Doli pivski - Pivas blodige fortælling

D. 7. juni hvert år danner den lille montenegrinske landsby Doli Pivski rammerne for en mindehøjtidelighed til ære for ofrene for en massakre i 1943. Hos den brede befolkning er grusomhederne, der udspillede sig denne sommerdag, mest kendt ved navn, mens lokalbefolkningen og pårørende mindes begivenhederne årligt. Hvad skete der på denne dag i det nordvestlige Montenegro?

Den 7. juni i år besøgte et montenegrinsk statsoverhoved for første gang en årlig mindehøjtidelighed i byen Doli Pivski nær grænsen til nabolandet Bosnien-Herzegovina. Ved mindehøjtideligheden, som Den Serbiske Ortodokse Kirke organiserer, mindes 522 etniske serbere, som tyske SS-officere og lokale kollaboratører, på denne dag i 1943, myrdede på brutal vis. I år var den nyudnævnte præsident Jakov Milatović til stede. Præsidenten lagde her en krans til ære for ofrene og understregede vigtigheden af, at Montenegro mindes de uskyldige, hvis liv blev frataget dem.

I en region, der har et, til tider, anstrengt forhold til fortiden, overskygger mere kendte begivenheder, såsom den kroatiske militæroperation Operation Storm, folkemordet i Srebrenica og NATO-bombningen af Beograd i 1999, ofte massakren i Doli Pivski. Ikke desto mindre har begivenhederne fra sommerdagen i 1943 en stor betydning for landet. Massakren finder, med jævne mellemrum, sin vej i montenegrinsk erindring som en skelsættende begivenhed, der forbinder det montenegrinske folk. På trods af, at Doli Pivski er en lille landsby, og man skal vide, hvor man skal kigge for at finde det på et kort, spiller landsbyen en vigtig rolle hos både lokalbefolkningen og i den kollektive hukommelse om Anden Verdenskrig.

For udefrakommende bliver det lille land i Sydøsteuropa, der opnåede selvstændighed i 2006, ofte overset. Med en befolkning på kun omkring 620.000 og et land, der slap forholdsvis billigt fra krigene i 1990'erne, er Montenegro ikke det land, der fylder mest. Ikke desto mindre nyder landet en rig og kompleks historie, hvilket massakren i Doli Pivski er en del af. Men hvad skete der præcist denne dag, der senest er blevet kaldt én af de største forbrydelser i montenegrinsk historie af præsident Milatović?

Anden Verdenskrig i Montenegro

Tyske soldater i Beograd d. 13 april 1941. Den 17. april 1941, elleve dage efter at nazisterne lancerede deres invasion af Jugoslavien, overgav landet sig betingelsesløst.

Indtil april 1941 havde Kongeriget Jugoslavien, der blev etableret allerede i 1918 som Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, fuldstændig undgået Anden Verdenskrig. Med krigens indtog fulgte en opdeling af de jugoslaviske republikker og dannelsen af forskellige bevægelser såsom de ultranationalistiske, serbiske tjetnikkere ledt af Dragoljub "Draža" Mihailović og de kommunistiske partisaner, der kæmpede for Jugoslaviens genforening. Nazityskland og andre allierede, herunder Italien, Ungarn og Bulgarien, kendt under betegnelsen aksemagter, inddelte det nu opløste kongerige mellem sig. I Kroatien og størstedelen af Bosnien-Herzegovina etablerede den kroatiske fascist bevægelse, Ustasha, Den Uafhængige Stat Kroatien, Nezavisna Država Hrvatska, der arbejdede for en etnisk ren stat, mens general Milan Nedić ledede en tysk marionetstat i Serbien. De nye stater og bevægelser gik hårdt og systematisk til værks og forfulgte og dræbte, oftest på en bastialsk måde, dem, der stod i vejen for deres mål. Fremgangsmåderne inkluderede tvangskonverteringer, etnisk udrensning og folkedrab, mens et net af koncentrationslejre ligeledes blev oprettet.

Montenegro undgik heller ikke krigens rædsler. Landet faldt i det fascistiske Italiens klør og forblev under italiensk styre indtil efteråret 1943, hvorefter landet var under besættelse af Nazityskland indtil 1945. Landet dannede rammer for samarbejder på kryds og tværs, herunder samarbejder mellem italienere, nazityskere og de serbiske tjetnikker, der kæmpede for et Storserbien. Lokale etniske albanere og bosniakker tilsluttede sig på lignende vis besætterne og dannede lokale paramilitære bevægelser og militsenheder. Modstanderen var de kommunistiske partisanere ledet af Jugoslaviens fremtidige præsident, Josip Broz Tito, og nationale anti-fascistiske bevægelser, der oplevede en større tilslutning af montenegrinere. Ifølge nogle historikere fandt den første væbnede opstand i det nazibesatte Europa sted i Montenegro i juli 1941.

