Et splittet Montenegro står overfor et vigtigt præsidentvalg - hvor ligger landets fremtid?
Præsidentvalget i Montenegro nærmer sig med hastige skridt. Det politiske landskab er karakteriseret af etniske spændinger og splittelse, og valget anses af nogle som en skillevej. Kan den pro-vestlige Đukanović endnu engang cementere sin plads som statsleder eller vil det lykkes nye politiske alternativer at frarive ham posten?
Formanden for parlamentet annoncerede i midten af januar at de montenegrinske vælgere skal til stemmeurnerne søndag d. 19. marts og sætte kryds ved landets fremtidige præsident. Det antages, at det kommende valg kan være optakten til ekstraordinært parlamentsvalg senere i år. Det forestående valg kommer efter et år med stor politisk ustabilitet og manglende dialog mellem de politiske aktører, i et politisk landskab kendetegnet af etniske splittelser. Montenegrinsk politik har gennem årene været præget af splittelse mellem dem, der identificerer sig som montenegrinere, og dem, der ser sig selv som serbere. Spørgsmål omhandlende landets fremtidige orientering er central, med en større vestlig integration og indlemmelse i EU på den ene hånd og plejning af forbindelser med den serbiske nabo og Rusland på den anden. Landet oplever ligeledes ofte omgribende konfrontationer, når det kommer til betændte emner såsom religion og etnicitet. De seneste politiske udviklinger i landet giver et indblik i de gennemgribende religiøse udfordringer, landet står overfor, når det kommer til Den Serbiske Ortodokse Kirke. Mens montenegrinere anser kirken som Serbiens forlængede arm, er serberne fortalere for et tæt forhold til selvsamme kirke. På grund af spændinger med Den Serbiske Ortodokse Kirke tabte Milo Đukanović og hans parti, Det Demokratiske Parti af Socialister, parlamentsvalget i 2020. Grundet tætte bånd med selvsamme kirke blev regeringen ledet af premierminister Ranko Krivokapić væltet i en mistillidsafstemning i begyndelsen af 2022. Efter kun tre måneder ved magten blev en kontroversiel aftale med kirken endestationen for premierministeren Dritan Abazović og hans regering, efter at parlamentet stemte for endnu et mistillidsvotum. Siden da har en politisk kamp udspillet sig mellem præsident Đukanović og hans politiske modstandere om udnævnelsen af en ny premierminister. Montenegro opnåede selvstændighed i 2006 efter en snæver folkeafstemning og er i dag ét af de yngste lande i verden. Med en befolkning, der udgør i omegnen af 605.000, er landet ligeledes ét af de mindste i Europa. Omkring 280.000 betragter sig selv som etniske montenegrinere, mens cirka 180.000 ser sig selv som serbere. Andre etniske grupper tæller blandt andet kroater, bosniakker og albanere. Det kommende valg kan måske være en vej ud af dødvandet. Hvem af kandidaterne befinder sig i en favorabel position med mulighed for at rykke ind i præsidentkontoret, og er der chance for en overraskelse når stemmerne er talt op? Blandt favoritterne finder vi Milo Đukanović, den nuværende præsident for landet og leder af Det Demokratiske Parti af Socialister (DPS), Andrija Mandić, én af lederne af den pro-serbiske koalition Demokratisk Front (DF), og Jakov Milatović, vicepræsident for det nyoprettede Europa Nu. På trods af at valget i princippet kan afgøres i første runde, hvis én af kandidaterne lykkes med at få mere end 50% af stemmerne, er forventningen uomtvisteligt, at en anden valgrunde skal afholdes, hvor de to kandidater med flest stemmer fra første runde skal møde hinanden.
Kan Đukanović-regimet beholde landets højeste post?
Når det kommer til montenegrinsk politik, er det unægteligt svært at komme udenom Milo Đukanović. I tiden op til valgkampagnernes startskud var der større usikkerhed om, hvorvidt Đukanović ville genopstille. Man skulle da også hen til den officielle frist, før det endelig blev bekræftet, at den nuværende præsident genopstiller. Den garvede politiker har siden starten af 1990'erne været den centrale aktør. Đukanović har i flere omgange været henholdsvis premierminister og præsident i landet og har spillet en nøglerolle i landets vej mod større vestlig integration. Den store støtte, Đukanović og DPS har nydt fra den montenegrinske del af befolkningen, skyldes blandt andet modstand mod den tidligere serbiske præsident Slobodan Milošević i 1990’erne, partiets rolle som én af arkitekterne bag landets selvstændighed og NATO-medlemskab samt positive syn på EU.
Med Đukanović som en forkæmper for et vestligt orienteret Montenegro og en minimering af serbisk indflydelse i landets indenrigsanliggender, har en stigende ængstelighed fundet sin vej til den serbiskorienterede del af befolkningen. Der er intet, der antyder, at DPS står foran et politisk skifte hvad det angår. Det handler for dem også om, at mobilisere vælgere, der modsætter sig serbisk indflydelse og støtter montenegrinsk selvstændighed. Đukanovićs positionering som fortaler for et vestligt integreret Montenegro understøttes også af hans valgslogan. “En europæisk statsmand, vores præsident Milo. Hvem ellers?” Siden parlamentsvalget i 2020, hvor en opposition væltede DPS regeringen, er Đukanović blevet mødt med en vis skepsis om, hvorvidt den garvede politiker stadig har det, der skal til, for at lede landet. Đukanović har personificeret DPS og en manglende naturlig efterkommer har åbnet op for spørgsmål om, hvorvidt en ende på DPS’ storhedstid er nået. Efter annonceringen af præsidentvalget, er der blevet spekuleret meget i, om en frygt for endnu et nederlag - lignende parlamentsvalget i 2020, hvor en bred opposition lykkedes med at fjerne DPS regeringen - ville afholde den garvede veteran fra at genopstille. Omfattende korruptionsanklager og beskyldninger om illegale aktiviteter, herunder blandt andet cigaretsmugling, har kendetegnet Đukanovićs politiske virke. Når kritikere og modstandere har beskrevet hans ledelse af landet de sidste tredive år har det ikke været i positive vendinger, men nærmere mindet om måden, hvorpå en kynisk gangster regerer. Dette har også været en af katalysatorerne for den stærke modstand, som hans politiske opponenter har udtrykt. DPS’ nederlag ved tidligere valg er af modstandere blevet hyldet som væsentlige skridt mod et friere og mere demokratisk Montenegro. Ikke desto mindre er DPS stadig en betydelig spiller. Først og fremmest grundet dets langvarige regering af landet og stærke pro-montenegrinske og vestlige holdninger, og forventningen er da også, at Đukanović vil komme sikkert videre til anden runde.
Andrija Mandić - rutineret leder af den pro-serbiske koalition Demokratisk Front
I kampen om at blive den næste montenegrinske præsident finder vi også Andrija Mandić, der er én af lederne af Demokratisk Front (DF). Som er den største koalition og en af de bærende kræfter, der medvirkede til Đukanovićs fald ved parlamentsvalget i 2020. Den erfarne Mandić blev en del af montenegrinsk politik i slutningen af 1990’erne og har siden da været en populær repræsentant for den serbiske del af befolkningen. Siden sin oprettelse har koalitionens prioritet været en fuldstændig eliminering af DPS og Đukanović fra den politiske scene. Koalitionen har ligeledes støttet Montenegros udmelding af NATO og kæmpet for en tilbagetrækning af landets anerkendelse af Kosovo. Flere af koalitionens segmenter har også udtrykt støtte til Rusland i kølvandet på invasionen af Ukraine mens der på lignende vis hersker en væsentlig euroskepsis og mistillid til vesten.
Kontroverser har ligeledes fulgt Mandić i løbet af hans politiske karriere. Sammen med Milan Knežević, en af lederne fra DF, serbiske statsborgere og russiske agenter, blev Mandić anklaget for at have forberedt et coup d'état på valgdagen i oktober 2016. Det påståede mål var at sikre et regeringsskifte og sætte en stopper for Montenegros daværende forhandlinger om indlemmelse i NATO. Sagens juridiske efterspil er på nuværende tidspunkt i gang. På trods af at have været kendt i offentligheden grundet en stærk og splittende retorik, og gentagende udmeldelser om systematisk overgreb og krænkelse af serberes menneskerettigheder, har forsoning og fredelig sameksistens på kryds af etnicitet været det centrale tema i Mandićs kampagne. Hvorvidt Mandić, med en mere inkluderende valgkampagne, kan lykkes med at vinde en bredere vælgerskare er dog ikke sikkert.
Europa Nu … eller senere, måske?
Europa Nu (Evropa Sad), et parti oprettet sidste sommer, har om noget gjort sit indtog på den politiske scene. Partiet, anført af de to tidligere ministre, Milojko Spajić og Jakov Milatović, oplevede ved de seneste lokalvalg i oktober 2022 en bragende succes. Her fravristede de blandt andet magten i landets hovedstad fra DPS og positionerede sig selv som vindere i flere kommuner. Kritikere har beskyldt det unge parti for åbenlys populisme, da et af partiets utvivlsomme fokuspunkter har været en hævning af mindstelønnen, gennemsnitslønnen og pensionen.
