• Helene Grøn

SOVJETISK MADKULTUR: KOM MED I DET TOTALITÆRE KØKKEN

Mad har flere funktioner. Først og fremmest giver den os næring, så vi kan sikre vores overlevelse. Maden tilbyder os også underholdning, skønhed, nydelse og eskapisme og så er måden vi køber, tilbereder, serverer og spiser mad på med til at opbygge og understøtte vores identitet. Kort sagt er mad ikke bare mad.


Sovjetisk madkultur
Kvinde undersøger bakterievækster. Den sovjetiske stat forsøgte ihærdigt at uddanne befolkningen i god fødevarehygiejne. Billede fra Bogen om Sund og Lækker Mad (1952)

Når madkulturen har så stor indflydelse på vores selvopfattelse, er der ikke noget at sige til, at den ofte bliver underlagt ideologiske, eller religiøse, strukturer. Ideologiseringen af madkulturen fandt naturligvis også sted i Sovjetunionen. Dette var blot ét område ud af mange, der skulle være med til at skabe det nye sovjetmenneske og sikre unionens fremtid. Den sovjetiske stats interesse for madkulturen giver os et unik indblik i, hvordan selv de mindste detaljer af hverdagslivet blev sat under ideologisk lup for at opnå drømmen om den socialistiske stat. Et konkret eksempel på dette finder vi i form af sovjetiske kogebøger. Staten havde monopol på udgivelsen af kogebøger og nu tænker du måske, hvordan ser en kommunistisk kogebog ud? Det kommer vi til at kigge nærmere på i denne artikel, men først skal vi lige omkring, hvordan den sovjetiske stat forsøgte at nedbryde en af samfundets mest traditionelle institutioner, nemlig familien.


ET OPGØR MED SAMFUNDETS KERNEINSTITUTION

Allerede i 1920’erne påbegyndte den sovjetiske stat en ideologisering af kulturen generelt og dens underliggende institutioner. Fra et ideologisk perspektiv havde staten en stærk interesse i et opgør med en af samfundets kerneinstitutioner; familien. Traditionerne omkring mad og madlavning i familierne blev anset for gammeldags og stemte ikke overens med kommunismens daværende principper om fællesskab, ligestilling og kommunalisme. Løsningen blev i korte træk: ud med det private køkken og ind med offentlige cafeterier, såkaldte stolovaja’er.


Ved at frigøre kvinderne fra hjemmets lænker frigjorde man arbejdskraft til den påbegyndte industrialisering og fremstod som en moderne rollemodel for det konservative Vesten, der haltede bagefter på ligestillingsfronten. Frigørelsen medførte også et opgør med det traditionelle syn på ægteskab, der jo var en religiøs konstellation og foragtet af kommunisterne. En udvikling, der fortsatte helt frem til 1940’erne, og det private køkken blev først for alvor genintroduceret under Khrusjtjov i slutningen af 1950’erne og start 1960’erne.


Forandringerne medførte dog ikke en kulturel ”løssluppenhed” - tværtimod. Det sovjetiske lederskab gik ind for en disciplineret kultur ud fra devisen om, at det nye sovjetiske samfund og nye sovjetiske menneske skulle omskoles til den kommunistiske ideologi. Der var stort fokus på anvendelighed, nytte og sundhed, og det samme gjorde sig gældende inden for madkulturen.


Netop fordi denne del af kulturen var så tæt forbundet med borgernes hverdag, så man den som et stærkt magtmiddel. Derudover var der tale om en total indskrænkning af den personlige og private sfære, hvor magtforholdet mellem borger og stat tippede til sidstnævntes klare fordel. Borgerne blev nu afhængige af statens evne til at brødføde dem. En afhængighed, der kun steg i takt med, at landbruget blev kollektiviseret og industrien statsejet.


MADLAVNING I VIDENSKABENS NAVN

Videnskab og forskning spillede en afgørende rolle i Sovjetunionen. Dette havde mange årsager, for eksempel. at den moderne industri og teknologi var et resultat af videnskaben, men også at man så det som et modstykke til religion, der i årtier havde dannet grundlaget for folkets verdensopfattelse. Alt blev videnskabeliggjort også madproduktionen og madlavning generelt.


Forskere, ernæringseksperter og kokke samarbejdede om at opfinde og udvikle nye fødevareprodukter og opskrifter egnet til det sovjetiske menneske. Nye enæringsstandarder og kulinariske principper blev udviklet og dannede grundlaget for, hvordan mad skulle produceres, tilberedes og spises. Der var en udbredt forståelse af, at madlavning var en videnskabelig disciplin, der krævede videnskabelig indsigt og forståelse. Netop derfor gav det også god mening at overlade tilberedningen af mad til cafeterierne, så man kunne sørge for, at borgerne fik præcis den kost og næring, de havde brug for. Videnskaben, læger og ingeniører udviklede den bedste mad til arbejderen og målet var at skabe den stærkeste og sundeste generation af mennesker i hele verden.


STATSMONOPOL & STALINISTISK KOGEKUNST

Slutningen af 1930’erne markerede et vendepunkt i den sovjetiske stat på flere punkter. For det første blev kollektiviseringen for alvor betragtet som gennemført, og derudover havde man fået etableret en relativ moderne fødevareindustri. Dette blev blandt andet fejret med udgivelsen af kogebogen Книга о вкусной и здоровой пище (Bogen om lækker og sund mad), der udkom for første gang i 1939. Udover at hylde den socialistiske fødevareindustri skulle kogebogen også være med til at uddanne de sovjetiske kvinder i korrekt madkultur, og hvad der blev betragtet som kulturnyj, kulturelt korrekt, i det nye og moderne sovjetiske køkken.


