Skrøbelige forhold mellem naboer

D. 17. februar i år fejrede Kosovo 15-årsdagen for sin uafhængighed. I 2008 løsrev landet sig fra Serbien og opnåede selvstændighed. Forholdet til den serbiske nabo er i dag en kilde til spændinger i regionen. Kan fornyet, internationalt fokus give endeligt håb om en løsning?

Fejring af landets uafhængighed d. 17 februar 2009. Foto: wikimedia

Kosovo fejrede den 17. februar 15-året for sin uafhængighed fra Serbien. Men uafhængighed har endnu ikke medført fuld international anerkendelse, ej heller forsoning med Serbien, og uafhængighedserklæring fra 2008 er den dag i dag en central kilde til regionens ustabilitet.

Forholdet til nabolandet Serbien er blandt de mest presserende, uforløste politiske spørgsmål, og giver ofte anledning til spændinger. Det betændte forhold mellem de to naboer har i flere omgange været på nippet til at koge over i nye væbnede konflikter, og udmeldelser om konflikter lignende dem, regionen gennemlevede i 1990’erne, ikke er uhørte.

Selvom der gennem tiden er blevet gjort utallige bestræbelser - uden større success - på at etablere et konstruktivt forhold er relationerne mellem Serbiens hovedstad, Beograd, og Kosovos hovedstad, Priština, stadig den dag i dag betændte. Grunden til dette skal findes i den manglende anerkendelse af Kosovo som en suværen stat samt vidtrækkende splittelse på tværs af etniciteter. En normalisering af forholdet mellem de to hovedstæder er en afgørende forudsætning for en fredelig og stabil region, men ligeledes også for landenes videre færden mod større vestlig integration.

En ny, større indsats, anført af internationale aktører, agter dog at bryde dødvandet. Hvorfor er en normalisering af forholdene mellem de to naboer nødvendig? Hvad indeholder de nyeste forslag og kan de lykkes, hvor så mange tidligere har fejlet? Det undersøger denne artikel.

Efter krigene i Jugoslavien i 1990’erne, arbejdede den daværende provins Kosovo mod selvstændighed. Serbien reagerede brutalt mod etniske albanere, der støttede uafhængighed. Foto: Wikimedia

Hvorfor er forholdet så skrøbeligt?

Siden selvstændighedserklæringen har Kosovos uafhængighed været en torn i øjet på Serbien. Serbien har konsekvent afvist at anerkende landets selvstændighed og anser derimod landet som en del af Serbien. Området, Kosovo dækker, har påtaget sig en nærmest mytisk dimension, der udgør det angivelige fødested for den serbiske nation.

En gennemgående fortælling, der fremstiller Serbien som et offer for Vesten og NATO, der angiveligt har krænket Serbiens suverænitet og frarevet Kosovo på ulovlig vis, har yderligere forstærket dette. Siden da kendetegner etniske spændinger, en hård retorik og manglende gensidig forståelse forholdet.

I slutningen af de blodige konflikter, der markerede opløsningen af det tidligere Jugoslavien i 1990'erne, udspillede der sig en krig mellem Kosovo og Serbien. Efter forgæves fredsforhandlinger indledte NATO, i forsøget på at tvinge serbiske styrker ud af Kosovo, et bombardement af Serbien, som varede i 78 dage. Serbiens officielle linje er, at Kosovo er en del af dets territorium - som det har været det meste af det forgangne århundrede.

På den anden side forbeholder Kosovo sig retten til territorial integritet og selvbestemmelse uden serbisk indflydelse. De tidligere jugoslaviske republikkers kamp for selvstændighed samt et større skel mellem de etniske kosovoalbanere og serbere har medvirket til et øget ønske om selvstændighed.

Senest kom disse spændinger til udtryk i slutningen af 2022, hvor snakken om et forbud mod serbiske nummerplader blev mødt af stor modstand fra det serbiske mindretal i den nordlige del af Kosovo. Serbiske embedsmænd - herunder politibetjente, dommere, parlamentarikere og borgmestre - trak sig fra statsinstitutioner og serbiske borgere opsatte vejspærringer.