På trods af at partiet har været det helt nye i Montenegro siden sidste sommer omsværmes partiet stadig af en række åbne spørgsmål . Påståede tætte forbindelser til serbiske politikere og repræsentanter for den Serbiske Ortodokse Kirke falder ikke i god jord hos det store vestligt orienterede flertal. På lignende vis rumsterer der også en vis usikkerhed i forhold til partiets position, når snakken falder på EU og NATO. Siden lokalvalgene i oktober har partiet været blandt de stærkeste fortalere for afholdelse af nye præsidentvalg og parlamentsvalg som den eneste holdbare vej ud af det dødvande, der længe har karakteriseret montenegrinsk politik. Givet deres succes ved oktober-valgene, er dette et logisk træk, hvor de ville kunne drage fordel af deres øgede popularitet. På linje med en række andre partier, har Europa Nu proklameret at deres endelige mål er en fuldstændig eliminering af DPS fra den politiske scene, men på trods af denne grundlæggende fælles ambition, har partiet dog nægtet at støtte op om en fælles kandidat.
Så længe partiet kan fungere i denne tilstand, præget af en usikkerhed om dets position, vil partiet muligvis fortsætte med at nyde stor popularitet. Indtil videre har partiets altoverskyggende fokus været på den økonomiske vækst, Montenegro oplevede under grundlæggernes tid som ministre. Dette har indtil videre givet partiet en stigende popularitet. Ideologisk set er partiet på nuværende tidspunkt udefineret og spørgsmål omhandlende etnicitet og religion, der har potentiale til skabe splid og dele vandene, er indtil videre i baggrunden. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før partiet bliver nødt til at tilkendegive deres holdning til de mere udfordrende emner, så som blandt andet den Serbiske Ortodokse Kirke rolle og hvad landets udenrigspolitiske prioriteter bør være.
Tiden op til valget har da heller ikke været uden udfordringer for det nye parti. Partiets omdømme har muligvis lidt uopretteligt skade efter en yderst bizar sag udspillede sig i slutningen af sidste måned. Oprindeligt var Spajić partiets kandidat, og han var spået store chancer for at kunne stemple ind som landets nye præsident. En række sager omhandlende ejendom i Serbien og dobbelt statsborgerskab - montenegrinsk og serbisk, hvilket er i strid med gældende lov - satte dog en stopper for hans kandidatur. Der er efterfølgende blevet spekuleret i , hvorvidt DPS og Mandić har haft en finger med i elimineringen af Spajić, da de uden tvivl har haft stor interesse i, at få sat en stopper for kandidaturet af den ellers lovende kandidat.
Hvorvidt Spajićs løgne har skadet partiets omdømme i sådan en grad, at vælgerne har mistet deres tro på partiet, står for nu hen i det uvisse. Med det sagt, er det dog et betydeligt nederlag for det ellers lovende parti, der har formået på kort tid at gøre en bemærkelsesværdig indtræden på den montenegrinske scene, hvor de har positioneret sig som et yderst tiltrækkende alternativ, der henvender sig til et bredere segment af befolkningen.
Hvem kommer ud på den anden side som vinderen?
Det nye politiske år i Montenegro er godt i gang. Til forskel fra tidligere montenegrinske valg venter der sig højest sandsynligt et tæt løb, hvor den generelle forventning er, at slaget om præsidentens kontor skal stå i anden valgrunde mellem Đukanović på den ene side og enten Milatović eller Mandić på den anden. For Đukanović har valget stor betydning. Med en sejr kan han tage hul på sin anden embedsperiode som præsident og signalere, at DPS stadig er en betydelig spiller. Modsat vil et nederlag blive anset som det endelige dødsstød til partiet, der har været den uomstrideligt største politiske aktør siden starten af 1990’erne.
For modkandidaterne anses det forestående valg som den ultimative test. Kan partierne lykkes med elimineringen af DPS og Đukanović fra montenegrinsk politik, som der blev taget et massivt skridt mod ved parlamentsvalget i 2020. På trods af at flere af præsidentkandidaterne er enige om, at en fuldstændig fjernelse af DPS er målet, kan en manglende fælles modkandidat vise sig at være det udslagsgivende. På trods af at en fuldstændig fjernelse af DPS er prioriteten, der samler Đukanović-opponenterne, er det ikke lykkes dem at støtte op om en samlet modkandidat. Egne partiinteresser har haft en højere prioritet. Mens Đukanović står forholdsvis sikkert, vil Mandić og Milatović til en vis grad kæmpe om de samme stemmer. Mandić anses af mange som radikal, mens Spajić-sagaen sandsynligvis også har skadet Europa Nu’s popularitet. Implikationerne af en sejr til Milatović står på nuværende tidspunkt til dels hen i det uvisse, grundet de åbne spørgsmål, der omsværmer partiet.Mens Đukanović står for et pro-vestligt Montenegro, hersker der bekymring om, hvilket signal og i hvilken retning landet vil bevæge sig, hvis Mandić kommer sejrrigt ud af valget.
Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet
_edited_edited.png)
_edited.png)
_edited.png)