• Asbjørn Emil Hansen

MØD UNGDOMMEN I UKRAINES GRÆNSELAND

I efteråret 2020 rejste Asbjørn til Østukraine for at fotografere og undersøge, hvordan livet ser ud blot 10 km fra frontlinjen. Det blev til et møde med den lokale ungdom, der ikke er bange for at trække i arbejdstøjet for selv at være med til at skabe den forskel de ønsker at se ske i deres by og land. Det her er hans fortælling.

Mariupol har store problemer med forurening grundet sin store industri. Foto: Asbjørn Emil Hansen

Mariupol d. 13/11-2020.

Klokken er lidt i syv om morgenen. En russisk talende togkontrollør banker hårdt på døren til min sovekupe. En lang øvet sætning kommer ud af hendes mund. Jeg forstår ikke et ord af, hvad hun siger, men før jeg når at reagere, er hun videre til næste kupe, hvor hun fortsætter i akkurat samme tonefald.


Jeg kigger ud ad vinduet og på markerne på den anden side af skinnerne, hvor sorte skorstene i alle afstøbninger skyde op. Der er er ikke en sky på himlen, udover de lange grå søjler af røg, der strækker sig fra toppen af skorstenene.


Da jeg træder ned på perronen rammer den tunge luft mig med det samme. Ovre i et hjørne står en mand iklædt militær uniform og med en kalashnikov slynget om skulde


ren Han kigger lidt mistroisk på min store rygsæk og den Kamera-Tripod jeg har spændt på siden af den og sender mig et temmelig skeptisk blik.


Jeg er taget til byen Mariupol i Østukraine, for at lære mere om, hvordan lokalbefolkningen ser på situationen, der udspiller sig her på grænsen til Rusland. Jeg er især interesseret i, hvordan den nye generation af unge klarer sig og ikke mindst, hvordan deres oplevelser og syn på situationen måske er anderledes.


Gaderne i Mariupol bærer stadig præg af de kampe der fandt sted i byen i 2014 og 2015. Foto: Asbjørn Emil Hansen
 

Mariupol ligger 17 timer i tog, fra hovedstaden Kyiv og 50 kilometer fra den russiske grænse. Det er her i Ukraines grænseland, at en væbnet konflikt har ulmet siden 2014. 10 kilometer øst for byen ligger frontlinjen, hvor det ukrainske militær dagligt kæmper med de separatistiske styrker, som ønsker hele regionen løsrevet fra Ukraine.


For få år tilbage var Mariupol tæt på at blive overtaget af de separatistiske styrker. Kampvogne og soldater fra begge sider skød på hinanden i gaderne, granater og molotovs fløj gennem luften, parkerede biler og supermarkeder blev ødelagt og flere civile mistede livet.


I dag ser tingene dog helt anderledes ud, selvom krigen stadig er i fuld gang blot 10 kilometer udenfor byen. Det mærker jeg dog ikke meget til, da jeg går rundt i Mariupols gader. I midten af byen er en hyggelig park med barnevogne og kærestepar. Rundt om den ligger nystartede kaffebarer og fortovscafeer, næsten som var man tilbage i København.


Jeg træder ind ad døren til en lille kiosk. Bag disken står en ældre dame med et tørklæde om hovedet. Jeg prøver med mit gebrokken russisk at spørge ind til situationen i byen - er det sikkert for mig at gå rundt alene? Hun fortæller, at her i dag er fuldstændig sikkert, men at jeg skal holde mig fra landsbyerne øst for byen. “Der var et skyderi i sidste uge. Om natten kan jeg høre skyderierne, længere uden for byen. Jeg overvejede at tage væk herfra, dengang det var værst, men jeg tilgav skyderierne, livet går videre” fortæller hun.


Politistationen er en af de få bygninger, der nu står som et sidste minde fra dengang for 6 år siden, da barrikader af sandsække og kampvogne var dagligdagen. Lidt som under Maidan-oprøret i Kijev, hvor de pro-ukrainske politikere brugte byens politistation som tilflugtssted fra de pro-russiske oprørere. Dengang endte det med et voldelig opgør foran bygningen.

Frisørsalonen Man's Place i Mariupol. Foto: Asbjørn Emil Hansen

Ikke langt fra politistationen støder jeg på frisørsalonen “Man’s place”. Salonen er drevet af Anastasia på 23 og to af hendes jævnaldrende venner. Det er egentlig ikke fordi jeg hav brug for en klipning, men jeg går alligevel ind og tager plads i et af de sorte lædermøbler.


Anastasia fortæller, at hende og hendes kæreste for nyligt er blevet forlovet og at de snakkede om, hvorvidt de skulle forlade byen. “Jeg tror det er meget normalt for unge i vores alder at søge væk og opsøge muligheder i de større byer, som Kijev eller Berlin, i stedet for at blive i Mariupol. Men vi valgte at blive. Det er, hvad Mariupol har brug for” forklarer hun.


Ukraine er et politisk polariseret land. Den over tusind kilometer lange flod ‘Dnepr’ skærer midt igennem landet og deler landet i øst og vest - både politisk og geografisk. Mariupol er også delt ned igennem midten, af sin egen mindre flod. I den østlige del findes størstedelen af byens fabrikker, hvis teknologi og udseende ikke har ændret sig siden Sovjetunionen.





 

Mens den vestlige del er præget af en den unge og progressive generation. En generation som er vokset op i en højteknologisk verden, præget af internettet og sociale medier. Jeg fornemmer, at det er en generation med høje ambitioner og som ikke er bange for selv at være dén forandring, de ønsker at se i Mariupol.


Landskabet på den anden side af floden bærer tydeligt præg af en anden tid. Enorme fabrikker med rustne ydermure og skorstene med søjler af røg, tager hurtigt opmærksomheden fra alt andet. Fra fortovet foran frisørsalonen har jeg frit udsyn til en af fabrikkerne. Jeg bliver pludselig nysgerrig på, hvilke spændende motiver man kan fotografere derovre.


Jeg beslutter mig for at tage en bus over til den anden siden af floden, til en stålfabrik ved navn “Azovstal” Som jeg har fundet på Google Maps. Da jeg kommer frem bliver jeg mødt af en to meter høj betonmur, som løber hele vejen rundt om stedet. Igennem en sprække i betonen skimter jeg, hvad der ligner en kampvogn på en betonklods. Som en slags udstilling går jeg ud fra. Jeg tager mod til mig og kravler igennem et hul i muren. Herefter fortsætter jeg langs nogle faldefærdige militærbarakker, ind mod kampvognen.


For enden af barakkerne drejer jeg til højre og får øje på to schæferhunde, der ligger og tygger på hvert deres kødben. De rejser sig op med et sæt og begynder at gø af mig. Pludselig går det op for mig, at det her måske ikke er den bedste ide. Selv hvis jeg slipper levende fra de to hunde, så kan jeg være sikker på, at samtlige vagter, der måtte være, nok har hørt mig.


Jeg går langsomt bagud og prøver ikke at give efter for fristelsen af at løbe tilbage så hurtigt jeg overhovedet kan. Hundene begynder at løber mod mig, men bliver bremset fire til fem meter fra mig af en tynd lang kæde. Med livet i god behold beslutter jeg mig for at annullere missionen. Jeg finder hen til hullet, hvor jeg kom ind,men jeg er dårligt kommet ned for enden af barakkerne, før en uniformsklædt vagt træder ud foran mig.


 

De næste to timer bruger jeg på den lokale politistation, hvor hele fem betjente undersøger mit kameras SD-kort, mit pas og alle mine sociale medier. Jeg får i mellemtiden lov at sidde i hjørnet af det lille politikontor, hvor en af betjentene grundigt tager billeder af mig.


