Kvindekamp: I Danmark er det private politisk. I Rusland er det politiske privat

Ligestilling er blevet til en af de allervigtigste sager i vores tid, ikke kun i Europa, hvor feminismen synes at have vundet, men også i Rusland, hvor man stadig har meget at kæmpe for. Denne artikel kigger på hvilke forskelle der egentlig er mellem de to lande, når det kommer til feminisme.

Propaganda plakat med citat fra Stalin “Der var ikke og kunne ikke være sådanne kvinder i gamle dage”. Kvinders rettigheder og særlige rolle som omsorgspersoner for de kommende generationer af sovjetborgere var yndede propaganda emner i Sovjetunionen. Kilde: RBTH

I Danmark blev spørgsmålet om kvinders valgret rejst i Folketinget allerede i 1886, og med grundlovsændringen i 1915 fik kvinder stemmeret og valgbarhed til folke- og landstingsvalg. Selvom kvinderne fik politiske rettigheder, var den typiske rollefordeling mellem mand og kvinde ganske klar hele vejen gennem 1900-tallet. Kvinden var husmor og skulle holde hjemmet pænt og ordentligt mens manden gik på arbejde og sørgede for indtægten. I løbet af årene begyndte flere og flere kvinder at arbejde, men det var stadig dem, der skulle holde hjemmet.

Kvindernes historie er lidt anderledes i Rusland. I det skæbnesvangre år 1917 kom spørgsmålet om kvindernes valgret frem som ét af mange spørgsmål, som kommunisterne rejste. Det blev dog i første omgang ved snakken. Derfor samlede der d. 19. marts 1917 sig en demonstration på 40.000 kvinder i Petrograd: kvinderne ville have de samme rettigheder, som alle andre og påstod, at uden ret for kvinder var valgretten ufuldendt. Dette skabte stor debat, som førte til det ønskede resultat: d. 11. september 1917 fik alle russiske borgere valgret uden nogen kønsforskel.

Den nye grundlov der trådte i kraft efter Oktoberrevolutionen, forankrede den juridiske ligestilling mellem kvinder og mænd. Herefter var kvinderne ikke kun husmødre. Mange arbejdede på fabrik eller ved siden af mænd. Og under 2. Verdenskrig var der mange kvindelige soldater og endda kvindebataljoner. Hvad kvinder i videnskab angår, var der også mange, som fik anerkendelse i Sovjetunionen såsom Lina Stern, der i 1939 blev den første kvindelige akademiker fra Det Sovjetiske Videnskabsakademi. Den første kvinde i rummet var faktisk også russer, nemlig Valentina Teresjkova i 1963.

Trods alle de føromtalte fremskridt tog de nuværende myndigheder kontrollen tilbage i 90'erne, og genoplivede en gammel idé om den russiske mentalitet. Nemlig den at tre værdier skal vægte højest i samfundet: den ortodokse tro, autokratiet og nationalfølelse. Disse er også kendt som ”Uvarovs Tre” efter den indflydelsesrige statsmand Sergej Uvarov. En teori om nationalfølelse skrevet helt tilbage i 1833, men som nu har fået en genfødsel. Med den teori i hånden støtter de russiske myndigheder, som ellers officielt er sekulære, en meget ortodoks og formalistisk anskuelse af kristendommen, og mange af de forældede ideer som følger af den. Sådan er vi kommet til der, hvor vi er i dag.

Derfor er man stadig nødt til at kæmpe for basale kvinderettigheder i Rusland. Mens Vesten er i fuld gang med at diskutere MeToo, drejer det sig i Rusland om vold i hjemmet, et problem, som er blevet endnu mere pressende under de første to corona lockdowns. Det hele synes at stamme fra en bestemt tilgang til problemer i hjemmet, som også fremgår af talemåden: Man må ikke tage snavs ud af huset (Не стоит выносить сор из избы). Her kan man tydeligt se et vigtigt træk, som karakteriserer forskellen i ligestillingssituationen mellem Danmark og Rusland. I Danmark er det private politisk, altså det private er til en vis grad reguleret af loven, mens loven i Rusland ikke strækker så vidt. Hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge, skal blive der.

Selvom kvindebevægelsen i Rusland stadig har meget at beskæftige sig med, findes der heldigvis mange unge energifulde mennesker, som er parat til at handle. Det kan være at det russiske samfund har brug for sin egen ligestillingsstrategi – og man kan ikke lade være med at håbe, at der kommer en dag, når vi endelig finder den.

Af Maria Osipenkova, danskstuderende ved Skt. Petersborgs Statsuniversitet