I Moldova gemmer sig en optimistisk ungdom, gæstfrihed og et køkken der kan gøre enhver lykkelig

I forbindelse med en arbejdsrejse til Moldova for at besøge Silba og CREEDDs fælles internationale projekt STUDEM, vil vi berette om vores oplevelser i den nordmoldoviske by Bălți og det lokale ungdomscenter, som projektet arbejder med. Silba er en dansk NGO fra 94’ der stræber efter at fremme demokrati og dialog hovedsageligt i Østeuropa. De er gået sammen med CREED, som er en moldovisk baseret NGO med en vision om at skabe en revolution inden for uddannelsessystemet i Moldova. Målet med STUDEM er at styrke platformen for ungdomsinitiativer uden for hovedstaden og skabe en paraply-løsning, der samler en kapacitet af ungdomsledede projekter og mobiliseringer.

Det er tidlig morgen i Bălți, Michelle og jeg bevæger os ned igennem Uafhængighedspladsen i centrum af byen. Pladsen er præget af en tid efter Sovjets kollaps, der mest af alt har ført til at veje, fortove og vægdekorationer mm. er blevet negligeret. Dog, selvfølgelig, på nær den klassiske T-34 kampvogn og dens evigt brændende ild, der hædrer moldovernes deltagelse i kampen mod fascisme under anden verdenskrig (eller, efter 44’ i hvert fald). Vi fortsætter langs ‘Alleen af Klassikere’ - en mindre park, der løber langs pladsen. De næsten 30 cm dybe huller i asfalten, afholder dog stadig ikke folkene i byen fra en gåtur i morgendisen. På trods af denne lidt nedslidte velkomst, begynder byen så småt at brumme af liv.

T-34 kampvognen og dens evigt brændende ild. Foto: Mikkel Johannsen

Vi runder det lokale centralnij rynok (centrale marked), hvor du kan købe alt du har brug for (og virkelig ikke har brug for). Levende fisk spjætter og dine yndlings ‘Adidos’ (eller er det adibas?) joggingsæt ligger i stakkevis. Vi gik egentlig igennem markedet for at finde et par kitsch køleskabsmagneter - men den trend er åbenbart ikke kommet til Bălți endnu! Til gengæld kom vi derfra med diverse sovjet relikvier, en souvenir man ikke just finder mange andre steder indenfor EU’s grænser.

Byens lidt grå udseende forvandles i det sekund, vi træder ind i ungdomscentret, hvor vi bliver mødt af en flok unge mennesker. De byder os på kaffe og en livlig snak om alt mellem himmel og jord, fra vores studie, til Covid-19, til de bedste kaffesteder i byen. Ungdomscentret ligger på øverste etage i en bygning centralt i byen. Det er meget belejligt for medlemmerne, fortæller Constantin, som er vores samarbejdspartner fra partnerorganisationen CREEDD. Især med de gode offentlige transportmuligheder, som findes i nærheden. Kontoret for vores partnerorganisation ligger i etagen lige under. Der kan man ofte finde de unge, der er som en familie for Constantin og hans kone. Deres femårig datter er også et velkendt og elsket ansigt blandt de unge. Vi bliver taget godt imod af alle, men snakker mest med dem, der bedst kan engelsk. De er dog gode til at hjælpe hinanden med at oversætte. Michelle sludrer lidt med nogle unge, som hun mødte sidste gang, hun var på besøg i Bălți i marts 2020 (blot halvanden uge før Danmark lukkede ned for pandemien). Derefter samler vi os i en rundkreds, hvor vi hver sidder i en farverig sækkestol. Vi havde længe hørt om de famøse sækkestole, inden vi ankom. Dengang spurgte vi dem, om de var sikre på, de ville købe 15 sækkestole, da det alligevel tog en betydelig del af deres budget. De fastholdt, at de ville have dem, og nu var det tydeligt hvorfor. De var ikke kun behagelige, men bidrog også med en farverig hygge i lokalet. De unge er både aktive og engagerede i vores møder med dem. Der er nemlig heldigvis både plads til at være seriøse og gå over i hyggesnak, når det passer.

Uafhængighedspladsen i centrum af Bălți. Foto: Mikkel Johannsen

Dagen efter inviterer Constantin os til sin hjemby Recea lidt nord for Bălți. Vi bliver af den lokale præst inviteret ind i landsbyens ortodokse kirke. Constantin, som præsten hedder, giver os en detaljeret gennemgang af kirkens historie fra før Sovjet til dens nedrivning og genopstandelse i begyndelsen af 90’erne.

Men, det er jo ikke en historie om Østeuropa, hvis ikke vi også lige runder dets ofte fantastiske køkken. Efter kirkebesøget kører vi hjem til Constantins forældre, som har forberedt en formidabel middag til os. Menuen står på moldoviske sarmale (ris og kød rullet i vinblade), gås i en klar sovs, mamaliga (majsmel bagt op med salt og vand), ost lavet på gede- og komælk og jeg ved snart ikke hvad - det smager vidunderligt! Det står hurtigt klart, at det ikke bare er at spise, de kan finde ud af her i landsbyen, der bliver også disket op med hjemmelavet rødvin og vodka - alt sammen lavet af frugter fra haven! Rødvinen ryger i svælget, som var det juice (kæmpe anbefaling), de syv vodka shots vi nåede op på (knap så kæmpe en anbefaling) krævede lidt større mod.

Henimod slutningen af middagen finder Constantins far sin harmonika frem og spørger, om vi vil høre nogle moldoviske sange. Til det får vi ret hurtigt råbt i kor “selvfølgelig!”. Efter et par sange kan jeg alligevel ikke dy mig for at spørge, om han mon ikke kender til et par sovjetiske krigsmelodier. Der bliver hurtigt sat gang i en omgang Katjusha[1], som jeg får æren af at synge med på, på mit ellers gebrokne russisk (det blev heldigvis bedre og bedre efter hvert shot vodka).

Vi kan konkludere at turen til Bălți var en effektiv arbejdsrejse. Vi mødte vores unge entusiastiske samarbejdspartnere, som bekræftede os i, at det stykke arbejde vi gør ikke er forgæves. Men ikke nok med det, blev det for Michelle og mig også en påmindelse om, hvor meget liv og varme der gemmer sig inde bagved de grå og sjælløse betonblokke, man så ofte støder på i det postsovjetiske landskab.

Mulțumesc, Bălți!

Hilsen Michelle & Mikkel

[1]Patriotisk sang, der blev brugt til at inspirere den sovjetiske befolkning under anden verdenskrig.

Artiklen er skrevet af Michelle Luo Hansen og Mikkel Johannsen