I det modsatte hjørne af rummet står en anden betjent lænet op af væggen, med røret fra hans drejetelefon klemt mellem skulderen og kinden. Med et stift ansigtsudtryk kigger han skiftevis ned på sin notesblog og derefter på mig. Man kan roligt sige, at jeg er en smule bekymret. En strøm af tanker flyver gennem mit hovede. Tror de jeg er russisk spion? Eller var den her fabrik, af den ene eller anden grund, bare en af dem, hvor journalister ikke er velkomne?


Jeg finder aldrig ud af det. Ingen af dem taler engelsk og selv, hvis de gjorde virker ingen af dem just snakkesalige. Efter et par timer, kommer den ene betjent hen med mit pas og kamera. Han kigger på mig med et stift ansigtsudtryk og peger på døren. Jeg er fri.


 

Kl. 13 har jeg aftalt at mødes med Alissa, foran det lille springvand i midten af byen.

Vi er kun for nylig kommet i kontakt gennem Instagram, og alt jeg ved om hende er at hun er 24 år og arbejder som repræsentant for den sociale organisation ‘Ung Drive’ i Mariupol. Der fungerer som et netværks-knudepunkt for lokale iværksættere mellem 14 og 25 år.

Alissa arbejder for ‘Ung Drive’. Foto: Asbjørn Emil Hansen

Jeg sætter mig på en bænk med udsigt til springvandet. Jeg har to kaffe latte klar. Hun skriver, at jeg bare skal kigge efter den eneste pige med pink hår. Hvilket ikke burde være den største udfordring på disse kanter. Der går ikke mange minutter før hun står foran mig med et stort smil og siger: “Hi! Are you Asbjørn?”


Alissa er heldigvis meget snakkesalig og vi kommer rigtig godt ud af det. Hun fortæller om hendes by og familie. Bla. at den ældre generation har et meget anderledes syn på konflikten end hun selv har.


Min tante og onkel bor i Donetsk, inde i det separatistiske område. Især min onkel er meget begejstret for Putin. Han ser kun russisk TV, som er fyldt med historier om, hvor god en leder Putin er og hvordan Europa og USA er onde og aggressive. Han rejser ofte her til Maripol pga. af hans arbejde og hans holdninger er ikke unormale blandt hans generation. Han er jo vokset op under Sovjetunionen, hvor tilværelsen var elendig sammenlignet med i dag. Alligevel mener de, at Sovjetunionen var det bedste system der nogensinde har været. Min onkel siger, at han savner stabiliteten de havde dengang. Selvom livet var hårdt så vidste man hvad man havde. Jeg tror mange fra hans generation har et lille ønske om, at Putin vil invadere Donbass og genskabe fortiden. Så de de kan slippe for hvad de kalder Gay-Ropa”.


Alissa fortsætter "Jeg er selvfølgelig meget uenig med min onkels generation. Det er mine venner også. Men jeg tror heller ikke jeg decideret hader Rusland som nogen gør. Jeg ønsker en fremtid, hvor vi kan enes og leve fredeligt som nabolande. På trods af vores fælles historie. Jeg tror det er os unge, som skal drive Mariupols fremtid. På trods af konflikterne og den store polarisering mellem dem der støtter Rusland og dem der støtter Ukraine. I min organisation UngDrive har vi virkelig mange, som er passioneret og optimistiske for fremtiden. Vi har unge helt ned til 13 år, som starter forretninger og som drømmer stort”.


 

Da vi har drukket vores kaffe latte, introducerer Alissa mig for hendes to veninder Sofia og Kataryna. De er begge studerende og i deres fritid er de aktive i flere ungdomsorganisationer. Kataryna arbejder i sin fritid i NGOen Dipcorpus.


Hun fortæller, at der stadig eksisterer enorme politiske forskelle mellem ungdommen i Vest- og Østukraine. Hendes NGO arbejder med udvekslingsprogrammer for studerende på tværs af landet. Hvis man fx kommer fra en by som Mariupol, forklarer hun, kan man risikere at blive opfattet som mindre ukrainsk og mere pro-russisk, af ens venner i Kyiv eller Lviv. Hvilket godt kan skabe spændinger i familier og venskaber . Kataryna fortæller, at hun af og til har haft diskussioner med venner, især når hun har forklaret, hvorfor hun har valgt at blive boende i Mariupol.

