Højspændt politisk spil og drømme om selvstændighed i Bosnien-Hercegovina

Siden efteråret 2021 har Bosnien-Hercegovina befundet sig i en politisk krise. Dodik, den nyvalgte præsident i Republika Srpska, truer med at trække entiteten ud af de bosniske statsinstitutioner, i forsøget på at opnå selvstændighed. Er der en reel risiko for, at krisen udvikler sig til en ny væbnet konflikt, eller dækker krisen over noget andet?

Det anslås, at omkring 25.000 borgere forsamlede sig d. 25 oktober i Banja Luka. Her ses Dodik og Željka Cvijanović, nyligt udpegede bosnisk-serbiske medlem af landets præsidentskab. Kilde: Balkan Insight

D. 25 oktober 2022, i centrum af Banja Luka, Republika Srpskas administrative hovedsæde, i anledningen af de netop afholdte præsident- og lokalvalg, henvendte Milorad Dodik sig til de flere tusinder af borgere, der var samlet under slogannet “Moderlandet kalder.” I sin tale understregede Dodik, at målet er “et autonomt og uafhængigt Republika Srpska.”

Dodiks seneste udmeldinger er ikke enestående. Siden sommeren 2021, efter indførelsen af en lov, der forbyder glorificeringen og benægtelsen af krigsforbrydelser og folkemordet i Srebrenica, er den nuværende politiske krise med Milorad Dodik som hovedarkitekten vokset.

Voksende utilfredshed med magtfordelingen i landet og det internationale samfunds involvering og indgribning i bosniske anliggender, har resulteret i flere boykot af både landets regering, parliament og præsidentskab initieret af Dodik og hans parti, Alliance for Uafhængige Socialdemokrater, SNSD. Partiet har siden Dodiks ankomst på den politiske scene udviklet sig i en nationalistisk retning. Ifølge Dodik, muligvis den eneste statsleder, der aktivt modarbejder landet, han repræsenterer, er Bosnien-Hercegovina et “umuligt og påtvunget land” og et “eksperiment fra det internationale samfund.”

Krisen nåede nye højder, da Dodik annoncerede sine planer; Republika Srpskas udtrækning fra landets retsvæsen og skatteforvaltning, og muligvis det mest alarmerede, udtrækningen fra landets væbnede styrker.

Republika Srpska, der hovedsageligt er befolket af bosniske serbere, er én af Bosnien-Hercegovinas to autonome entiteter. Republika Srpska og landets anden entitet, Føderationen, der overvejende huser bosniske muslimer og kroater, blev etableret under Dayton-fredsaftalen i 1995.

Dayton-fredsaftalen fra 1995 afsluttede krigen i Bosnien-Hercegovina. Resultatet blev et kompliceret politisk system og oprettelsen af to entiteter, Republika Srpska og Føderationen, og Brčko distriktet i det nordøstlige hjørne af landet. Kilde: i0.wp

Aftalen satte punktum for den blodige krig i landet, der varede fra 1992 til 1995. Flere daværende Republika Srpska politikere og højtrangerende officerer er i dag dømt for adskillige krigsforbrydelser ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, herunder den bosnisk-serbiske general Ratko Mladić og den tidligere Republika Srpska præsident, Radovan Karadžić.

Dodik, tidligere selverklæret socialdemokrat, stærk fortaler for vestlige reformer og “et frisk pust” på den politiske scene, som den tidligere amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, beskrev ham i slutningen af 1990erne, har siden da gennemgået en væsentlig transformation. Med sin nationalistiske retorik og politik har han forvandlet sig til én af de bærende kilder til spændingerne i nutidens Bosnien-Hercegovina og dennes nærområder.

Dette skyldes blandt andet hans støtte til udleveringen af serbiske krigsforbrydelser til internationale domstole for sidenhen offentligt at benægte folkemord og glorificere krigsforbrydelser og krigsforbrydere. Siden Dodik for alvor trådte ind på den politiske scene i 2006, med overtagelsen af posten som Republika Srpskas premierminister, har Dodik positioneret sig som den centrale bosnisk-serbiske politiker.

Hos sine vælgere høster Dodik point med sine løfter om løsrivelse, imaginære trusler mod Republika Srpskas eksistens og en hård retorik. På lignende vis dyrker Dodik narrativet om “os mod dem,” der styrker hans position blandt hans støtter. Bosnien-Hercegovina er stadig den dag i dag yderst segregeret, hvor dialog på tværs af etniske tilhørselsforhold er begrænset og hvor byer og samfund er etnisk homogeniseret. Dodiks greb om magten kan delvist tilskrives retorikken, der splitter befolkningen.

