Dostojevskij, det store land og det lige så store værk

Har du ikke selv læst Dostojevskijs mesterværk Forbrydelse og Straf, så kommer her en gennemgang af værkets handling, der blandt andet kommer omkring de mange refleksioner om filosofiske, religiøse og psykologiske sammenhænge som Dostojevskij yndede at præsentere sine læsere for. Hvilket naturligvis efterlader os med det helt store spørgsmål; er Dostojevskijs værker stadig relevante i den verden vi lever i i dag?

Portræt af Dostojevskij malet af Vasilij Perov i 1872.

11. november 2021 markerer 200-årsdagen for Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskijs fødsel og dermed også fødslen af en af Ruslands største forfattere. Han voksede op under zardømmet, i et Rusland der var stærkt klasseopdelt og præget af konservative dyder. Denne opvækst førte nogle skelsættende oplevelser med sig, som kom til at præge hans forfatterskab senere hen - de skulle komme til at danne grundlag for hans interesse for sociale forhold og den menneskelige psyke.

Hans værker berører emner som eksistentialisme, psykologi, socialrealisme og religion. De giver indblik i en tid, hvor Rusland stod på tærsklen til store politiske og sociale omvæltninger; et Rusland præget af klassedeling og ulighed, og en verden der kun netop var begyndt at anerkende psykisk sygdom. Dostojevskij adresserer alt dette gennem skildringen af sine snørklede hovedpersoner. For ens blik vandrer Raskolnikov (Forbrydelse og Straf, 1866), Goljádkin (Dobbeltgængeren, 1846) og kældermennesket (Optegnelser fra et Kælderdyb, 1864) med tyngede skridt, som symboler på de mange erfaringer Dostojevskij gjorde sig om social uretfærdighed, armod og psykisk sygdom i 1800-tallets Rusland.

Han voksede nemlig op i Moskva, tæt ved et hospital hvor hans far var læge, og her brugte han, imod faderens vilje, tid med patienterne på hospitalet og lyttede til deres historier. Disse historier kan have været med til at præge skabelsen af hovedpersonen Raskolnikov og hovedværket Forbrydelse og Straf, som for eftertiden har været fast inventar i mange menneskers bogreoler verden over. Det vil sandsynligvis også i mange år frem fortsat være et af de værker, og en af de karakterer, der fortsat vil brænde sig ind i læsernes hukommelse, netop på grund af den tætte, intense beskrivelse af hovedpersonens sind og tankegang.

Bogen udkom i Rusland i 1866 under Aleksandr den 2. af Ruslands regeringstid og kun omkring 20 år efter den sidste store hungersnød. Den bærer præg af socialrealisme i form af skildringen af sult og fattigdom, på en tid som, på linje med senere tider i Rusland, var præget af autokrati og nationalisme. Bogen beskriver en lang række samfundsstrukturer, som for eksempel eksistensen af stærke institutioner som politimyndigheder og uddannelsesinstitutioner, men også den førnævnte klassedeling og den indvirkning disse ting havde på samfundet.

Isolation og Eksistens

Hovedpersonen i Forbrydelse og Straf, Raskolnikov, lever en fattig tilværelse i 1800-tallets Sankt Petersborg. Han er blevet bortvist fra sit studie, har ikke noget arbejde og dagene flyder ud i et, mens han ligger i sit lille kammer og plages af tankemylder.

Tankerne kredser om hans egen eksistens, morale, hans plads i samfundet og menneskets dikotomi (todeling- idéen om over-og undermennesket). Dostojevskijs inddragelse af nihilisme i Forbrydelse og Straf var ganske givet påvirket af de kulturelle strømninger, der eksisterede i det russiske samfund på den tid. Ikke kun strømninger præget af Nietzscheansk filosofi, men også af socialisme.

---

Nihilisme

Nihilismen bygger på en overbevisning om, at der ikke findes noget objektiv grundlag for moral og samfundsorden. Nihilismen forholder sig i den forbindelse også kritisk til religion. Den tyske Friedrich Nietzsche (1844-1900) var en kendt filosof inden for denne tankegang.

---

Marx var endnu ikke udbredt i Rusland, men det var på denne tid at forskellige socialistiske bevægelser eksisterede og blomstrede, herunder folkebevægelser som Narodniki. Dostojevskij selv kom også i tsar-kritiske, socialistiske kredse, hvilket førte til, at han blev dømt til døden. Denne dom blev dog i 1849 omstødt til tvangsarbejde i fangelejr og efterfølgende militærtjeneste. Især hans tid i fangelejr, hvor han blev sendt til Sibirien og dermed ekskluderet fra samfundet og placeret i et fremmed miljø afskåret fra familie og venner, kan have givet ham indblik i, hvordan isolation føles.

Netop isolation, det at være afskåret fra omverdenen, er et gennemgående tema i Forbrydelse og Straf. Raskolnikov hører ikke til nogen steder, han er ikke en del af nogle fællesskaber. Han ser og studerer omverdenen gennem en kynisk linse, blottet for den varme som kommer med følelsen af inklusion. De eneste mennesker han har i sit liv er sin mor og søster, da hans eneste ven, Marmaladov, er død. Men selv sin familie er han ikke særlig knyttet til, og da han møder en gammel ven, Razumikhin, bliver det endnu mere tydeligt, at han ikke kan knytte sig til andre.

Han er et paranoidt menneske, et menneske, der søger svar på ting, som ikke nødvendigvis har et svar. Et ængsteligt menneske, som forventer smerte rundt om hvert et hjørne. Det psykologiske aspekt i romanen er allestedsnærværende, og Dostojevskij formåede med karakteren Raskolnikov at give læseren indblik i et sygt og snørklet sind, på en tid, hvor forståelsen for den menneskelige psyke var meget anderledes, end den er i dag. Dostojevskijs egen oplevelse med fangenskab kan have medvirket til, at han kunne give et så præcist billede af et menneske i isolation. På samme måde som hans tidlige oplevelser med psykisk sygdom fra patienterne ved hospitalet gjorde, at han så fængende kunne beskrive et sygt menneske.

Romanen rummer, ud over et psykologisk og nihilistisk islæt, også elementer af eksistentialisme og moralfilosofi. Dostojevskij studerede i sin ungdom vestlig filosofi, og på hans tid levede andre betydningsfulde filosoffer som for eksempel Søren Kierkegaard, der påvirkede samtiden med sin filosofi om eksistentialisme. Dette er et gennemgående tema i værket Dobbeltgængeren fra 1846, såvel som Forbrydelse og Straf, men er heller ikke fremmed for hans andre værker. Eksistentialisme spiller en stor rolle i Dostojevskijs værker, men det er nok nærmere det førnævnte moralske aspekt, som kommer til udtryk i værket i form af religion, som præger Forbrydelse og Straf mest. Dette repræsenterer perioden godt, da religion på den tid spillede en stor rolle i folks liv, ikke bare i Rusland, men også i andre lande, og det er de klassiske religiøse moralske temaer, som for eksempel ikke at slå ihjel, stjæle, begære og lyve, som spiller en stor rolle i romanen.

Det religiøse kommer i romanen også til udtryk gennem Dostojevskijs brug af Lazarus’ Opstandelse, en bibelsk fortælling fra det nye testamente, som karakteren Sonja, hans afdøde ven Marmaladovs datter, læser op for Raskolnikov. Det skal tolkes som en reference til hans egen genfødsel, som han er nødt til at gennemgå for at blive et moralsk menneske, fri for al den synd, han har begået, og fri for alle de syndige tanker som han har.

Værkerne og Religion

Netop brugen af bibelen i værket tyder på en stærk kontrast mellem det moralske og det amoralske.

Dostojevskij selv blev i sine senere år mere religiøs, og det er også blevet diskuteret, om han blev større tilhænger af slavofili, dyrkelsen af af slavisk kultur, sprog og historie, og dermed mindre orienteret mod Vesten. Den ortodokse tro spillede i hvert fald en stor rolle i det russiske samfund på den tid, hvor Forbrydelse og Straf udkom, og det er derfor nærliggende at tænke, at det har påvirket Dostojevskijs forfatterskab.

Hvis det er tilfældet, at Dostojevskij vendte sig mere mod slavofili i de senere år, kan det have haft

endnu større betydning for brugen af religion i hans værker, ikke bare i Forbrydelse og Straf, men

også andre værker som for eksempel Brødrene Karamazov (1879-80) og Idioten (1868-69). Førstnævnte bærer, ligesom Forbrydelse og Straf, præg af kampen mellem nihilisme og Gud i dele af fortællingen.

Det er dog ikke kun gennem Lazarus’ Opstandelse, at religion præger fortællingen. I bogens slutning idømmes Raskolnikov otte år i sibirisk fangelejr, og det er under afsoningen han gør sig tanker om Gud og religion. Han ender dog med hverken at bekende sig til troen eller at angre sine handlinger. Hans idé om, at hans handlinger var berettigede holder ved, fordi han stadig føler sig som et overmenneske hævet over loven. Der foregår en kamp mellem nihilistiske idealer og religiøse idealer. Måske frygtede Dostojevskij, i den sidste del af livet, at nihilisme ville vinde frem i samfundet og at mennesket ville vende sig fra religion og Gud.

Slutningen på romanen kan tolkes som et billede på netop dette, at fravalget af Gud betyder tilvalget af noget amoralsk, et værditab som er skadeligt for samfundet og for menneskene i det. Samtidig kan den vedvarende tro på over-og undermennesker, som Raskolnikov holder fast i, og den manglende tro på, at han er nødt til at angre, igen være et bevis på at han ikke har sluppet nihilismen. Sonja kommer stadig og besøger ham i fangelejren, læser op af bibelen for ham, men selv i sine drømme fastholder han idéen om det rene menneske og en verden, hvor kun dette menneske til slut eksisterer. Fraværet af Gud varer ved til det sidste. Dostojevskij selv døde i Sankt Petersborg i 1881 som 59-årig, men ikke uden at have efterladt et kæmpe aftryk i litteraturhistorien.

Værket er, mener jeg, stadig lige så betydningsfuldt og interessant, som da det udkom for over 150 år siden. Det er skrevet på en måde, som gør, at man har svært ved at slippe det når først man er begyndt at læse det. Dette er fordi det berører nogle vigtige filosofiske, sociologiske og psykologiske temaer, som i den grad er vigtige for menneskets forståelse af sig selv; Eksistens, individualisme, tilhørsforhold og psyke. Man bliver som læser taget med på en rejse gennem en fortælling, som er dybt præget af disse, og måske er det netop dette, der gør, at værket aldrig er stoppet med at optage plads på bogreoler verden over.

Artiklen er skrevet af Fanny Louise Lüders Christensen