Pivas blodige fortælling

I foråret 1943, efter en række fejlslagne operationer, søsatte de tyske besættelsesstyrker endnu en offensiv i det nordvestlige Montenegro i kampen mod de jugoslaviske partisanere, der længe havde angrebet og saboteret de besættende aksemagter. Derudover var formålet ligeledes at sikre kommunikations- og forsyningslinjer fra Centraleuropa til det tyskbesatte Grækenland. I maj begyndte tyskerne en storstilet kampagne under kodeordet Operation Schwarz, der, udover nazi-styrker, inkluderede italienere, bulgarer, ustasha-medlemmer, bosniakker og tjetnikker. Kampe udspillede sig langs floden Piva samt i det nordvestlige Montenegro og det sydlige Bosnien-Herzegovina, som er et yderst bjergrigt terræn. Operationen var et forsøg på at skubbe modstandsbevægelsen nordpå ind i Sutjeska-dalen og i Zelengora-bjergene, hvor de, ifølge planen, ville blive tilfangetaget.

En række tyske kampvogne fra Prinz Eugen-enheden i Bosnien-Herzegovina i 1943.

Blandt de deltagende enheder var den berygtede 7. SS-Freiwillige-Gebirgs-Division “Prinz Eugen”, der bestod af både tyske SS-officerer, ustasha-soldater og lokale bosniakker og albanere, der havde tilsluttet sig aksemagterne. Prinz Eugen var berygtet for sin yderst brutale tilgang til kampen mod de jugoslaviske partisanere i de tyskbesatte områder. Ved krigens afslutning tilfangetog og henrettede partisanerne mange af enhedens medlemmer uden rettergang.

I takt med at de forfulgte partisanere blev drevet nordpå gennem det bjergrige terræn og at aksemagterne genvandt kontrol over en række lokalområder i den montenegrinske Piva-region, viste SS-division og de tilsluttede kollaboratører ingen nåde mod civilbefolkningen. Her terroriserede og henrettede de koldblodigt civile, der var mistænkt for at samarbejde med modstandsbevægelsen, og andre, der stod i vejen.

Den 7. juni 1943 fandt det mest forfærdelige af disse angreb sted i den lille landsby, Doli Pivski - ofte omtalt som Dola. Indbyggere fra omkringliggende landsbyer, såsom Dub, Bukovac, Duba og Rudinci, blev gennet sammen i Dola. Her beordrede SS-befalingsmænd koldblodigt henrettelsen af 522 civile, hvoraf børn og spædbørn udgjorde i omegnen af 110. Herefter skilte de sig af med ligene ved at kaste dem ned i gruber på de omkringliggende bjerge. Ifølge flere dystre beretninger varede denne massakre ikke mere end én time.

SS-officerer brænder huse af under den storstilede operation Schwarz, der varede fra d. 15. maj til d. 16. juni 1943

Ifølge flere kilder, terroriserede Prinz Eugen-divisionen Piva-regionen i ti dage. Det estimeres, at mere end 1.200 mennesker (etniske serbere udgjorde størstedelen) mistede livet i disse dage. Udover henrettelser og likvideringer af civilbefolkningen blev flere omkringliggende landsbyer brændt - i visse tilfælde mens folk stadig befandt sig inde i husene. Flere familier, der havde boet i området gennem generationer, blev ofre for den brutale og bestialske vold, som Nazi-officererne og deres kollaboratører udøvede.

Disse grusomheder går i dagens Montenegro under navnet Pivas blodige fortælling, Pivska krvava bajka. Den dag i dag hersker der stadig en vis usikkerhed omkring de nøjagtige omstændigheder, der ledte op til massakren og dens forløb.

Doli Pivski - et politisk spørgsmål

Som med andre historiske begivenheder, specielt i relation til Anden Verdenskrig og krigene, der efterfulgte Jugoslaviens sammenbrud i 1990’erne, er massakren af etniske serbere i Doli Pivski et omdiskuteret emne. Grusomhederne har til tider været genstand for politisk opmærksomhed og kontroverser.

Massakren i Doli Pivski, sammen med en massakre i den nærliggende landsby Velika, hvor SS-officerer massakrerede omkring 520 etniske serbere i sommeren 1944, blev et politisk spørgsmål i 2021. En række politiske partier foreslog en resolution om at klassificere de to begivenheder som folkemord, med argumentet, at de etnisk serbiske ofre blev henrettet grundet deres etniske tilhørsforhold. Forslaget kom umiddelbart i kølvandet på vedtagelsen af en resolution i det montenegrinske parlament, der anerkendte massakrene, som serbiske militærenheder orkestrerede i og omkring Srebrenica i 1995, som et folkemord.

I hele regionen er folkemordet i Srebrenica den dag i dag et betændt emne, hvor manglende serbisk anerkendelse på kryds af landegrænser medvirker til etnisk splittelse. Dette gør sig også gældende i Montenegro, hvor den udbredte holdning blandt både politikere og den bredere befolkning var, at resolutionen om Doli Pivski og Velika var et forsøg på at forene fløjene og, først og fremmest, tilfredsstille serbiske nationalistiske grupper.

Den Serbiske Ortodokse Kirke spiller en central rolle som arrangør af mindehøjtideligheden. Kirken udråbte i 2017 ofrene som martyrer og tildelte en lille pige, der løb ind i et brændende hus for at dø sammen med sin familie, titlen hellig martyr Jaglika Pivska.

På trods af at begivenhederne i Doli Pivski ofte kun huskes og mindes af lokalbefolkningen, er sådanne grusomheder ikke desto mindre vigtige. Ikke blot for at minde os om, at historien ikke må gentage sig, men ligeså meget for at huske os på, at hvert offer er et menneske med sin egen historie og drømme.

Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen

Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet