Habsburg og By: Arven efter Donaumonarkiet

Store dele af det, vi i dag kalder for Centraleuropa og som vi i lang tid forbandt med kommunisme, betonbygninger, Trabant, Skoda og efterretningstjenester, var i århundreder domineret af Habsburg-monarkiet, som i 1867 blev til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. I dag ligger der et stort antal forskellige lande, så det kan være let at glemme, at byer, som i vores bevidsthed er langt fra hinanden, indtil 1920 faktisk lå i samme land. Østrig-Ungarn strakte sig fra Prag til Sarajevo, Innsbruck til Lviv, Trieste til Krakow, og foruden det officielle tyske og ungarske, blev der talt sprog så forskellige som italiensk, ukrainsk, rumænsk, serbisk, jiddisch og mange andre… Denne miniserie vil gå ind på de synlige spor af den tid i udvalgte byer i det, der før var en del af Østrig-Ungarn.

Ringvejen i Wien Foto: Wikipedia

Ringvejen i de to hovedstæder

Modellen i Wien…

Enhver, der har besøgt det forhenværende riges to hovedstæder vil vide, at Wien og Budapest er forskellige. Begge byer ligger ved Donau, men mens Wien nærmest vender ryggen til, fremhæver Budapest floden som et majestætisk element. Wien ligger på fladt land, mens Budapest har begge dele: den er flad på Pest-siden, dvs. den del af byen, der ligger øst for Donau, og bakket og grøn på Buda-siden, som altså er den vestlige bred. Wien har penge, Budapest er mere præget af 40 års planøkonomi. Wien forekommer os bekendt med sit tyske sprog, som de fleste danskere nogenlunde forstår eller taler, mens Budapest med sit finsk-ugriske tungemål er totalt lukket land.

Den vakse besøgende vil dog også finde visse ligheder, især i arkitekturen. Wien var indtil 1867 den eneste hovedstad, og det var her, nye strømninger opstod. Budapest var dog aldrig sen til at springe med på vognen, og somme tider sågar overhale sin rival. Ser man på de to byers udvikling, er der således mange paralleller mellem de to. Et slående sammenfald er urbanismen, nærmere bestemt historien om de to byers ringvej, som opstod med få årtiers mellemrum og som den dag i dag spiller en afgørende rolle i de to byers liv.

Wien var i århundreder omgivet af en bymur i klassisk middelalderstil. Man kunne kun komme igennem ved murens porte, der var vagter, og portene kunne lukkes om natten eller i krigstid. Som tiden gik, begyndte flere og flere dog at slå sig ned rundt om byen uden for murene. Den udvikling tog især fart da den industrielle revolution kom til Østrig, og befolkningen voksede eksplosivt. Militæret fik sat igennem, at man skulle beholde et frit areal mellem muren og de første bygninger i forstæderne, så man kunne skyde uden forhindringer, hvis byen blev angrebet.

Da man i 1857 langt om længe besluttede sig for at bryde murene ned, var der derfor en bar ring hele vejen rundt om den gamle bykerne. Regeringen besluttede at anlægge en vej på det bare område, som skulle være prydet med alskens pragtbyggerier og binde centrum og forstæder sammen. Som sagt, så gjort. Die Wiener Ringstraße blev en realitet, og er den dag i dag en uundværlig del af Wiens byplanlægning. Her finder man flere af Østrigs vigtigste institutioner og Wiens vigtigste seværdigheder: Østrigs parlament, byens berømte Burgtheater, Statsoperaen, Wiens universitet, præsidentens officielle residens osv.

Teknisk set findes ringvejen ikke - på papiret er den nemlig delt op i ni forskellige afsnit, der bærer hvert sit navn, startende ved Stubenring og sluttende ved Schottenring. På trods af denne opdeling må der Ring i arkitektonisk og funktionel forstand anses som ét hele. Ikke alene er den i hele sin længde præget af de mange offentlige bygninger i lignende udførelse - man taler ligefrem om Ringstrassestil - men den er også en afgørende del af byens infrastruktur. Wiens sporvogne bimler lystigt langs med den, flere vigtige metrostationer ligger på den, og det er den nemmeste måde for bilister at omgå centrums middelalderlige, krogede gader - også selvom den har været ensrettet siden 70’erne.

…og modsvaret i Budapest

I Budapest ser forhistorien lidt anderledes ud, men resultatet ligner. Budapest som en egentlig samlet, administrativ enhed kan man nemlig først tale om fra 1873. Før det var der tre adskilte byer: Buda på den vestlige bred på toppen af bakken, Pest på den flade, østlige side omgivet af en mur, og Óbuda på vestsiden, nord for Buda. Meget på samme måde som i Wien begyndte en voldsom tilstrømning i søgen efter arbejde i de nye industrier, og de tre byer voksede i praksis relativt hurtigt sammen.

