Et dyk ned i dybet

Værket af Dostojevskij, Optegnelser fra en Undergrund, udkom i 1864, to år før Forbrydelse og Straf som af mange anses for at være hans hovedværk. Karakteren, som bare kaldes Kældermennesket, bærer også en del fællestræk med karakteren Raskolnikov, fra Forbrydelse og Straf. Det gør Kældermennesket på den måde, at Dostojevskij bruger begge karakterer til at præsentere og diskutere sit eget filosofiske standpunkt og sine egne eksistentialistiske tanker. Begge karakterer kæmper med et mørke, som bunder i netop dette. I artiklen forsøger jeg at give mit bud på, hvem eller hvad Kældermennesket egentlig er.

Dostojevskij mestrede at få dobbeltheden i sine karakterer til at træde frem, på en helt særlig måde. Billedet er en gengivelse af et maleri af ham fra 1872.

“Jeg er et sygt menneske... Jeg er et ondskabsfuldt menneske.”

Sådan starter kældermennesket sine optegnelser. Sætningen er en indikator for, hvad man som læser kommer til at møde sideløbende med bogens udfoldelse. Den unavngivne karakter, som vi bare kalder Kældermennesket, er i begyndelsen af bogen sat i verden i et kulisseløst mørke. Han eksisterer i kun i kraft af de ord, med hvilke han fremlægger sit kaotiske verdenssyn. Under alle omstændigheder manifesterer der sig langsomt, jo længere tid man læser, et omrids af en person.

Personens hurtigt udfoldende eksistentialistiske idealer virker dragende, men samtidig hånes man som læser på den måde, at man konstant mindes om at ens mening i grunden er ligegyldig. At man ikke forstår, og ikke kan følge med. Dette øger dog blot lysten til netop at forstå og drage paralleller - hvilken sammenhæng er der mellem de ting, som Kældermennesket siger, og de ting, som Kældermennesket gør?

Det psykologiske aspekt er gennem bogen allestedsnærværende, hvilket, sammen med det eksistentialistiske, det moralske og det tabubelagte gør, at man som læser hele tiden holdes opmærksom og nysgerrig.

Kældermennesket taler til os gennem bogens første del på en måde, så man føler, at han er bevidst om ens eksistens. Han gennemgår, hvad der i hans verden er, var og bør være - det gælder også hans idé om alt det, der giver mennesket karakter; moral, skyld og fortvivlelse.

Han sondrer mellem to typer mennesker; det enfoldige og det intelligente, og dette præger tydeligt fortællingen. Samtidig forærer han os brudstykker af hvem, han er. Han er en trodsig og vred person, som finder trøst i at lide. Der danner sig et billede af en person, der er blevet afvist hele sit liv og har bygget sin identitet op som denne afviste karakter - som i øvrigt ikke har spor imod at blive afvist. Men når han så føler de følelser, som han unægteligt føler, når han mærker behovet for anerkendelse og accept, så går det op for ham, at han er identitetsløs.

Den person, han har været tvunget til at skabe, bliver mere utydelig for hver gang han føler noget meningsfuldt. Deri ligger det ulykkelige. Han forsøger at tilføje positive egenskaber til den utydelige person. Han beskriver med stor lidenskab, hvad der kendetegner den enfoldige og den intelligente, fortæller om sine oplevelser som et intelligent menneske omgivet af enfoldige mennesker. Således fortæller han om den lille mus, forsvarsløs, tænkende, afmægtig. Musen tillægger han et af sine egne udvalgte personlige kendetegn, så vi ikke er tvivl om, at han taler om sig selv. Han er plaget af en overudviklet bevidsthed, og den piner ham, fordi han er i stand til at se tingenes ligegyldighed. Pinen og smerten er faktisk det eneste, han finder glæde i. Således beskriver han med utvetydig sygelighed, hvordan pine og smerte bliver til nydelse for ham, hvordan meningsløshed, uundgåelighed og nedværdigelse alt sammen eksisterer i kraft af naturlovene og dermed er vilkår, som den bevidste må leve med.

Fortællingen fra kælderdybet slutter brat ved, at han erkender og dermed erklærer, at vi, læserne, ikke eksisterer. På den måde brydes den forestilling, man som læser fik i begyndelsen, om, at der var en form for gensidighed mellem en selv og Kældermennesket, som der nu engang er mellem en afsender og en modtager. Tilbage er der kun Kældermennesket, mørke og endnu en historie, der skal fortælles.

Historien udspiller sig i Kældermenneskets yngre år, hvor han fortæller om sin forpinte tilværelse, samtidig med at han genkalder sig sin barndom og skoletid, hvor han også var ensom og udstødt. Han reflekterer over, om livet ville se anderledes ud, hvis han havde haft en anderledes opvækst. Hvis han var blevet elsket af en mor og en far ligesom de fleste andre børn blev. Hvis han ikke bare var et adoptivbarn men rent faktisk hørte til et sted.

Ensomheden er tydelig gennem fortællingen, og han beslutter sig for at opsøge sin gamle skolekammerat, Simonov, selvom de ikke længere synes at være tætte. Hos Simonov møder han flere af deres gamle skolekammerater, som han husker tilbage på med noget nær afsky. Han beskriver dem som ikke specielt intelligente, men i stand til at lokke folk til sig med udstråling og charme. Evner, han ønsker, han selv besad. Efter en del snak planlægger skolekammeraterne at tage ud for at spise middag, og selvom hverken penge eller invitation er noget Kældermennesket besidder, så får lige dele ensomhed og trodsighed ham til at tage med. Han vil bevise, at han er vellykket, og at han ikke længere er den, han var i skoletiden, og samtidig er han drevet af en ødelæggelsestrang, lysten til at smadre alt harmonisk, som han finder fordækt og forlorent.

