top of page
  • Olivia Emma Espersen og Julie Peick Christensen

Oplev en gæstfri kultur og spis fantastisk mad for næsten ingen penge i Armeniens hovedstad


På grænsen mellem Asien og Europa findes Armenien. Den tidligere sovjetrepublik er et ukendt rejsemål for mange danskere, men hovedstaden Jerevan har en spændende kultur og byder på lækre, billige madoplevelser.

Foto: Olivia Emma Espersen

DET SKAL DU OPLEVE


ARMENSK BALLET

I centrum af Jerevan er Nationalteatret for opera og ballet, som åbnede i 1933. Hvis du er interesseret i at opleve armensk kultur, anbefales en balletforestilling, som her er en blanding af klassisk ballet og armensk dans. Du kan opleve både klassisk armensk musik og beundre de smukke traditionelle kostumer. Der foregår meget på scenen til en armensk ballet, og det er bestemt interessant. Ligesom med alt andet i Jerevan, er priserne virkelig overkommelige, og de bedste og dyreste pladser i den flotte sal koster et par hundrede kroner. Der bliver holdt lige lovlig mange pauser under forestillingen, men du kan heldigvis nyde et godt glas armensk vin i operabygningen, mens du venter. Fun fact: Armenien er en af de ældste vinproducerende lande i verden.

TSITSERNAKABERD

Tsitsernakaberd er navnet på et bjerg i Jerevan. På toppen af bjerget blev der bygget et mindekompleks for det armenske folkedrab. Monumentet symboliserer armeniernes genfødsel efter folkedrabet, som fandt sted i perioden 1915-1918. Tolv plader, der hver repræsenterer tabte provinser, er placeret i en cirkel, og i midten af cirklen brænder ”den evige flamme”, som aldrig slukkes. Den er dedikeret til de op mod 1,5 millioner armeniere, som mistede livet i det daværende Osmanniske Rige. På bjerget findes også et museum, og en skov af flotte træer, der er blevet doneret af mange kendte mennesker til minde for ofrene. Mens centrum af Jerevan bør opleves til fods, er der en lidt lang gåtur hertil. Men en taxa fra byen koster kun omkring 20 kroner, så der er ingen undskyldning for at skippe besøget. Det er bestemt et must-see i Armenien, hvorfor mange kendte mennesker allerede har besøgt stedet.


CASCADE

I hjertet af Jerevan ligger Cascade Complex, en trappe med hele 542 trin fordelt på fem niveauer, hvorfra du også finder Cafesijan Museum of Art, der også er et besøg værd. Konstruktionen af monumentet blev påbegyndt i 1971 og stod færdigt i 1980, da Armenien stadig var en del af Sovjetunionen, hvilket udseendet også bærer præg af. Når du når til toppen af Cascade, kan du se det meste af Jerevan, og alt efter hvordan vejret er, kan du spotte det berømte Ararat bjerg, som er et af byens vigtigste kendetegn. Området omkring Cascade er også meget indbydende med mange cafeer og restauranter. Der findes noget for enhver smag, hvad end man har appetit for det traditionelle armenske køkken eller mere typiske vesteuropæiske retter. Når foråret starter, er der ofte live koncerter med enten jazz eller klassisk musik på trapperne. Rejser du i sommermånederne, kan det være en god ide at tage turen op ad trapperne sidst på eftermiddagen, hvor solen ikke står lige på monumentet. Turen kan nemlig hurtigt give sved på panden. Det er også rigtig smukt at besøge Cascade om aftenen, hvor du kan se ud over byens lys fra trapperne.


VERNISSAGE MARKED

Du kan ikke forlade Jerevan uden at besøge Vernissage markedet. Det tilbyder alt, hvad hjertet begærer, hvad end du er til autentiske souvenirer eller leder efter den perfekte gave som symbol på dit besøg i Armenien. Her kan du købe alverdens ting - lige fra farverige armenske tæpper, der til forveksling ligner persiske tæpper, håndmalede kaffekrus, silketørklæder, smykker og babusjka dukker i alle størrelser. Stemningen og humøret er højt ved de små boder, og da det er et udendørs marked, kan du samtidig nyde det gode vejr. Som på andre markeder af denne slags, er det en naturlov, at man forhandler priserne. Selvom alt nu allerede er rimelig billigt sammenlignet med danske priser, og mange af tingene faktisk også har en rigtig fin kvalitet.