Opstanden mod Habsburgerne i 1848 lykkedes ikke, men kejseren indså, at hvis riget skulle have en chance mod de forhadte prøjsere, var han nødt til at have ro på hjemmefronten. Det er grunden til, at man blev enige om en udligning - Ausgleich - mellem de to største folk i riget, tyskerne og ungarerne. Riget blev i 1867 delt op i to dele: Østrig, der omfattede det aktuelle Østrig, men også Sydtirol, Bøhmen, Mähren, Schlesien, Galicien og Bukowina, samt Ungarn, der udover vore dages Ungarn også omfattede det nordlige Kroatien, Vojvodina, Banat og Transsylvanien, Transkarpatien og Slovakiet. De to dele havde fælles kejser, fælles møntfod, fælles hær og udenrigspolitik, men var på alle andre områder uafhængige af hinanden.

Ungarerne valgte Pest som deres hovedstad og begyndte med det samme at lægge planer for byens modernisering og forbedring. Den nye hovedstad skulle blive en verdensby, og en værdig hovedstad til Ungarns 1000-års jubilæum i 1896. Man ville fejre ungarernes ankomst fra øst og den ungarske stats grundlæggelse, som altså traditionelt regnes for at have fundet sted i 896 e.Kr.

Alle sejl blev sat til, også på trafikområdet. Byens vækst havde skabt nye forstæder i alle retninger. At komme fra forstæderne ind til det gamle centrum var nok muligt via de gamle landeveje, men at komme fra forstad til forstad var en opgave, der gik fra bøvlet til umulig. Ansporet af det nylige eksempel fra Wien gik man derfor i gang med at planlægge en vej rundt om centrum, hvor man her også benyttede chancen for at pryde den nye boulevard med pragtfulde prestigebyggerier.

Ringvejen i Budapest Foto: Wikipedia

Resultatet blev det, budapesterne i dag kalder den Store Ringvej (Nagykörút på ungarsk). Det er en bred avenue, der starter i nord ved Margit-broen, fortsætter østover til den smukke Vestbanegård, som er bygget af Gustave Eiffels firma (ja, ham med tårnet i Paris). Herfra går den videre til Oktogon, en ottekantet plads, hvor den krydser byens anden berømte boulevard, den snorlige Andrássy út. Den er Budapests svar på Champs Elysées og fører fra centrum ud til Heltepladsen med den smukke park. Under den kører iøvrigt byens metrolinje 1, som er den første metrolinje på det europæiske fastland - før Paris, Berlin eller Wien!

Ringvejen følger en bue ned til Blaha Lujza tér (Lujza-Blaha-pladsen), hvor den skærer endnu en snorlige boulevard, der forbinder Donau med Østbanegården. I dag er pladsen et halv-sketchy sted, som de fleste blot bruger som omstigning mellem metro og sporgvogn, men bygningerne vidner stadig om bedre tider - et oplagt eksempel er den berømte New York Café, der ligger et stenkast derfra. Her begynder vejen at dreje mod syd-sydvest og kører igennem bydelen Józsefváros inden den rammer Donau ved Boráros-pladsen, endnu et trafikknudepunkt.

Den oprindelige Ringvej blev indviet til jubilæet i 1896 og lå dengang kun på Pest-siden, men med lidt god vilje kan man godt påstå, at ringen i dag er sluttet hele vejen rundt om byen. Det på trods af, at den del, der ligger i Buda helt mangler indtrykket af ét samlet hele, både arkitektonisk og trafikmæssigt. Ganske som i Wien blev man fra starten enige om, at en sporvogn skulle køre på hele strækningen. Det blev til to linjer, som deler sig på en lillebitte strækning helt ved deres sydlige endestation, linje 4 og 6. Disse er i dag muligvis Europas travleste sporvognslinjer. Deres gule vogne kører 24/7 og er forlængst blevet en institution i byen.

Ringvejen har aldrig mistet sin betydning siden den blev indviet, og det på trods af to verdenskrige, hvor Ungarn stod på tabernes side, kommunistiske magtovertagelser, opstande, belejringer og invasioner. Den er mindre monumental og mere funktionel end den i Wien. Den er også som et udsnit af landets historie: bygniner fra dobbeltmonarkiets tid, visse sporvognslinjer og busser kører med skramlekasser fra kommunisttiden og så ligger der ellers den nye tids fænomener som barer, caféer, stripklubber og kebab-bikse strøet med lind hånd. Det er også et godt sted at have sin gesjæft: om dagen skal folk til og fra arbejde, og om natten er der natteravne, der leder efter mad og en sporvogn til at komme hjem. Og for de værst stillede er hjem en af fodgængertunellerne, der fører under vejen. Det er ikke altid kønt. Men stedet sover sjældent.

Artiklen er skrevet af Alexandros Minousis Gram

Alexandros er bachelor i Østeuropastudier fra AU med speciale i Ungarns historie. Han har boet og opholdt sig i Budapest af flere omgange og har desuden boet og arbejdet to år i Berlin. Han interesserer sig for Centraleuropa, samfund, sprog, historie, politik og mindretal fra hele regionen.