Dodiks nyeste udtalelser om løsrivelse og trusler er dog ikke de første.

Til trods for offentligt at have tilkendegivet aspirationerne om afholdelse af folkeafstemninger om uafhængighee og ulmende forudsigelser om snarlig løsrivelse, er disse ambitioner endnu ikke blevet realiseret. Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor har Dodiks ord endnu ikke ført til handling? Årsagerne er mange fx kan Dodik holde fokus væk fra den vidtgående korruption, så længe løsrivelsen ikke går igennem.

Dodik har også, siden han kom til magten, været genstand for vidtgående efterforskninger om skattesvig og økonomisk underslæb. Han har desuden indflydelse i retsvæsenet. Der er stærke indikationer på, at retsvæsenet har tilgodeset magthavernes interesser frem for borgernes. Der er kort sagt mange interesser på spil, når Dodik vælger at puste liv i drømmen om selvstændighed og løsrivelse.

Sanktioner mod Dodik

De separatistiske ambitioner har da også ført til indførslen af sanktioner fra vestlige regeringer mod Dodik. USA valgte i 2017 at sanktionere Dodik, efter afholdelsen af en kontroversiel folkeafstemning om markeringen af Republika Srpskas nationaldag, på trods af nationale domstoles afgørelser, at en sådan fejring er forfatningsstridig. Folkeafstemningen blev af analytikere på daværende tidspunkt anset som et forsøg på at tage temperaturen på en potentiel afstemning om Republika Srpskas løsrivelse.

I januar i år indførte USA en række nye sanktioner grundet korruptionsanklager og Dodiks planer om udtrækning af entiteten fra landets institutioner. Et par måneder senere fulgte England trop og sanktionerede både Dodik og hans protege, Željka Cvijanović. Cvijanović var Republika Srpskas præsident fra 2018 til 2022 og blev fornyligt udpeget som bosnisk-serbiske medlem af landets præsidentskab. På trods af dette, ser han ikke ud til at frygte konsekvenserne for sine handlinger og fortsætter ufortrødent.

Vejen til løsrivelse er ikke lige til

På trods af at den nye sikkerhedskrise i landet skal tages alvorligt, er der flere faktorer, der besværliggør Dodiks ambitioner. For det første, kræver Dayton-aftalen at alle parter afholder sig fra handlinger, der kan skade landets territoriale integritet, suverænitet og politiske uafhængighed. Derudover, skal alle parter, ifølge landets grundlov, samarbejde med den Høje Repræsentant, der er udpeget af det internationale samfund og er ansvarlig for implementeringen af fredsaftalen, og andre internationale organisationer, der er til stede i landet. Derfor, hvis Dodik beslutter sig for at underminere Dayton-aftalen, vil det internationale samfund højest sandsynligt være nødsaget til at reagere og intervenere.

Derudover, så vil også økonomiske faktorer spille en afgørende rolle i Dodiks jagt på et et uafhængigt Republika Srpska. Entitetens største økonomiske partner er den Europæiske Investeringsbank, der blev oprettet af den Europæiske Union. EU er ligeledes landets vigtigste handelspartner og investor, og har siden 1990’erne investeret flere milliarder euro i forskellige projekter, herunder infrastruktur, reformer af den offentlige administration, bæredygtig økonomi, landbrug og andre nøgleområder for landet. Derudover er andre organisationer, såsom Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, ligeledes til stede i entiteten.

Milorad Dodik og Ruslands præsident, Vladimir Putin. De to har i flere omgange mødtes, hvor større samarbejde mellem Rusland og Republika Srpska har været på agendaen. Dodik besøgte så sent som i september Putin i Moskva. Kilde: ba.n1info

I tilfælde af løsrivelse, vil internationale institutioner og EU kunne sætte en stopper for den økonomiske støtte, Republika Srpska og Dodik modtager, samt indføre økonomiske sanktioner. Dårlige økonomiske forhold i entiteten ville forværres betydeligt, og risikoen for at entitetens borgere, ville gå imod ham ville vokse.

En sådan udtilfredshed ville kunne blive slutningen på Dodiks politiske karriere, på trods af opnået uafhængighed. Derudover, ses det ofte at udbryderstater vil lede efter en patronage state. I dette tilfælde ville Serbien være et oplagt valg. Hvorvidt Serbien ville støtte Dodik er dog tvivlsomt, da sådan støtte højest sandsynligt ville blive fulgt af økonomiske sanktioner rettet mod Serbien fra det internationale samfund. Derudover ville støtte til en udbryderstat også sætte serbiske forsøg på at rehabilitere sit image fra 1990’erne over styr.

Er det politisk spil blot et røgslør?

Mens højtstående politikere spiller politiske spil, leger med separatistiske ambitioner og omfavner en retorik, der splitter befolkningen, står Bosnien-Hercegovina overfor en længere række alvorlige forhindringer.

Veluddannede og talentfulde borgere forlader landet grundet dårlige fremtidsudsigter og manglende tillid til de regerende politikere - et fænomen, der kaldes brain drain. Det anslås, at mere end en halv million indbyggere forlod landet mellem 2013 og 2019, mens det skønnes at omkring 170.000 i 2021 forlod landet, der huser omkring 3.3 millioner indbyggere.

Systematisk korruption er ligeledes en væsentlig udfordring. Ifølge Transparency International Corruption Perception Index rangerer Bosnien-Hercegovina nummer 110 ud af 180 lande. På trods af, at det internationale samfund har investeret betydeligt i landet og givet økonomisk bistand, er landet blandt de fattigste i Europa.

Mens landet står overfor politiske kriser, er der en klar, manglende vilje til at forbedre livet for den almene bosniske borger. Nationalistisk retorik er medvirkende til at fastholde offentlighedens opmærksomhed på, tilsyneladende, afgørende og essentielle spørgsmål om identitet, og fjerner fokus fra de dårlige levevilkår og den gennemgående korruption.

Regionen står overfor en længere række udfordringer

Den Dodik-anledte krise i Bosnien-Hercegovina er ikke den eneste udfordring, regionen står overfor. En lang række regionale problematikker og åbne spørgsmål hindrer stabiliteten.

Ud over aspirationerne om løsrivelse, er spændte forhold mellem Priština og Beograd og et endeligt opgør med fortidens rædsler blandt forhindringerne på vejen mod godt naboskab, både imellem landene og indbyggere. Årlige mindehøjtideligheder er en konstant kilde til stridigheder, fortiden ses, i høj grad, gennem en sort-hvid linse og en splittende retorik omfavnes af regionens ledere. Spørgsmål om etnisk tilhørsforhold og religiøs overbevisning er nøgleord på de politiske scener, fremfor en inkluderende tilgang, hvor borgernes velfærd er i centrum.

På lignende vis er tilstedeværelsen af udefrakommende autokratiske kræfter i det sydøstlige hjørne af Europa en væsentlig udfordring. Gennem indblanding i regionale spørgsmål og politik medvirker de til yderlige etniske stridigheder og spændinger. Ligeledes udnytter disse aktører det faktum at regionens lande står i stilstand og vejen mod EU-familien er stagneret, og holder landene i et konstant limbo.

Udnyttelse af fortidens spøgelser

Siden proklameringen af Republika Srpskas mål om løsrivelse fra Bosnien-Hercegovina har den politiske krise givet grund til bekymring hos både diplomater, politiske analytikere og borgere af landet. En frygt for at landet vil vende tilbage til krigens rædsler og genopleve fortiden hersker. Det frygtes ligeledes at dette uomtvisteligt ville smitte af på de omkringliggende lande i regionen og udløse lignende forsøg fra andre etniske grupper på at ændre nationale grænser gennem lignende initiativer.

Dodik har med en skarp retorik og gentagne udmeldinger om vigtigheden af at sikre det serbiske folk, splittet befolkningen. Eksistentielle spørgsmål om dybdegående korruption, arbejdsløshed og dårlige forhold for indbyggere bliver tilsidesat for konstante udmeldinger om et Republika Srpska belejret af indenlandske og udenlandske fjender. På trods af en konsekvent understregning af de tætte bånd mellem Republika Srpska, Rusland og Serbien, er det yderst tvivlsomt at Republika Srpska ville modtage støtte i tilfælde af konkrete skridt mod løsrivelse. Ligeledes vil ethvert sådan skridt være i strid med Dayton-fredsaftalen og ville resultere i et internationalt modsvar.

Kriser, som denne, har væsentlig betydning for landets borgere. Fortidens spøgelser udnyttes til at skygge over essentielle spørgsmål og udfordringer, der bremser Bosnien-Hercegovina i kursen mod en mere stabil og fredelig fremtid.

Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen

Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet