HVAD DRØMMER RUSSERNE OM?

Til næste år er det 10 år siden fotografen Keen Heick-Abildhauge færdiggjorde sit projekt 100 Years Project: The Russian Portrait. Et projekt, der skulle nedbryde stereotyper og fordomme om det russiske folk. Resultatet blev hundrede portrætter af russere fra 1 til 100 år.

Den danske fotograf Keen Heick-Abildhauge har fotograferet 100 russere og spurgt dem om deres drømme og passion.

Noget af det første jeg lærte om som russiskstuderende på universitetet var russernes forhold til smilet. ”Smiler du til folk på gaden i Rusland, så tror de, du er lidt blød i bolden eller at du lægger op til noget frækt”, formanede en af vores undervisere os. Ifølge den polske psykolog Kuba Krys er der en stærk sammenhæng mellem det, han kalder for usikre samfund og vores opfattelse af smilet.

I samfund med lav politisk og økonomisk forudsigelighed og høj korruption bliver smilet ofte forbundet med lav intelligens og et udtryk for, at man er uærlig - for hvem har noget at smile af, når ingen kan vide sig sikker på, hvad morgendagen bringer?

Derfor var noget af det første, jeg hæftede mig ved, da jeg faldt over fotoprojektet 100 Years Project: The Russian Portrait på Instagram, hvor mange af de portrætterede, der smilede. Fotografen bag projektet er danske Keen Heick-Abildhauge og jeg har talt med ham, om hans tanker bag projektet og hans forhold til Rusland og russerne.

JAGTEN PÅ DET RUSSISKE SMIL BEGYNDER

Et af de spørgsmål jeg var allermest nysgerrig på forud for min snak med Keen handlede om, hvordan han var endt i Rusland i første omgang. Imens jeg stiller spørgsmålet, er han ved at sætte sig til rette med computeren i en sofa.

Efter at have fundet et godt spot læner han sig tilbage, Keen smågriner lidt og forklarer, at det hele skyldes hans hustru, Sarah. En dag fik hun muligheden for at arbejde for en dansk virksomhed i Moskva og ja, så var det jo bare med at komme afsted. Selv havde han besøgt moderlandet er par gange og var ikke blevet skræmt bort. Tværtimod.

Keens oplevelse af Rusland stemte ikke overens med de forestillinger og fordomme, han havde mødt blandt sine venner og i medierne. “Folk tror, at russerne er grå, sure, kun drikker vodka, at kvinderne er prostituerede og der går bjørne på gaden, men det var ikke mit billede af Rusland. Naturligvis findes de her fordomme af en grund, men jeg havde kun oplevet russerne som imødekommende mennesker. Den oplevelse ville jeg gerne give videre til andre på en eller anden måde.”

Hvordan det præcis skulle foregå stod dog ikke helt klart, men Keen uddyber “vi gik en tur nær Sarahs arbejdsplads dagen efter, vi ankom til Moskva. Undervejs stopper hun op og kigger på mig og spørger, hvad jeg vil lave, mens vi er her. Jeg tænker lidt over det og siger så; jeg vil få russerne til at smile, jeg vil have en udstilling på den Røde Plads og så vil jeg hilse på Putin. Hvorefter hun griner og siger til mig, at jeg er tosset”.

Keen betragtede opholdet i Moskva, der i første omgang kun skulle vare et år, som en ferie. En tid, der kunne bruges til for alvor at forfølge sin passion for fotografering. Med en baggrund som art director i den danske reklamebranche var det dog stadig naturligt at undersøge lignende muligheder i Rusland.

Efter lidt tid fik han arbejde som art director på det russiske magasin Ivan. Keen fortæller “jeg fik jobbet, fordi de syntes, det var fedt, jeg var dansker. Magasinet indeholdt bikinimodeller og vanvittig dyrt Hi-Fi udstyr. En syret blanding”. Derudover arbejdede han også for en række forskellige bureauer i Moskva. Her var han bl.a. med til at lave en kampagne for vinter-OL i Sochi. “Der var en dag, hvor jeg skulle i lufthavnen og langs hele boulevarden mod lufthavnenhang min kampagne. Det var altså ret vildt!” siger han og tager sig til hovedet.

