Habsburg og by: arven efter Donaumonarkiet - Bosnien
Store dele af det, vi i dag kalder for Centraleuropa og som vi i lang tid forbandt med kommunisme, betonbygninger, Trabant, Skoda og efterretningstjenester, var i århundreder domineret af Habsburg-monarkiet, som i 1867 blev til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. I dag ligger der et stort antal forskellige lande, så det kan være let at glemme, at byer, som i vores bevidsthed er langt fra hinanden, indtil 1920 faktisk lå i samme land. Østrig-Ungarn strakte sig fra Prag til Sarajevo, Innsbruck til Lviv, Trieste til Krakow, og foruden det officielle tyske og ungarske, blev der talt sprog så forskellige som italiensk, ukrainsk, rumænsk, serbisk, jiddisch og mange andre… Denne miniserie vil gå ind på de synlige spor af den tid i udvalgte byer i det, der før var en del af Østrig-Ungarn.
Bortset fra krigen under Jugoslaviens opløsning i 1990’erne, er Bosnien-Herzegovina ikke et land, man hører ret meget om i Danmark. Den politisk interesserede læser vil vide, at Bosnien i dag baseres på et indviklet system af magtdeling, der skal sikre balance mellem landets tre hovedgrupper: de bosniske serbere, de bosniske muslimer (bosniakker) og de bosniske kroater.
De historisk skolede vil vide, at landet i århundreder tilhørte Osmannerriget. Under osmannerne var befolkningen ikke inddelt efter sprog eller område, men efter religion. Alle ortodokse i hele imperiet tilhørte fx. den gruppe, man kaldte millet-i Rum (kan løst oversættes til “romersk nation”), uanset hvor de boede, og uanset om de talte serbisk, arabisk eller græsk.
Denne struktur gjorde det muligt, at forskellige religioner kunne leve geografisk blandet, men være underlagt forskellige regler, da hver religion var ansvarlig for en række områder i det daglige liv. Systemet sikrede i lang tid, at Osmannerriget kunne regere over en yderst heterogen befolkning.
Bosnien og Østrig-Ungarn
I 1800-tallet var Osmannerriget imidlertid ikke længere den stormagt, det tidligere havde været, og det tabte flere og flere af sine provinser på Balkan. Efter et militært nederlag til Rusland blev det til Berlinerkongressen i 1878 besluttet, at Østrig-Ungarn skulle administrere Bosnien-Herzegovina.
Officielt var Bosnien dog fortsat en del af Osmannerriget. Denne situation varede frem til 1908, hvor Østrig-Ungarn også officielt annekterede Bosnien, men med det særlige, at Bosnien ikke var tildelt hverken Østrig eller Ungarn, men blev administreret i fællesskab fra både Wien og Budapest. Dette varede indtil Østrig-Ungarns nederlag i Første Verdenskrig, hvorefter Bosnien-Herzegovina i 1918 blev indlemmet i Kongeriget af Kroater, Slovenere og Serbere, som i 1928 blev omdøbt til Jugoslavien.
De fyrre år under Østrig-Ungarn har efterladt sig en del spor, der fortsat er synlige i bybilledet. Man gik tidligt i gang med at forsøge at modernisere de bosniske byer, og den østrig-ungarske administration havde behov for steder, hvor guvernørerne, politiet, skolerne, jernbanerne mv. kunne have til huse. Byggeriet blev dog ikke begrænset til udelukkende de østrig-ungarske behov.
I et forsøg på at vinde bosniernes sympati gav regeringen sig til at opføre religiøse bygninger: kirker, synagoger og moskeer. I mange tilfælde valgte man at bygge i en efterligning af det, østrigske og ungarske arkitekter mente at være en “orientalsk” eller “maurisk” stilart.
Emnet har endnu ikke været genstand for særlig meget forskning, men Østvendt har været så heldig at finde en af de få forskere, der beskæftiger sig med denne stilart: dr. Maximilian Hartmuth fra Kunsthistorisk Institut ved Wiens Universitet. Udover sine studier i Wien har han også studeret i Istanbul og Beograd og offentliggjort en lang række artikler om kunsthistorie - især arkitektur - på Balkan. Han er leder for projektet “Islamic Architecture and Orientalizing Style in Habsburg Bosnia, 1878-1918”, der skal forske i og dokumentere moskéer i Bosnien bygget af østrig-ungarerne, og så har han været så udsøgt venlig at dele sin viden med os.