Udgivelsen af kogebogen er interessant på flere punkter. For det første er bogen et eksempel på, hvordan den sovjetiske stat gav ansvaret for individets sundhed og ernæring tilbage til kvinderne efter i 1920’erne at have frigjort dem fra hjemmet. For det andet giver den indblik i, hvordan både ideologi og videnskab dannede grundlaget for den dannelsesproces, som den sovjetiske befolkning skulle gennemgå. Endelig er kogebogen et interessant eksempel på, hvordan socialistisk realisme også kunne tage sig ud.

sovjetisk madkultur
Guide til tilberedning af en hel kylling. Billede fra Bogen om Lækker og Sund Mad (1952)

SUND OG LÆKKER MAD I DET TOTALITÆRE KØKKEN

Der findes to udgivelser af Bogen om Sund og Lækker Mad fra henholdsvis 1939 og 1952. 1939-udgaven indledes med en fortælling om den forbrugsoverflod, som socialismen allerede er i gang med at skabe. Budskabet er, at revolutionen ikke blot har givet de sovjetiske borgere deres politiske frihed, men er også vejen mod et liv med materielle goder og et berigende kulturliv. Bogen er dermed også en fejring af, hvor lang kommunistpartiet allerede er nået.


Statens generøsitet hyldes og der bliver ikke sparet på superlativerne når det kommer til beskrivelserne af den udvikling og modernisering fødevareindustrien har gennemgået. Samtidig beskrives det, hvordan sikkerheden omkring kvalitet og hygiejne er blevet højnet. Grundlaget er således lagt for, at arbejderne i Sovjetunionen kan være velernærede, muntre og sunde.


I indledningen kritiseres den vestlige overflod, der beskrives som ulige og drevet af et perverst overforbrug, der udnytter mennesket for økonomisk vinding. Udover de mange opskrifter er finder vi også et utal af reklamer. Med til reklamerne følger forklaringer til en lang række af nye og moderne fødevareprodukter, som den sovjetiske borger kunne se frem til. Der er flere reklamer for konserves og frostvarer, der tillader at man kan spise varieret uafhængig af sæson. Disse produkter giver desuden et minimum spild og arbejde for kvinden i køkkenet. I virkeligheden måtte de fleste sovjetiske husmødre dog kigge langt efter de fleste af de nye produkter og kogebogen anerkender også, at ikke alle produkterne kan forventes at kunne købes fra starten. For eksempel vil frostvarer først blive tilgængelige, når man faktisk påbegynder masseproduktionen af køleskabe.


I udgaven fra 1952 fortsætter fejringen af den sovjetiske stats fremskridt, og bogen indeholder en særlig hyldest til Stalin. Udgaven tager sig visuelt anderledes ud. Store dele er trykt med farvede illustrationer og fotografier af bedre kvalitet. Derudover indeholder udgaven også et nyt kapitel om køkkenet. Her er fokus på køkkenindretning, et interessant skifte tilbage til det private køkken.

Læseren bliver blandt andet introduceret til korrekt hygiejne og opbevaring af fødevarer, bakterier og risikoen ved bakterievækst. Vi finder desuden også forslag til alt fra rengøringsremedier, til skraldespandens placering, brugen af fliser eller oliemaling og en introduktion til det længe ventede køleskab. Hvor den første udgave dyrkede den socialistiske fortælling, er den anden udgave meget mere praktisk orienteret.


Begge udgaver af Bogen om Sund og Lækker Mad har stort fokus på ernæring og sundhed. Man finder derfor både information om vitaminer, det korrekte kalorieindtag baseret på alder og køn, samt forslag til, hvordan man sammensætter ernæringskorrekte måltider.


Sovjetisk madkultur
Tabel over det anbefalede fødevareindtag for børn fra 3 til 5 år og 5 til 7 år. For begge grupper gælder anbefales max 60 g sukker pr dag og henholdsvis 5 og 10 g ost. Billede fra Bogen om Sund og Lækker Mad (1952)

Kogebogen er på mange måder et ideologisk mesterstykke i den forstand, at staten formåede at udvikle et stalinistisk køkken, hvor man fjernede alle alternativer og valg fra individet. Den er dermed et eksempel på, hvordan det totalitære styre formåede at snige sig ind i selv den mindste afkrog af hverdagslivet.


Bogen om Sund og Lækker Mad endte dog ikke som den sovjetiske udgave af Frk. Jensens Kogebog. I stedet udviklede kogebogen sig til at være et udstillingsstykke i mange sovjetiske hjem, hvor den lå fremme til pynt. Den blev sjældent brugt og forblev på den måde det, den var tiltænkt fra starten; et stykke idealiseret madkultur, et propagandastykke, der lovede den sovjetiske forbruger en fremtid uden knaphed og sult.


Læs mere om sovjetisk fødevarehistorie og -kultur i artiklen REVOLUTION & RATIONERING - et indblik i sovjetisk fødevarehistorie her


Artiklen er skrevet af Helene Grøn Vestergaard



53 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png