Nytårskommentar fra ØSTVENDT

Foto: Taron Nikolyan

2022 skulle vise sig at blive et år, der for de fleste bare blev endnu tungere, mere udfordrende og trist end 2021 og 2020. Alligevel har jeg et særligt minde fra i år, som skabte glæde og perspektiv i mit liv, og som jeg synes fortjener at blive delt i denne første måned af 2023.

29. april sidste år blev jeg inviteret til en armensk konfirmation, der blev afholdt i et forsamlingslokale i Vamdrup udenfor Kolding. Egentlig er konfirmationen ikke en del af de armensk-kristne traditioner, men nogle armeniere vælger at konfirmere deres børn, så de føler sig som en del af klassefællesskabet i skolen. Planen var, at mit besøg skulle være af klassisk reportage karakter, men sådan blev det ikke. For jeg indså, at der var noget andet end selve begivenheden, som var helt eksistentielt at fortælle om. Særligt efter de lange og seje træk som 2022 har budt på.

På en smuk forårsdag blev Laura Maliyan konfirmeret, og det skulle fejres. For mig blev denne fest et helt særligt minde i 2022, der både satte min verden og kultur i perspektiv. For mange danske familier er konfirmationen en begivenhed, der samler på kryds og tværs, men som også (kan min egen mor bekræfte) kan føles ekstraordinær travl for værtsfamilien – med al den forberedelse der ligger bag.

På armensk er sammenhold en anden fortolkning, end den er på dansk, hvilket blev tydeligt for mig her. For ikke bare var konfirmandens nære familiemedlemmer mødt op på hendes store dag, det var en stor del af det dansk-armenske fællesskab (på tværs af landsdele vel og mærke) også. Dagen forinden festen var folk fra nær og fjern mødt op, hvor de til langt ud på natten havde hjulpet med at gøre mad, pynt og lokale klar. Da festen så endelig gik i gang, gæsterne var placeret og maden serveret, var Lauras mor, Anna, tydeligvis mærket af de mange forberedelser. Hun havde næsten mistet sin appetit, da hun endelig selv kunne sætte sig til bords. Alligevel var lykken at fornemme i hendes blik. For som hun sagde, er det at blive forenet med både familie og venner og være sammen om fortjenesten, nemlig hendes datters store dag, det hele værd. Heller ikke dagen derpå var Laura og hendes forældre overladt til sig selv. For endnu en gang var både familie og gæster samlet, og hjalp med oprydningen i festlokalet.

Lige nu befinder vi os i en krigstid. Noget der rystede og chokerede mange europæere i februar sidste år. Men for armeniere har det været krigstid, på tværs af generationer, så længe de husker. Netop derfor er der også fest, når der er fest. Glæde når man genforenes, og sammenhold når der er brug for det. En slags livsfilosofi som jeg brændende ønsker, at mit eget folk vil minde hinanden om i en tid, hvor vi drukner i mediernes konstante negative beretninger om inflation, krig og mistrivsel. At det er i tider som disse, hvor vi skal elske vores næste en smule mere, end vi plejer. Række ud til dem, som måske fælder en tåre i ensomhed, inden de går i seng. Vi skal være taknemmelige for hvad vi har, og værne om hinanden.

Kære Laura, Anna og Sarkis. Tak, fordi jeg måtte være med til jeres fest, og tak til det armenske fællesskab for at vise og minde mig om, hvorfor sammenhold er noget af det vigtigste, der findes for os mennesker. Noget jeg håber, at især danskerne husker på i 2023.

I ønskes alle et rigtig godt (østvendt) nytår.

Kommentaren er skrevet af Julie Peick Rosenbeck Christensen