Da jeg spørger ind til de største forskelle på at arbejde i hhv. Danmark og i Rusland siger han “Når jeg skulle tænke godt russisk design, så skulle jeg bare tænke tilbage på, hvad der var in i Danmark for fem år siden. Det måtte heller ikke være for skandinavisk”. Opholdet i Moskva varede et års tid, hvorefter parret rykkede til Sankt Petersborg, da virksomheden, Keens hustru arbejdede for, flyttede. Keen fortsatte arbejdet ved bureauerne og pendlede mellem de to storbyer. Da jeg spørger, om han har en favoritby, tænker han sig om et kort øjeblik og siger så “Sankt Petersborg, hvis jeg skal bo. Moskva, hvis jeg skal feste. Der er altid smæk på i Moskva”.

Da jeg spørger ind til det sproglige ryster han på hovedet, griner og siger, at det er hans akilleshæl, men påpeger samtidig, at han ret hurtigt kunne begå sig med et relativt begrænset ordforråd. Oftest handlede det om, hvor kreativ og udadvendt man turde være. Derudover fik han stillet en sprogunderviser til rådighed af Sarahs arbejdsplads. Undervisning blev der ikke så meget af, til gengæld blev det til mange ture rundt i Moskva og omegn, hjælp med møder, kontakter og ikke mindst det med fotograferingen.

100 ÅRS PROJEKTET

“Hvordan opstod din idé til 100 års projektet?” spørger jeg. Keen smiler og siger, at han havde brugt tiden efter ankomsten til Moskva på at tænke over, hvordan han kunne vise den side af russerne, som han selv havde oplevet. Give et andet syn på russerne.

En aften havde han sammen med Sarah besøgt et vennepar. Her luftede han for første gang ideen. “Jeg sagde til dem, at jeg ville fotografere 100 russere, fra 1-100 år. Det gav en konkret start og slutning. En god ramme”. De andre i selskabet syntes, det lød som en god idé, men Sarah fremhævede, at for folk, der ikke var fotonørder, kunne det måske være interessant, hvis projektet ikke kun handlede om billeder. “Så sagde jeg OK. Så vil jeg spørge russerne om deres drømme”. Hvortil Sarah foreslog at spørge om drømme eller passion, for det var måske ikke alle, der gik rundt med en bestemt drøm. “Drømme og passion blev dermed projektets dogmeregel”.

Med sprogunderviseren under armen begav Keen sig ud for at fotografere russerne. Efterfølgende fik han udarbejdet en beskrivelse af projektet og en kontrakt på russisk, så han også havde mulighed for at opsøge folk selv. Senere i Sankt Petersborg fik han hjælp fra russiske danskstuderende i byen. Størstedelen af portrætterne er skudt i og omkring Sankt Petersborg og Moskva, enkelte i Vladivostok.

Keen henvendte sig ofte til folk på gaden og langt de fleste viste sig at være helt med på ideen og lod sig gerne portrættere. Andre gange fik han aftaler i stand gennem sit netværk og blev inviteret på besøg. “Jeg fik lov at komme indenfor i deres hjem og opleve deres verden. Når jeg kom med mit lille kamera, jamen, så blev jeg modtaget som æresgæst. Jeg følte mig om nogen velkommen”.

Besøgene medførte ofte en del mad og alkohol, men også mange mindeværdige øjeblikke. “Jeg var på et tidspunkt i Vyborg, hvor jeg skulle ud og fiske med borgmesteren i det, der vist sig at være en virkelig lille båd. Efter fisketuren brugte vi hele natten i en meget skummel banja [sauna], hvor vi drak vodka og sang druksange. En anden gang skulle jeg fotografere en meget gammel dame. Hendes datter var der også, hun var også ret gammel, omkring 60 år. Datteren satte sig ved klaveret og begyndte at spille og det endte med, at jeg dansede rundt med hendes mor til musikken”.

En vanskelig gruppe var mænd mellem 50 og 60 år. Keen fortæller “mange af dem havde en fortid med relationer til fx KGB, der gjorde at de ikke ønskede, at deres ansigt skulle blive set”. Derudover var aldersgruppen 90+ også svær. Ofte krævede det et besøg på plejehjem. Dette behøvede en tilladelse fra højt politisk plan, hvilket kunne tage flere uger. En anden udfordring var at sikre et lige forhold mellem mænd og kvinder i projektet.