Østvendt: Vi har kort beskrevet, hvordan Bosnien kom under Østrig-Ungarns herredømme i 1878. Hvilken status havde den bosniske befolkning i Habsburgerriget? Havde alle bosniere lige rettigheder, eller beholdt man det osmanniske millet-system? Havde bosnierne samme rettigheder som befolkningen i rigets andre provinser?
Max Hartmuth: Til at begynde med havde indbyggerne i Bosnien og Herzegovina ikke samme demokratiske rettigheder som borgere i rigets kronlande.
Indtil anneksionen i 1908 tilhørte de jo officielt Osmannerriget. En landdag, altså et valgt provinsparlament, blev først oprettet efter anneksionen, men eksisterede kun fra 1910 til 1915. Indtil da var der stort set kun mulighed for deltagelse på kommunalt niveau.
Lokale kunne blive valgt som borgmestre eller som kommunalpolitikere. Beslutninger, der overskred kommunens beføjelser, blev taget af regeringen, som dog ikke var demokratisk legitimeret.
Derfor udviklede mit projekt en teori: den bemærkelsesværdige arkitektur i mange af Bosniens rådhuse og kommunekontorer kan forklares ved, at de husede institutioner, hvor de lokale havde ret til at blive repræsenteret.
Det var ikke bare forvaltningsbyggeri - det skulle skabe identitet. Ikke kun i Sarajevo, men også i fx. de nordlige grænsebyer Brčko, Gradiška og Novi, som oplevede en økonomisk optur efter 1878, er rådhuset den bygning, der er mest værd at se. Byggerierne var udtænkt af studerende hos de arkitekter, som i Wien tegnede bygninger til Ringstrasse. De formåede at skabe en stor monumentalitet, selv i det små.
Østvendt: Deres forskning viser, at myndighederne bevidst byggede i en “maurisk” stilart. Hvorfor gjorde de det, og hvordan er denne stilart anderledes end den traditionelle, bosniske arkitektur?
MH: Disse offentlige bygninger blev for størstedelens vedkommende opført i 1890’erne og i en “orientalsk” stil, som man må tolke som et identitets-tilbud. Især muslimerne ville man vise, at deres arkitektoniske arv - og sikkert også deres traditionelle position i samfundet - ikke blev fornægtet i den nye virkelighed. Derfor refererer disse bygninger til historiske stile i den muslimske verden og især til monumentale byggerier i Kairo og Andalusien.
Dengang anså man denne arv for at være fælles for alle muslimer, og ikke som værende regionalt differencieret. Man skal derfor ikke overdrive det fremmedartede ved disse bygninger, som det ofte er tilfældet. Alhambra var også i datidens Istanbul en reference for orientalsk arkitektur. Arkitekterne - for det meste uddannet i Wien - var overbeviste om, at deres forslag svarede til den lokale kulturtradition.
Østvendt: Byggede østrigerne også fx. kirker og synagoger, eller var det inden for religiøst byggeri begrænset til moskeer?
MH: De fleste moskébyggerier var genopbygninger af osmanniske moskeer. Hvad angår kirker ser man en monumentalisering, der er ny for Bosnien - det bedste eksempel er nok katedralen i Sarajevo. Ikke langt derfra, ved Miljacka, finder man den ashkenasiske synagoge, en usædvanligt monumental jødisk religiøs bygning.
Derudover er der den interessante forhenværende synagoge i Zenica, som i dag er det lokale bymuseum. Samtidig må det dog betones, at der blev opført monumentale kirker allerede i sen-osmannisk tid, som for eksempel den store ortodokse bykirke i Sarajevo.
Østvendt: Blev der bygget andet end religiøst? Fx. rådhuse, banegårde, skoler osv.? Og blev de bygget i samme stil?
MH: Der blev bygget rigtigt meget i denne tid, og til alle formål. I den “mauriske” stil byggede man mest officielle bygninger, og bygninger, der var associeret til det muslimske samfund, deriblandt også skoler, badeanstalter og beboelse finansieret af muslimske stiftelser. I Mostar finder man dog også trans-konfessionelle bygninger i denne stilart: et gymnasium, et hotel og en offentlig badeanstalt.
