Hipstervin og ældgammelt håndværk

Hvis du har haft muligheden for at frekventere de københavnske vinbarer siden der blev åbnet igen, så har du nok allerede opdaget at de tunge og alkoholfyldte vine er yt. Nu skal det være let, plumret og lugte af stald. Jeg taler selvfølgelig om bølgen af naturvin, der er skyllet ind over den danske bar- og restaurantscene i løbet af de senere år. Jeg må indrømme at jeg selv er stor fortaler for naturvinen, men det passer selvfølgelig også godt til mit røde hipsterskæg, mit hipstergenbrugstøj, mine hipstertatoveringer af mad og min hipsteradresse på Vesterbro.

I denne artikel vil jeg fokusere på en helt bestemt slags naturvin, nemlig den der kommer fra det lille bjergrige land Georgien på den østlige side af Sortehavet. Vinen fra Georgien er den helt store darling blandt fortalerne for naturvin, og det skyldes blandt andet historien bag.

Vinbonde

Georgien er et lille land i det sydlige Kaukasus, der ligger der hvor Østeuropa og det vestlige Asien mødes. Det betyder at Georgien har en vanvittig spændende historie og har haft både persisk, osmannisk og russisk indflydelse på landets madkultur og øvrige levevis.

Én ting er dog georgisk helt ind i folkesjælen, og det er den georgiske vin. Arkæologiske udgravninger har fundet spor af vinproduktion i Georgien, der går mere end 8000 år tilbage i tiden, og på grund af landets mange forskelligartede miniklimaer eksisterer der i dag mere end 500 forskellige druesorter i landet. Det gør faktisk Georgien til det sted i verden, hvor vinproduktion på druer må formodes at være opstået. Så de store europæiske vinnationer som Frankrig og Italien kan godt gå hjem. Vinen fra Georgien er alsidig og anderledes end de gængse vintyper, og orangevin derfra har ofte en let krydret smag og et urtet udrtryk der også kaldes tanninbid, der gør at den både kan nydes alene og med mad.

Kvevri på vogn. Kakheti, ca 1870

Det der gør naturvinen i Georgien så interessant, er at man bruger teknikker der har eksisteret i flere tusind år. Man tager den pressede druesaft og anbringer den i store nedgravede lerkar der kaldes kvevri, og som minder om de græske amforaer og på mange måder har de samme egenskaber. De bruges til at fermentere, opbevare og lagre vinen. Det betyder, at det er naturlige processer, der arbejder, og med den minimale indblanding fra vinbonden opstår der lækker vin. En anden ting, der gør de georgiske vine specielle, er at man ofte lader skinnet fra de hvide druer fermentere med i lerkarrene for en tid, og det er sådan man opnår den orange vin. Orangevin er ikke noget man producerer eksklusivt i Georgien, man gjorde det også før i tiden i de store europæiske vinnationer, men det forsvandt næsten i 1960’erne, da masseproduktionen af vin tog til og vinbønderne fik større marker med den samme drue.

Vingård, Kakheti

I de senere år er små naturvinsproducenter dog taget til Georgien for at genopdage de gamle teknikker, og der bliver i dag produceret interessant og spøjs orangevin i det meste af vinverdenen. Den sidste ting, der gør særligt de georgiske vine så spændende, er diversiteten i druesorterne, da de mange forskellige sorter giver mange forskellige udtryk, smage og egenskaber til vinene. Det hele kunne dog være blevet tabt for altid tilbage i 1985, da Georgien stadig var en del af Sovjetunionen. Dengang fik Mikhail Gorbatjov indført en lov, der skulle sænke alkoholforbruget i unionen. Dette medførte desværre lukning af mange ældgamle og familiedrevne vingårde, ikke bare i Georgien, men også i Moldova, Ukraine og i andre Sovjetrepublikker. Derved gik mange druesorter tabt. Heldigvis har Georgien stolte og passionerede vinbønder, der holdt og stadig holder de gamle teknikker i hævd og i dag findes der heldigvis rigtig gode muligheder for at prøve de forskellige vine helt uden at man skal rejse til Georgien. Mange restauranter, barer og vinbutikker har som nævnt fået øjnene op for vinen og derfor er der gode mulighed for at prøve disse dejlige dråber.

Artiklen er skrevet af Frederik Voetmann Bæhr

Frederik har en bachelor i Historie fra Aarhus Universitet og skriver speciale om Ukraines yngste by. Han arbejder som kok og interesserer sig for lgbt-rettigheder, madkultur og arkitektur i central- og østeuropa. Han har desuden boet i Ukraine i seks måneder.