Højtstående serbiske politikere udtalte at forholdet var på randen af væbnet konflikt, og serbisk militær blev sat på højeste beredskab. På trods af at planen sidenhen blev skrottet, vidner urolighederne om, hvor skrøbeligt forholdet mellem naboerne er.

I december 2022 opstillede Serbien Haubitser-kanoner langs grænsen til Kosovo. Foto: mod.gov.rs

International indsat for at stabilisere relationer

Med fornyet kraft, til dels grundet Ruslands invasion af Ukraine og genopblusningen af etniske spændinger, har flere forhandlinger og møder udspillet sig den seneste tid med EU som den afgørende mægler. Seneste mødtes den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, Kosovos premierminister, Albin Kurti, og EU-repræsentanter i Skopje i Nordmakedonien som led i den såkaldte EU-medierede Beograd-Priština dialog. EU lancerede denne dialog i 2010 med henblik på at at stabilisere forholdene, finde holdbare løsninger på langvarige stridigheder og fremme landenes EU perspektiver.

I forhandlingerne er en ny plan, oprindeligt iværksat af Frankrig og Tyskland og sidenhen støttet af samtlige 27 EU-medlemmer, på agendaen. Planen har længe været omgærdet af en manglende klarhed, og kun de forhandlende parter har været bekendt med indholdet. Ifølge den nu offentligt tilgængelige aftale vil begge lande anerkende deres respektive dokumenter og nationale symboler, respektere deres uafhængighed, autonomi og territoriale integritet, retten til selvbestemmelse og beskyttelse af menneskerettigheder. På lignende vis, forpligter Serbien sig med aftalen til ikke at gøre indsigelser mod Kosovos medlemskab i internationale organisationer.

Den nordlige del af Kosovo er inddelt i fire kommuner med en næsten udelukkende etnisk serbisk befolkning. Serberne har et tæt bånd til Beograd og sår tvivl ved Kosovos selvstændighed. Billede: wikimedia

Det mest profilerede og presserende spørgsmål i forhandlingerne handler om en potentiel sammenslutning af kommuner med serbisk flertal i Kosovo. Dette initiativ, der på engelsk går under navnet Alliance of Serbian Municipalities, deler vandene.

Idéen om en sådan alliance udspringer fra en tidligere politisk aftale, parterne indgik i 2013, som en del af den EU-medierede Beograd-Priština dialog. Aftalen blev på daværende tidspunkt hyldet som et gennembrud. Her forpligtede Serbien sig til at stoppe sin kampagne for at forhindre Kosovos medlemskab i internationale organisationer og Kosovos mulighed for at blive en anerkendt international aktør, mens Kosovo ville oprette den nu famøse sammenslutning. Hverken Beograd eller Priština har siden da levet op til deres del af aftalen.

Frygt for en Republika Srpska i Kosovo

Fra Priština argumenteres det, at en sådan oprettelse vil betyde oprettelsen af potentielle udbryderenklaver, der på længere sigt vil underminere landets suverænitet. Blandt kosovoalbanske ledere hersker der en frygt for, at en sådan alliance vil styrke serbisk indflydelse i landet, og at den på sigt vil efterligne Republika Srpska i Bosnien og Hercegovina.

Fra Republika Srpskas ledelse høres der ofte udmeldelser om potentiel løsrivelse af entiteten fra landet, hvilket er en yderst destabiliserende faktor. Kosovos forfatningsdomstol har ligeledes, i to tilfælde, stadfæstet, at sådan et fællesskab ville være forfatningsstridigt. På trods af en åbenlys modstand mod oprettelsen af en alliance lignende Republika Srpska, er der i følge eksperter intet i aftalen, der vidner om, at en sådan alliance ville få samme beføjelser, som Republika Srpska, og blandt andet have vetoret og derved ville kunne have indflydelse på Kosovos udenrigspolitik.

