PR-propaganda, politik og popmusik: Storpolitik fylder i det (a)politiske Eurovision

Da Eurovision Song Contest for første gang blev sendt i 1956, var visionen at skabe en sangkonkurrence, som var apolitisk og fredsskabende. 65 år senere har showet ufrivilligt lagt scene til adskillige politiske skandaler og konflikter

Sangerinden Julia Samoilova optræder til forberedelserne til semi-finalen i Lissabon, Portugal, hvor hun repræsenterede Rusland for andet år i træk. Rusland gik ikke videre til finalen. Foto: Rafael Marchante/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det er den 24. maj 1956, og i det sydlige Schweiz i den italiensktalende by Lugano sidder femhundrede personer fra syv europæiske nationer klar til opleve den første udgave af det, som senere skulle vise sig at blive den største internationale sangkonkurrence i verden, Eurovision Song Contest. Det tunge teaterforhæng på scenen i Teatre Kursaal trækkes fra. Iført gallajakkesæt træder TV-værten Lohengrin Filipello frem med et 24-mands orkester i ryggen og junglelignende blomsterkonstellationer ved sine fødder. På italiensk inviterer han de syv repræsentanter fra deltagernationerne op på den blomstrede scenen. Én efter én stiller de sig op og synger på deres nationale sprog. Sangene synges sentimentalt og med fransk inspiration i form af viser i klassisk kabaretstil, og de leverer alle en hyldest til europæisk kultur, samarbejde og fred.

65 udgaver af Eurovision og en kold krig senere er konkurrencen groet ud af de små teatersale og ind på de internationale arenascener. Blomsterne er erstattet med farverigt strobelys, orkestret er forvandlet til et bombastisk PA-anlæg, og musikken er grænsesøgende, grandios og præget af langt, langt flere deltagernationer fra hele Europa.

Eurovision er altså på nærmest alle måder en helt anden konkurrence i dag, end den var i 1956. Og det er ikke så mærkeligt. Eurovision er nemlig ikke et underholdningsshow, som eksisterer i et historievakuum, men et underholdningsshow som har været nødsaget til at forandre sig i form og koncept, i takt med at Europa har forandret sig.

Lande er opløst, og nye er opstået, og med sig har det bragt netop dét, Eurovision-komitéen selv definerer som værende i strid med konkurrencens værdigrundlag – nemlig politik.

Særligt optagelsen af lande fra den tidligere østblok har vist sig at udfordre konkurrencens apolitiske ambitioner. Og ifølge Eurovision-ekspert og tidligere mangeårig kommentator for DR, Ole Tøpholm, har de østeuropæiske lande været med til at rykke grænsen for politisk indhold i sangene:

”I Eurovision sætter man den historiske skillelinje ved Berlinmurens fald. Før Berlinmurens fald var det mest uskyldige kærlighedssange, der gik igen og igen. I 90’erne og 00'erne kom der masser af nye lande til, som ikke havde samme lange tradition fra gamle dage om, hvad Eurovision var.

Efter [de østeuropæiske lande, red.] kom til, valgte de så at trække grænsen for, hvad man kan bruge et grand prix til rent politisk og derved sætte nogle andre ting på dagsordenen end bare at få hjerte og smerte til at rime i en eller anden sangtekst.”

Flere af de østeuropæiske lande deler det fællesstræk, at de alle er forholdsvist unge nationer, som opstod efter Sovjetunionens og Jugoslaviens fald. Ifølge professor emeritus i europæisk identitetshistorie, Uffe Østergaard, er landenes politiske markeringer et udtryk for, at de stadig er ved opbygge en national identitet.

”De østeuropæiske lande bruger mekanismen, som Eurovision er, til at skabe en national identitet. Konkurrencen er i virkeligheden udtryk for en fredelig kamp, og når østlandene bruger Eurovision på den måde, er det udtryk for, at de gerne vil anerkendes, og derfor vælger de en slagmark, hvor de kan realisere dem selv og opnå anerkendelse af deres kultur. Det er en gentagelse af nogle processer, som vi kender fra Vesten og Nordeuropa, hvor vi har brugt flere 100 år på at opbygge en identitet. De østeuropæiske lande prøver bare at gøre det på 20-25 år, og det gør de ved at føre krig på en fredelig måde.”, siger Uffe Østergaard.

Politikken forklædes

Selvom organisationen bag Eurovision, EBU, har sat et stramt reglement for politisk indhold i showet, så er det alligevel lykkedes flere at sende politiske stikpiller fra scenekanten.

Et af de lande, som flere gange har markeret sig politisk i Eurovision, er Ukraine. Det sås tydeligst tilbage i 2016, da den ukrainske sangerinde Jamala vandt konkurrencen med sin sang. ”1944”. Den ukrainske sang slap igennem nåleøjet, selvom den handler om, hvordan russiske soldater forfulgte den ukrainske befolkningsgruppe krimtatarerne i 1944.