Den enorme grænsebanegård i Brod var et hovedværk i den orientaliserende stil i Bosnien, men den blev ødelagt under Anden Verdenskrig og brokkerne fjernet bagefter. Der findes også et par seværdige beboelsesbygninger i denne stil.
Østvendt: Har den offentlige arkitektur i Bosnien ændret sig gennem årtierne af østrig-ungarsk herredømme?
MH: Efter 1900 spirer en modstand mod denne “orientalske” stil frem. Den bliver nu betegnet som fremmed for landet og kulturen. I stedet for udvikler arkitekterne en ny stil, der tager udgangspunkt i traditionel, osmannisk boligarkitektur. I de nordligt beliggende byer Derventa og Samac er filialerne af Landesbank bevaret i denne stil, i Banja Luka et rigt købmandshus.
Jeg ser ikke disse projekter som en udløber af det 19. årh., men mere som en forvarsel for et regionalistisk moderne, det som man på tysk senere kalder “Heimatschutzarchitektur”.
Østvendt: Ved man, hvad bosnierne dengang mente om disse bygninger? Og hvad de mener om dem i dag?
MH: Det er et centralt spørgsmål, men som er svært at besvare. Vi har så godt som ingen konkrete meninger fra samtidige. I Sarajevo og tæt på den kroatiske grænse finder man dog visse beboelseshuse af muslimske bygherrer i denne stil. Det kunne tyde på, at i hvert fald en del af denne befolkningsgruppe tog imod dette tilbud om identitet.
Der er også visse eksempler på tilflyttede katolikker, der byggede i den. Lokale ikke-muslimer ser derimod ud til at have været forholdsvis skeptiske. I mellemkrigstiden blev bygningerne set som en arv fra et fremmedherredømme, og indtil 1980’erne som historisk kitsch. Det er jo heller ikke helt forkert - men kulturhistorisk interessante er de i hvert fald. De vidner om en kulturel misforståelse indenfor en politik, der sigtede efter en deeskalation.
Østvendt: Er der ligheder mellem den offentlige Habsburg-arkitektur i Bosnien og den i resten af riget, eller var Bosnien arkitektonisk en undtagelse? Kan man tale om en fælles “k.u.k.-arkitektur” (k.u.k. står for “kaiserlich und königlich”, og hentyder til ting, der tilhørte den fælles østrig-ungarske stat, modsat områder varetaget af den østrigske eller ungarske regering, red.) indenfor offentligt byggeri fra denne tid?
MH: Grundlæggende ja. For mange offentlige bygninger fandtes en standard-type. Offentlige bygninger i “maurisk” stil, som man ser det med rådhusene i Sarajevo, Brčko eller Bugojno, samt de gamle distriktskontorer i Travnik, Gračanica eller Srebrenica som i dag er kommunekontorer eller retssale, findes derimod kun i Bosnien. Det er også grunden til deres turistiske potentiale.
Østvendt: Kan De give os et eksempel på en arkitektonisk positiv overraskelse i løbet af Deres research? Og en negativ?
MH: På mange bygninger fandt vi ændringer, der efter vores mening ikke overholdt det historiske udseende. Især ved farvevalget har man ofte tyet til forkerte løsninger. Mange bygninger blev selvfølgelig også totalt eller delvist ødelagt i krigen.
Vi var positivt overraskede over det store antal bygninger, der enten slet ikke var dokumenterede, eller kun i lidet omfang. Forskningslitteraturen baserer sig ofte på de bygninger, der optræder i et udstillingskatalog fra 1987, og som derigennem blev kendte.
Vi er glade for at kunne udvide denne kanon og for at øge kendskabet til denne særlige stil uden for Bosniens grænser. Alle de studier, der bliver lavet under vores projekt, som er financeret af EU, bliver løbende offentliggjorte på vores hjemmeside ercbos.univie.ac.at.
Østvendt: Dr. Hartmuth, tusind tak for Deres tid.
Artiklen er skrevet af Alexandros Minousis Gram
_edited_edited.png)
_edited.png)
_edited.png)