HER SKAL DU SPISE


Foto: Olivia Emma Espersen

MAYRIG

På førstepladsen over Jerevans mange gode spisesteder er Mayrig. En armensk restaurant, der tilbyder retter fra det traditionelle armenske køkken med et touch af det libanesiske. Restauranten er smukt og spændende indrettet! Og ikke nok med at maden er fantastisk, priserne er endda meget overkommelige for en dansk pengepung, hvilket også gælder for vinkortet. En klar anbefaling er at smage vinsorten Takar, som er en armensk produceret vin, der fås som både rød og hvid. Vi opfordrer til, at man gør som armenierne og bestiller mange retter til at dele ved bordet.


Retten mante, der består af kød indbagt i butterdej og med hvidløg, spises med neutral yoghurt, krydderiet tumeric og en let tomatsovs, der tilsammen giver en helt unik smagsoplevelse. Herudover bør man kaste sig ud i en omgang dolma, der består af ris og oksekød omfavnet af vindrueblade, som er en velkendt ret fra det mellemøstlige køkken. Hertil anbefales en armensk salat, der minder om en græsksalat, dog uden fetaost, men som i stedet er tilberedt med olivenolie, citron og mynteblade. Til at afrunde hovedretten bør man bestille restaurantens grillede halloumi og noget hjemmebagt brød med hummus, der klart er prikken over i’et for en vellykket middag på Mayrig. Og hvis der stadig er bare lidt appetit tilbage, er det værd at prøve den traditionelle armenske honningkage Marlenka, som både smager fantastisk og er en fryd for øjet med sine mange lag.


Gæsterne på Mayrig er både lokale og udlændinge, og på grund af restaurantens popularitet bør man væbne sig med tålmodighed. Der er ofte travlt, og da det er et af de lokales foretrukne steder for fejring af specielle begivenheder, er det en god idé at bestille bord på forhånd. Men med en god appetit og tålmodighed er et besøg på Mayrig virkelig ventetiden værd. Det er med garanti en madoplevelse, du sjældent vil glemme.


Foto: Olivia Emma Espersen

LAVASH

På andenpladsen af de bedste restauranter i Jerevan er Lavash, der ligger meget centralt tæt på Nationalteatret, hvilket gør stedet let at finde. På Lavash er betjeningen og humøret i top! Personalet i sig selv er en fornøjelse. Lige fra man træder ind ad døren, bliver man mødt med oprigtige smil og fulgt til bords på samme måde. Men nu til det allervigtigste: maden.


Lavash tilbyder georgiske dumplings ved navnet Khinkali, der både fås i en almindelig og friturestegt version. Smagen er en kulmination af urter, hvidløg og den georgiske ost sulguni samt oksekød. Herudover bør man prøve den armenske ret Ghapama, der i armensk tradition oftest serveres omkring juletid. Der findes to versioner af Ghapama: enten i form af en kødret i stil med gullasch eller i form af kogte ris med tørrede frugter som abrikos, æble, rosiner, dadler og hakkede mandler. Fælles for begge versioner er, at retten bliver indbagt i et græskar. Et eksempel på den suveræne service på Lavash er, at den søde tjener gerne skærer et sjovt ansigt på græskaret. I Armenien må man nemlig gerne lege med maden – og man spiser også dumplings med fingrene.


Der er også travlt på Lavash, men restauranten er stor, så det er ikke et problem. Personalet går som sagt meget op i at yde en god service, og der går ikke længe fra man har sat sig til bords, til man bliver betjent og kan nyde den gode mad.


Hvis du endnu ikke har besluttet dig for, hvor du skal spendere din sommerferie, anbefaler ØSTVENDT et besøg i den armenske hovedstad. For mange danskere er Jerevan fortsat en ukendt rejsedestination, men vi garanterer for, at det bliver et besøg du sent vil glemme. Vi anbefaler dog, at du planlægger din rejse til Armenien i slutningen af sommeren eller i starten af efteråret, da temperaturen i løbet af juni og juli ofte ligger på omkring 30 grader eller derover, hvorfor at efterårsferie i Jerevan også er et oplagt valg!


Artiklen er skrevet af Olivia Emma Espersen og Julie Peick Christensen

190 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png
bottom of page