske blandt de ortodokse immigranter om at vedligeholde en af de slaviske grundpiller – den ortodokse kristendom. Det bemærker blandt andre Annika Hvithamar, lektor på Københavns Universitet og ekspert i ortodoks kristendom i diaspora.

”Vi ser, at immigrantkirkerne i Danmark er blevet til steder, hvor migranter søger hen for at få et tilhørsforhold til personer fra hjemlandet og noget tryghed. Samtidigt er det en kontakt til hjemlandet, hvor de kan dyrke en slavisk identitet og traditioner, som de kender fra deres hjemlande.”, siger Annika Hvithamar.

Sognepræst Andrei Jalba spreder røgelse og velsigner kirkegængerne. Foto: Frederik Rixen

Russisk politik påvirker ikke de ortodokse kirker i Danmark

Kirkens sognepræst Andrei Jalba går op til alteret. Han spreder sine arme ud, så han danner et kors og vender sig om for at starte nadveren, som foregår på russisk. Ukrainske Vadym Virchenko og hans femårige søn går op mod alteret for at modtage velsignelsen. Da det bliver deres tur, bukker Vadym Virchenko sig ned og hvisker i øret på sin søn. Sønnen forstår ikke russisk, så Vadym Virchenko forsøger at oversætte den moldoviske præsts velsignelse. De modtager begge vin og brød fra et gyldent drikkebæger, og med store armbevægelser slår sønnen korsets tegn.

Vadym Virchenko og hans familie kommer næsten hver weekend i den lille russisk-ortodokse kirke i Hobro. Ifølge dem er kirken noget helt særligt og den eneste rigtige. Selvom de er ukrainere, ønsker de ikke en ukrainsk kirke. Han mener, at der kun er én kirke, og det er den russisk-ortodokse kirke.

I 2018 blev den ukrainske kirke adskilt fra det russiske patriarkat i Moskva og fik derefter status som selvstændig kirke. Beslutningen blev af nogen fejret som en vigtig historisk begivenhed, mens det for andre blev anset som et politisk og teologisk problem. Men i Hobro betyder de politiske uenigheder ikke noget, forklarer sognepræsten, Andrei Jalba.

”Splittelsen mellem kirkerne og konflikterne med Rusland er et problem i blandt andet Ukraine og Moldova, men ikke her. Her mærker vi intet. Politik fylder ikke noget her, og vi prøver så vidt muligt at lade være med at snakke om det. Det er ikke stedet for det. Min politik er, at jeg skal tage alle i hånden og byde alle hjerteligt velkommen”.

Ifølge sognepræsten går de fleste kirkegængere i den kirke, som ligger tættest på deres hjem. I Danmark er der kun seks kendte slavisk-ortodokse menigheder og to kirker, som begge er russiske. Kirken vælges derfor oftest af praktiske årsager.

”Man skal være ret politisk aktiv, før det spiller en rolle. De fleste kirkegængere er ret pragmatiske, så hvis barnet bare skal døbes, eller man skal giftes, eller man bare skal i kirke regelmæssigt, så går man i den nærmeste, og den vil altid være russisk-ortodoks.”, siger lektor på Københavns Universitet Annika Hvithamar.

Menighedsmedlemmer hjælpes ad med at tage opvasken. Foto: Frederik Rixen

Kirken som kulturelt mødested

Klirren fra bestik, tallerkener og glas antyder, at gudstjenesten er ved at være slut. En stærk lugt af fiskefrikadeller blander sig med røgelsen fra alteret, og langsomt lister de første kirkegængere sig ud i kirkens entré for at sætte sig ned ved det fuldt anrettede frokostbord. Den moldoviske sognepræst, Andrei Jalba, kommer ind, trækker sin kåbe af og sætter sig ned med de øvrige kirkegængere. På hans venstre side sidder en serbisk kvinde, og på hans højre side sidder ukrainske Vadym Virchenko. Selvom de alle kommer fra forskellige lande med forskellige sprog, formår de alligevel at tale sammen. Ikke på engelsk, men på russisk.

Selvom der er mange forskellige nationaliteter i de russisk-ortodokse kirker, er det ikke noget problem for kirkegængerne at forstå hinanden, da det russiske sprog er det mest udbredte kirkesprog i de ortodokse kirker.et fungerer derfor som et fælles sprog for ortodokse kirkegængere. Dette uddyber blandt andre Emil Hilton Saggau, som skriver ph.d. på Københavns Universitet om nutidige ortodokse kirker.

”Serbere, bulgarer og ukrainere er alle kirkeslaviske. Det vil sige, at for en serber, vil det ikke være så fremmed at komme i en russisk kirke, som man måske ville tro. Det svarer til, at hvis du er i udlandet, og du så går til en svensk kirke. Der vil du intuitivt godt kunne forstå, hvad der sker”.

Det russiske sprogs rolle som lingua franca, gør samtidigt, at kirkerne har fået en funktion som informationscentre for nytilkomne ortodokse. Den fælles forståelse for det russiske sprog gør det muligt at søge hjælp hos kirken med at falde bedre til i Danmark. Dette forklarer menighedsmedlem i Skt. Nikolajs Kirke Olga Daniluk, som aktivt har hjulpet til i kirken siden oprettelsen i 2008.

”Når vi møder et nyt kirkemedlem, som netop er ankommet til Danmark, hjælper vi dem med de praktiske ting, som for eksempel at købe børnetøj og hvordan vigtige papirer skal udfyldes. Når de har været her længe nok, kan de besvare de samme spørgsmål. Vi hjælper hinanden som en stor familie”.

Frokosten er slut, og alle hjælper til med at gøre rent. Børn render rundt mellem forældrenes ben og snakker sammen på dansk. Andrei Jalba tager afsked med kirkegængerne, og dørene går op. Røgelsen suser ud af kirken, og lyset slukkes.

Artiklen er skrevet af Frederik Rixen

Du kan læse den første af Frederiks artikler om den ortodokse kirke i Danmark her

Frederik har en bachelor i Ruslandstudier med tilvalgsfag i Journalistik Formidling og læser en kandidat i Analytisk Journalistik. Frederik har særligt beskæftiget sig med temaerne identitet og erindrings- og musikkultur.