Fakta-boks: oversigt over den politiske udvikling i Eurovision. Illustration: Frederik Rixen

Flere journalister, heriblandt ruslandskorrespondent fra Berlingske, Emil Rottbøll, mener, at Ukraines sang var en klar kritik af Rusland og en reference til annekteringen af Krim-halvøen.

”Sangen var et eksempel på en af de mange stridigheder, der har været mellem Rusland og Ukraine gennem historien. Ukraine valgte at hive et åbent sår frem for at vise, at Rusland er en skidt knægt, og der er derfor et gammelt traume, som de forsøger at reaktualisere i kølvandet på de seneste års politiske konflikter.”, siger Emil Rottbøll.

Til trods for at den ukrainske vindersang modtog kritik og vakte stor harme i Rusland for at trække referencer til storpolitik, vurderede EBU ikke, at der var klart tale om en overtrædelse af Eurovision-reglerne, da sangreferencen ikke talte direkte ind i noget politisk.

”Det er muligt, at sangen har en dobbeltbetydning, men det er jo ikke en tydelig reference til i dag, men i stedet en reference til en historisk begivenhed. Men det er jo alligevel lagt tydeligt ind, at det er en reference til Rusland.”, siger David-Emil Wickström, der er musikforsker ved Popakademie Baden-Württemberg i Tyskland, og som netop har forsket i sammenhængen mellem Ruslands og Ukraines relation og Eurovision.

Ifølge Ole Tøpholm, kan det ses som et eksempel på EBUs til tider lempelige syn på reglerne om politisk indhold, og han understreger samtidig, at det ikke er alle politiske budskaber, som udelukkes.

”Der er ret højt til loftet, hvad angår politiske tekster i Eurovision. Det vil for eksempel blive accepteret, hvis nogen havde en klimasang med. Men bruger man en tekst til at provokere og fordømme andre, så er det, at grænsen er klart overskredet. Og der er altså nogle lande, som har svært ved at definere, hvor den grænse ligger.”, siger Ole Tøpholm.

Ole Tøpholm understreger, at selvom EBU ikke holder deltagerne i kort snor, så er der set flere eksempler på øjeblikke, hvor grænsen for politisk indhold blev klart overtrådt. Det sås sidst i 2021, da Belarus blev diskvalificeret og udelukket for at deltage, fordi sangteksten i deres vinderbud var for politisk.

”Der er mange lande, som har fået advarsler. Det så vi blandt andet, da det kogte over for Belarus. Belarus var simpelthen gået for vidt. Det står også som et godt eksempel på, især for andre lande, som bevæger sig lige på grænsen, at man ikke kan tillade sig alt.”, siger Ole Tøpholm.

Handikap som politisk redskab

Året 2017 vil formentlig huskes af flere Eurovision-fans som det år, hvor storpolitiske konflikter bragede løs bag scenetæppet i optakten til showet. Efter den ukrainske sejr i 2016 blev hovedstaden Kijev udpeget som værtsby, og det vakte store problemer for den russiske, kørestolsbundne sangerinde Julija Samoijlova, som blev nægtet adgang til Ukraine, da hun optrådte på Krim-halvøen efter annekteringen i 2014.

Beslutningen blev taget, fordi sangerinden overtrådte Ukraines forbud mod direkte indrejser til Krim fra Rusland. Rusland valgte efterfølgende at trække sig helt fra årets konkurrence, selvom EBU tilbød flere muligheder for deltagelse. Ukrainske embedsmænd spekulerede dengang i, om det var en politisk handling fra russisk side for at få Ukraine til fremstå ekskluderende. Emil Rottbøll tilslutter sig ikke den ukrainske spekulation, men forholder sig stadig ikke helt afvisende.

”Man skal passe på med at tro, at alt er med i en eller anden snedig plan, hvor Putin sidder og bestemmer det hele. Omvendt så ved vi også godt, at der bliver ført en meget aktiv kulturpolitik, og Rusland har længe sammenblandet kultur og politik.”.

Musikforsker David-Emil Wickström er derimod mere skeptisk og tilskriver sig spekulationen fra Ukraine.

”Jeg mener, at Rusland brugte hende [Julija Semoijlova red.] til blot at udstille Ukraine som politiske. Hun var altså et politisk redskab. Russerne ville gerne vise, at de havde sendt en person, som sad i kørestol, og at de gik ind for diversitet. Det var et vældig fint PR-træk at lægge skylden på Ukraine, da de var nødt til at diskvalificere en person i kørestol. Jeg er sikker på, at de kendte til Ukraines lovgivning, og at hun havde optrådt i Krim. Det er ikke en stor hemmelighed, så det var helt klart en provokation.”, siger David-Emil Wickström.

Artiklen er skrevet af Frederik Rixen

Frederik har en bachelor i Ruslandstudier med tilvalgsfag i Journalistik Formidling og læser en kandidat i Analytisk Journalistik. Frederik har særligt beskæftiget sig med temaerne identitet og erindrings- og musikkultur.