Med sine få og lånte midler drager han ud på en selvmordsmission. Han ved, at han ikke kan udstå sine gamle skolekammerater, og at de i øvrigt har det på samme måde. Han ved, at sandheden er den, at han ikke er vellykket, og at han i øvrigt ikke kan overbevise nogen om det modsatte. Dette på trods af en billig bæverpels, som han anskaffer sig for at se ud som om, at han har penge, eller måske i virkeligheden netop på grund af den. Aftenen er en katastrofe. Hans foragt bobler som varm tjære under overfladen, og hans desperate forsøg på at passe ind bliver hurtigt opdaget og latterliggjort. De håner ham, mener han. De ser lige igennem ham, og alle hans skrøbeligheder blottes og latterliggøres. Hans indre er forvrænget, og han handler helt og aldeles i affekt, når han springer op og smider al etikette og høflighed ud ad vinduet.

I stedet for at forlade selskabet og tage hjem vandrer han frem og tilbage i lokalets kroge som et barn, der har lavet ballade og er blevet skældt ud. Et barn, der endnu ikke besidder talegaverne og den følelsesmæssige modenhed til at sige undskyld og forklare, at afstanden er pinefuld, og at han har brug for at blive tilgivet. Et par gange overvældes han og forsøger at råbe selskabet op og rede trådene ud. Måske fordi hans nerver ikke kan bære den tvangsprægede vandring frem og tilbage længere eller følelsen af at være afvist og latterliggjort. Mændene beslutter sig for at forlade stedet uden ham. Ikke fordi hans hysteriske optrin er blevet for meget som sådan, men fordi de er fuldstændig ligeglade med ham. Sådan er deres meninger, og hvor meget det end piner ham, så er det uundgåeligt og ubarmhjertigt - sådan er det nu engang med naturlovene.

For Kældermennesket er det dog ikke slut. Han vil hævne sig, han vil handle, forsvare sin ære og råde bod på den krænkelse, som han føler. På trods af at han alligevel altid føler den. På sin vej møder han Lisa. Hun er ung og sårbar, vokset op under svære vilkår i et hjem fyldt med konflikt, og hun er endt i et hus med en masse andre unge kvinder i samme situation, som af nød forsørger dem selv ved at give fremmede alt hvad de har, selvom det, de har, kun er flygtigt og begrænset. Dostojevskij bringer prostitution ind i fortællingen i forlængelse af sondringen mellem det moralske og det amoralske.

Kældermennesket tager, ligesom alle de andre, lidt af det, hun kun har en smule af. Han spotter hendes sårbarhed, barnlige uskyld og et håb, der endnu ikke er slukket . Han minder hende om den førnævnte flygtighed, at hendes tid er knap, at verden er ond og kold, at han har set kvinder som hende sygne hen og blive smidt ud som affald, at det er det, og intet andet, hun har i vente.

Han spotter et menneske som er mere uskyldigt end han, et menneske uden den samme skarpe bevidsthed som hans. Et menneske der som følge heraf lever uvidende om tingenes ligegyldighed, og så flår han det fra hende, bare fordi han kan. Samtidig planter han en lille tro i hende om, at han vil hende det godt, at han siger de her ting til hende for at frelse hende, hvorefter han forlader hende for at vende hjem.

Her er han splittet, han ønsker ikke, at hun kommer og finder ham, men samtidig gør han. Mennesket bliver trods alt aldrig tilfreds med, hvad det har, så om hun kommer eller ej er sådan set ligegyldigt. Livet er pinefuldt. Alligevel bliver han hadsk ved tanken om, at hun kommer. At hun tror, at han har noget som helst at tilbyde hende. At hun skal se, hvordan han lever og føle medlidenhed med ham. At hun, en stakkel, skal komme og holde et spejl op for ham, så han kan se sin egen sørgelige refleksion. Samtidig er han forbitret over tanken om, at hun ikke gør, for så er han valgt fra igen og endda af en som hende.

Den konstante splittelse er både et symptom på og en årsag til hans sygelighed. Da hun opsøger ham med håb i hjertet om en anden fremtid end den, som kvinderne i hans beretninger fik, så går han til angreb på hende, inden hun kan nå at hverve for sig. Han slukker det sidste håb, hun havde om en fremtid. På den måde slutter det, før det overhovedet var begyndt.

Erindringen står i stærk kontrast til prologen. Hans eksistentielle slutninger om, hvad der karakteriserer mennesket, kan forstås som nogle, han har gjort sig senere i livet, baseret på det liv han som ung førte. Handlingsmennesker beskrives som enfoldige, og han skred til handling, da han følte at hans ære blev krænket af skolekammeraterne. Intelligente mennesker beskriver han som amoralske mennesker, men alligevel føler han skam over sine amoralske handlinger. Livet er fantastisk uanset, men alligevel er mennesket aldrig tilfreds.

Sidst, men ikke mindst, så grubler han over livets gang og hvor længe det bør vare ved. Han kommer til den konklusion, at kun uintelligente mennesker bliver over fyrre, og at han selv regner med at leve ti, tyve, tredive år endnu.

Kældermennesket portrætterer en karakter, som er skrøbelig, syg og fejlbarlig, men også en karakter som med årene har udviklet en eftertænksomhed, og en evne til at udnytte sine egne erfaringer til at reflektere over livets store spørgsmål. Hvis du som læser interesserer dig for netop disse, og kunne tænke dig at opleve hvordan en forfatter som Dostojevskij bringer dem til live med sine karakterer, så er Kældermennesket et ideelt sted at starte.

Artiklen er skrevet af Fanny Louise Lyders Christensen