Den gennemsnitlige levealder for en russisk mand var i 2012 blot 64,5 år, mens den for kvinderne lå på 75,8 år. “Jeg vidste fra starten at der ville blive en lille overvægt af kvinder, særligt fra 50 år og op efter. Derfor sørgede jeg for at have lidt flere mænd fra 50 år og ned. I hver aldersgruppe skød jeg flere forskellige mennesker, så jeg til sidst kunne sikre en nogenlunde balance”, fortæller Keen og fortsætter “Ironisk nok var den ældste, jeg mødte, en mand på 103 år. Han var meget skuffet over, han ikke kunne være en del af projektet. Jeg skød hans portræt alligevel, og det endte også med at komme i bogen”.

UDFORDRINGERNE VED AT VÆRE I LIVE

Tiden efter det sidste portræt var meget følelsesladet for Keen, der var blevet så optaget af projektet, at han til sociale arrangementer kunne finde på at spørge folk om deres alder, inden de overhovedet havde haft en chance for at introducere sig. En fremfærd som Sarah dog hurtigt fik stoppet. De efterfølgende måneder gik med at trykke portrætterne og finde et sted at udstille. “Jeg var ikke nogen kendt fotograf, så det var lidt en udfordring” fortæller han.

Sammen med en af sine russiske kontakter fik han forbindelse til Det Russiske Museum i Skt. Petersborg, et af Ruslands største kunstmuseer. Efter flere møder konstaterede de dog, at det nok ville være bedre, hvis Keen ikke havde været i live, da de for det meste udstillede værker af ikke nulevende kunstnere. Til det svarede Keens russiske kontakt tørt “we can arrange that”.

I sidste ende blev det Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg, som formidlede kontakt til fotografimuseet ROSPHOTO. De ville gerne lægge lokaler til. Med et nostalgisk smil siger Keen “Jeg var på udstillingen hver dag. Jeg gik rundt og lyttede til folks reaktioner på mit arbejde. Det var fantastisk, for ingen af dem vidste jo, hvem jeg var”.

Sidenhen blev projektet også udgivet som bog og brugt under den årlige lysfestival i Moskva. Hvis du har lyst til at se, hvordan det foregik, kan du klikke her. Dermed havde Keen formået at nå to ud af de tre mål, han havde sat sig for efter sin ankomst til Moskva i 2008 Da jeg spørger ham ind til det med Putin griner han og siger “ham kender jeg efterhånden et par stykker der har mødt, det er godt nok for mig” og blinker.

I VIRKELIGHEDEN ER DET SÅ NEMT

Formålet har udelukkende været at bidrage til at nedbryde de fordomme og stereotyper, der hersker om russerne. Projektet har indtil nu løbende fået stor opmærksomhed i udlandet, bl.a. fra medier som Huffington Post og New York Times. Det samme kan ikke siges om Danmark, hvor projektet endnu ikke har været udstillet. Noget som Keen ønsker at ændre på, når tiden engang er til det.

Det vigtigste for Keen er dog at projektets mission, om at vise russerne fra et andet perspektiv, er lykkedes. “Jeg har modtaget beskeder fra mennesker fra stort set hele verden, der har skrevet tak til mig, efter de har set mine billeder. Tak for at give et andet syn på Rusland end det, de var vokset op med”, fortæller han.

Alle fremhæver de, hvor let det er at spejle sig i russernes drømme og passioner, og netop denne betragtning er hele projektets kerne. At vi mennesker ikke er så forskellige, som vi selv går og tror. Som Keen siger ”Det er så nemt! Det er det samme vi drømmer om som mennesker. Mennesker er så simple, hvis vi bare turde acceptere det”.

Hvis du gerne vil se, hvad russerne drømmer om, så har du mulighed for at se alle billederne fra projektet 100 Years Project: The Russian Portrait af fotograf Keen Heick-Abildhauge på ØSTVENDT fra i morgen og overmorgen.

Artiklen er skrevet af Helene Grøn Vestergaard