Alexandros Minousis Gram
NY UNGARSK PÆDOFILI-LOV RAMMER SEKSUELLE MINDRETAL
Ungarn vil øge straffen for seksuelle overgreb på børn, men mener samtidigt, at børn kan tage skade af homoseksualitet.

Den højreorienterede Fidesz-regering i Ungarn med premierministeren Viktor Orbán i spidsen har flere gange været i mediers og EU’s søgelys de senere år. Det har han med idéer om illiberalt demokrati, radikal modstand mod flygtninge, og en betænkelig overlapning mellem sit parti og den ungarske stat. Og nu gør han det igen: bliver opmærksomhedens midtpunkt. Men på en måde, de fleste i Skandinavien nok som minimum ville ryste på hovedet ad.
Årsagen er en tekst, der kommer med en række ændringsforslag til forskellige love, som skal øge straffen for seksuelle overgreb mod mindreårige. På overfladen kan det synes legitimt nok. At gribe hårdt ind overfor pædofile seksualforbrydere er en stort set sikker vinder for Orbáns meningsmålinger – ja, for stort set enhver regerings meningsmålinger, kan man fristes til at mene. Alligevel har teksten udløst store demonstrationer og en underskriftsindsamling, som i skrivende stund er underskrevet af 130.000 mennesker. Hvordan kan det være?
Symbiose mellem pædofili og LGBT+ ?
Grunden er, at pædofili kun udgør det ene hovedtema. Der er forslag, som skal gøre det sværere for dømte pædofile at få job, hvor der er børn til stede. En database skal skabes, hvor arbejdsgivere kan tjekke, om deres kandidater er dømt for overgreb mod børn. Så langt, så godt. Man kan spørge, om der kunne gøres mere for at få de dømte tilbage i samfundet, men det er en anden (og lige så vigtig) diskussion.
Det andet tema, der optræder i teksten, er til gengæld mere overraskende: homoseksualitet. Der var engang, hvor homoseksualitet var ulovligt, og hvor mange anså det for at være stadiet lige under pædofili eller zoofili. Sådanne synspunkter findes fortsat mange steder i verden, men i EU-anno 2021 er de en relativ sjældenhed. I Ungarn kan man dog tydeligvis stadig koble det til pædofili.
Det er især to af punkterne, der udløser debat. Under dokumentets 5. ændringsforslag kan man således læse, at programmer og reklamer, som kan have negativ indflydelse på børns ”fysiske, åndelige eller moralske” udvikling ”ved at vise vold, afvigelse fra det køn, man fødes med, kønsskifte” eller ”ved at udbrede eller vise homoseksualitet”, kun kan vises til et publikum fra 18 år og opefter.
Det 7. forslag anslår nogenlunde de samme toner, men denne gang er det seksualundervisningen, der står for skud. Når lærerne skal lære eleverne noget om seksuel kultur, sex, seksuel identitet og udvikling, må de ikke opmuntre til kønsidentiteter andre end dem, børnene er født med. De må heller ikke ”popularisere” kønsskifte eller homoseksualitet.
Skulle lærerne vælge at invitere folk udefra til at tale om disse emner, så kan det kun foregå ved at invitere folk fra foreninger, der har ladet sig registrere hos staten. Hvad disse foreninger skal gå med til for at blive registreret, kan man kun gisne om – men man kan antage, at de heller ikke vil oplyse eleverne om, at andet end heteroseksualitet er helt okay.
Oppositionen protesterer, men loven vedtaget næsten enstemmigt
Her står denne artikel ved en korsvej. Burde den stille det åbenlyse spørgsmål ”hvad laver reklamer, seksualundervisning og LGBT+ i en lov, der vil straffe pædofile”? Burde den analysere, hvilke konsekvenser punktet om reklamer og TV kan have for ytringsfriheden? Den kunne også undre sig over, hvorledes homoseksualitet eller andre køns-identifikationer kan skade børns fysiske, åndelige og moralske udvikling.
Den kunne undersøge, hvilke konsekvenser bestemmelserne for seksualundervisning kan få for teenagere, der kæmper med deres seksualitet eller kønslige identitet. Eller måske ligefrem argumentere for, at regeringen burde tage sig af alle børns ve og vel, ikke kun de heteroseksuelles. En interessant vinkel kunne også være de internationale reaktioner, især til fodbold-EM. Alle de muligheder står åbne, men en artikel er for kort til at tage ordentligt fat på dem alle.
Budapests Overborgmester Gergely Karácsony er indædt modstander af Orbán og har udtrykt sin utilfredshed med den nye lovgivning på Facebook.
Alle oppositionspartierne i det ungarske parlament, undtaget det højreekstreme Jobbik, har boykottet afstemningen. Det har betydet, at forslagene er blevet vedtaget med 157 stemmer for og én imod.
Stemmerne kommer fra Orbáns parti Fidesz, deres kristendemokratiske støtteparti KDNP, samt det højreekstreme Jobbik. Afstemningen fandt sted den 15. juni 2021.
EU, UEFA og resten af omverdenen
En lovtekst som denne udløser en regulær shitstorm på de sociale netværk og i medierne. Fra et vesteuropæisk synspunkt kan det se ud som om Orbán skyder sig selv i foden med regelværker som dette her: han ved jo godt, at EU går højt op i seksuelle mindretals rettigheder. Han ved også, at vestlige politikere og medier kan score sig nogle billige popularitetspoint ved at pege fingre ad ham. Og et eller andet sted er det symbolpolitik med rigtig god kurs i medierne – se bare på de reaktioner, det har udløst ved EM, eller alle de store, tyske firmaer, der har indsat en regnbue i deres logo i en symbolsk protest.
Protester i samme udstrækning var der mindre af, da Orbáns regering amputerede forfatningsdomstolen indsatte Fidesz-tro dommere i landets domstole eller da han skræddersyede en ny grundlov med sit 2/3-flertal i parlamentet. Og landet har andre, mere presserende problemer: et nedslidt sygehusvæsen, inklusionen af de ungarske romaer, en vis grad af brain-drain m.v.
Orbán vil naturligvis støtte sig til det faktum, at familiepolitik er medlemslandenes ressort, og at ændringerne ikke berører folk over 18 år. Men udover mediecirkusset er der også et andet aspekt: de teenagere i Szolnok, Debrecen eller Budapest, der ikke føler, de passer ind i den heteroseksuelle binære kasse.
Alle ved, hvor hårdt det kan være at skille sig ud i sin skoletid. Skole- og gymnasieelever kan være modbydelige over for dem, der er anderledes. Men ungarske lærere kan nu ikke længere trøste og opmuntre deres LGBT+-elever. De elever udgør ganske vist et mindretal, i Ungarn som i et hvilket som helst land. Men de bliver ved med at være der, også efter al hurlumhejet har lagt sig. De får det endnu mindre sjovt, end de har haft det indtil nu. Og deres kvaler er fuldkommen omsonst, for ingen får det bedre af teenagere, der har det svært.
Artiklen er skrevet af Alexandros Minousis Gram
Alexandros er bachelor i Østeuropastudier fra AU med speciale i Ungarns historie. Han har boet og opholdt sig i Budapest af flere omgange og har desuden boet og arbejdet to år i Berlin. Han interesserer sig for Centraleuropa, samfund, sprog, historie, politik og mindretal fra hele regionen.