Sofia og Kataryna bor også i Mariupol og er engageret i flere ungdomsorganisationer. Foto: Asbjørn Emil Hansen

Sofia er i sin fritid aktiv i organisationen “beetroot acadamy”. Et internationalt samarbejde mellem Sverige og Ukraine. Deres formål er at tilbyde billige IT uddannelser for unge mennesker i flere mindre ukrainske byer og samtidig fungere som et netværks-hub, hvor unge har mulighed for at mødes om spændende tech-projekter, i stedet for at hænge ud på gaden.


Jeg er ret nysgerrig på at høre hvordan de oplevede Mariupol tilbage i 2014 og 15. Sofia fortæller, at hun gik i skole i den vestlige udkant af byen, dengang situationen var på sit højdepunkt.


“Der var en periode, hvor jeg af og til måtte overnatte på skolen fordi det var for farligt at gå hjem. I midten af byen blev det meget voldsomt om aftenen. Biler blev brændt og mortergranaterne ramte nogle gange ned på fortovet og slog civile ihjel. Min bedstemor bor i en lejlighed ud til hovedgaden, hvor hun var fanget i nogle dage, imens vi andre ikke kunne komme i kontakt med hende. I dag holder frontlinjen sig heldigvis uden for byen, og vores største bekymring er nu den store mængde forurening.’


Sofia uddyber "Byen og fabrikkerne bliver drevet af én stor mafia virksomhed. Bestyrelsen får at vide på forhånd, hvis der skulle komme nogle fra Kyiv for at kontrollere, at fabrikkerne bruger de rigtige partikelfiltre. På den måde kan de nøjes med at installere filtrene dagen før besøget. Og så snart de er væk, bliver filtrene fjernet igen. Man kan tydeligt mærke det på luften, de enkelte dage om året de er installeret.”


Den dårlige luft er bestemt noget jeg har lagt mærke til. Jeg ville beskrive det som en kraftig lugt af brændeovn, hver gang man tager en indånding. Nu går det også op for mig, hvorfor vagterne tidligere på dagen havde været så interesseret i, hvad der var på mit SD-kort. Jeg fortæller dem om mit fabriksbesøg.


“Alle i Mariupol ved, hvor korrupte fabriksejerne er, men alle er med på, at det ikke er noget man snakker om. Selv lokale radiostationer vil ikke snakke om det. De ville helt sikkert se dine billeder for at sikre sig, at det ikke var noget af dét du havde fotograferet. Jeg ved, at Azovstal producerer stål til Ukraines militær, så det kan også være de ville sikre sig du ikke var kommet ind i Ukraine fra Rusland”

fortæller Sofia.

 

Efter vores snak følger Alissa mig ned til togstationen, hvor jeg skal nå nattoget tilbage til Kyiv. Vi har en lang snak om dét at rejse alene, at møde andre mennesker fra andre kulturer og hvor overraskende meget man altid har tilfælles med folk.


Uanset hvor diametralt modsatte ens vilkår eller samfundssituation har været. Alissa fortæller, at hun var på et udvekslingsophold i Prag for nogle år tilbage, og at det har været en oplevelse der har ændret hendes syn på rigtig mange ting. Hun fik et andet syn på Ukraine og den måde tingene normalt blev gjort på, og hun blev ikke mindst, virkelig kastet ud af sin komfortzone, forklarer hun.


Det er blevet mørkt udenfor og på perronen kan jeg høre enkelte begyndende skududvekslinger i det fjerne.Jeg stiger ombord på toget og finder den kupe, som jeg skal dele med 4, heldigvis utroligt søde ukrainere de næste 17 timer. Mariupol er virkelig kontrasternes by tænker jeg. Men helt klart et sted jeg gerne vil tilbage til - dog uden at komme i yderligere karambolage med korrupte mafiafabrikker.



Artiklen er skrevet af Asbjørn Emil Hansen



64 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png