Den populære Albin Kurti er Kosovos nuværende premierminister og har siddet på posten siden starten af 2021. Foto: wikimedia

På modsatte side, understreger Serbien vigtigheden af alliancen som et skridt mod større beskyttelse af den serbiske befolkning i Kosovo og deres rettigheder. Nationale reaktioner fra visse serbiske segmenter og politiske partier og bevægelser, når snakken falder på Kosovo, understreger den vanskelige situation Vučić står i. Ethvert skridt, der kan opfattes som en lempelse af den serbiske position vis-a-vis Kosovo, bliver uden undtagelse anset som forræderi og bedrageri.

Hvis anerkendelse af Kosovo er et af Vučićs langsigtede mål, er der dog flere andre skridt, der kan tages, for at forberede den serbiske offentlighed. Her vil en afslutning af den prominente fortælling, der fremmer beretningen om Kosovo som en serbisk provins, samt afslutningen af den diplomatiske kampagne, der har til formål at overtale lande til at tilbagetrække deres anerkendelse af Kosovo, være væsentlige skridt.

Lignende vil et større samarbejde indenfor bl.a. eftersøgningen af forsvundne personer fra krigen kunne bidrage til vejen mod forsoning. Udsigterne til at genvinde Kosovos territorium og genoprette Kosovo som en serbisk provins, enten nu eller i fremtiden, er yderst tvivlsomme, hvis ikke umulige. Jo hurtigere Vučić, eller en fremtidig serbisk leder, indser og accepterer denne kendsgerning, jo før vil der kunne dannes et fundament for godt naboskab.

Standpunkter har længe været solidt forankret på begge sider. Beograd vil "aldrig" anerkende Kosovos uafhængighed, mens Priština har sagt, at forhandlinger med de tidligere "serbiske besættere" kun vil give mening, hvis det resulterer i serbisk anerkendelse af Kosovo.

Den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, og EU’s udenrigschef, Josep Borrell, ved en pressekonference. Foto: eeas.europa.eu

Hvis aftalen, der på nuværende tidspunkt er på tegnebrættet, opnås - og mere vigtigt, implementeres - vil den hjælpe i flere henseender. En forpligtelse til at respektere landenes suverænitet og territoriale integritet vil sætte en stopklods for de udmeldinger og diskussioner om mulige grænseændringer, der destabiliserer regionen. Det ville også sætte et punktum for den diplomatiske kamp, der udspiller sig, hvor Serbien forsøger at påvirke lande til at tilbagetrække deres anerkendelse af Kosovo.

Små skridt i den rigtige retning

Indtil videre har parterne ikke nået frem til en underskrevet aftale, på trods af flere bilaterale og multilaterale møder. Ikke desto mindre hersker der en opfattelse af, at landenes ledere har givet deres stiltiende accept af aftalen.

Samtidig med at Priština-Beograd forhandlingerne, og udsigten til en mulig forestående aftale, giver grund til en vis optisme, sender andre udviklinger i regionen ligeledes opmuntrende signaler. Nye udmeldinger fra Serbiens politiske elite, herunder Vučić, og en stigende afstandstagen blandt den serbiske befolkning overfor Ruslands invasion af Ukraine har tændt et lille lys. Siden krigen har Serbiens udenrigspolitik og manglende tilslutning til EU-sanktioner været den væsentligste hindring på landets vej mod EU, men i lyset af de seneste udmeldinger er der måske noget, der vidner om et lille skift til det bedre.

Hvorvidt en aftale er forestående står på nuværende tidspunkt hen i det uvisse. På trods af en vis optimisme er der blandt kritikere også en udbredt påpasselighed og skepsis over for udsigterne til en holdbar aftale i nærmeste fremtid, og hvorvidt parterne reelt vil implementere den.

Det er svært at se, hvordan landene, og regionen i helhed, skal bevæge sig mod større stabilitet, så længe spændingerne mellem Beograd og Priština regelmæssigt finder sin vej til overfladen. Uden et gennembrud i forhandlingerne vil ustabilitet, økonomisk tilbagegang og en konstant simren med potentiale til at koge over fortsætte med at plage relationen mellem de to lande.

Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet