REVOLUTION & RATIONERING - et indblik i sovjetisk fødevarehistorie
I denne artikel får du et crash course i sovjetisk fødevarehistorie. Ved du for eksempel hvem, der insisterede på at masseproducere sovjetisk champagne? Hvordan hammer og sejl blev det sovjetiske nationalsymbol? Eller hvilke fødevarer, som var mest ideologisk korrekte fra et kommunistisk synspunkt? Blive klogere på det og meget mere her.
I Sovjetunionen var fødevareindustrien, som alt andet, et stort ideologisk projekt. Mad og fødevareproduktion udgjorde en central del af sovjetisk mytologi og blev ivrigt brugt i kunst og kulturlivet til at understrege den socialistiske stats succeser. Desværre var virkeligheden langt hen ad vejen en anden.
VEJEN MOD KOMMUNISME ER BELAGT MED... KAPITALISME
NEP, der står for New Economic Policy eller Новая экономическая политика, betegner den økonomiske politik som Lenin indførte i 1921. Lenin anerkendte, at Rusland og resten af unionen var langt fra at være det industrialiserede samfund, der var nødvendig for, at kommunismen kunne blomstre. Den sovjetiske leder iværksatte derfor NEP for at transformere Sovjetunionen fra bonde- til industrisamfund. Reformeringen var på mange punkter baseret på kapitalistiske principper for eksempel tillod man privat ejerskab af landbruget og store dele af den eksisterende industri.
Denne overgangsperiode havde ikke kun et økonomisk formål. Lenin mente, at Sovjetunionen havde brug for en forsoning mellem land og by efter borgerkrigen. Man forsøgte fra politisk side at anerkende bonden og den vigtige rolle, som landbruget ville komme til at spille i udviklingen af den kommunistiske stat. Vigtigheden af forening mellem land og by, mellem arbejder og bonde, kom stærkest til udtryk gennem det ikoniske sovjetiske nationalsymbol, hammer og sejl, der også prydede det sovjetiske flag.
Efter Lenins død i 1924 ønskede Stalin at accelerere moderniseringen og ideologiseringen af det sovjetiske samfund. Stalin påbegyndte derfor det, der blev kendt som revolution fra oven i 1928. Her var der særligt fokus på øget industrialisering og kollektivisering af landbruget. Stalins ønske om tvangskollektivisering var ikke kun ideologisk.
Indtil da var landbrugssektoren den mest indtjenende sektor i unionen, og der var således mange midler at hente for staten ved kollektiviseringen - midler man havde desperat brug for, hvis industrialiseringen af samfundet skulle gennemføres indenfor en overskuelig fremtid.
DEN DER IKKE ARBEJDER FOR STATEN SKAL IKKE SPISE
I slutningen af 1920’erne begyndte de første fabrikker at skyde op. Der var fortsat store problemer med at få fødevareproduktionen op i gear og produktionsniveauet var lavere end før 1914. Fra 1929-1934 steg antallet af bønder i kollektiver fra 4% til 71,4%. Derudover blev i omegnen af 10 millioner bønder deporteret fra deres hjemegn for at opdyrke nye landarealer for staten.
Tvangskollektiviseringen medførte store protester blandt bønderne, der som modsvar slog halvdelen af alle slagtedyr ned. Konflikten mellem bønderne og staten fremmede ikke den forsoning som Lenin havde ønsket. Tværtimod, var der en udbredt opfattelse af, at bønderne udgjorde en potentiel trussel mod både ideologi og stat.
Efter overtagelsen af landbruget valgte staten desuden at finansiere store dele af industrialiseringen ved at sælge korn til udlandet. Overtagelsen af landbruget og kollektiviseringen betød derfor også, at den kommunistiske stat startede 1930’erne ud med rationeringer, sult og hungersnød, der kostede millioner af sovjetiske borgere livet, særligt i Ukraine.
Grundet bøndernes nedslagtning af husdyr var der akut mangel på kød. Dette var særdeles kritisk, ikke kun af ernæringsmæssige grunde men også af ideologiske. En varieret og proteinfyldt diæt blev betragtet som helt central for den sovjetiske arbejders udvikling. At staten ikke var i stand til at leve op til dette var problematisk.
Derfor blev rationeringen inddelt efter et ideologisk hierarki, hvor partifolk og arbejderne lå øverst og bønderne i bunden. For eksempel indførte man i Leningrad (i dag Skt. Petersborg) og Moskva rationering af kød på 150-200 gram om ugen, men kun til arbejderne på fabrikkerne. Sloganet ”Den der ikke arbejder for staten skal ikke spise” blev introduceret som en slags pisk og gulerod særligt møntet på de bønder, der modsatte sig statens overtagelse af landbruget.
CHAMPAGNE OG KAVIAR TIL (NÆSTEN) ALLE
Mens starten af 1930’erne var karakteriseret af en generel mangel på fødevarer, så markerede 1935 officielt året for den endelige etablering af den moderne sovjetiske fødevareindustri. De efterfølgende år frem til 1941 er på russisk kendt som жизни в розовом свете, livet i den lyserøde tid.
For første gang begyndte den sovjetiske stat at være i stand til at opfylde borgernes basale behov, dog primært i de større byer og industriområder. En prioritering, der fortsat var baseret på det ideologisk hierarki, som borgerne var inddelt efter.
Det næste skridt blev, set med statslige øjne, at forbedre levealder og -standard. Mellem 1938 og 1939 var den gennemsnitlige levealder i Rusland 43 år. Til sammenligning var den i Frankrig og USA i samme periode henholdsvis 59 år og 63 år.
Det sovjetiske styre hentede stor inspiration fra USA i udviklingen af industrien. I 1936 rejste en sovjetisk delegation til USA for at studere den amerikanske fødevareindustri. I spidsen for delegationen stod kommissær Anastas Mikojan, leder af Folkets Kommissariat for Fødevareindustrien.
Mikojan var opsat på at promovere den sovjetiske fødevareindustri og madkultur. Det var vigtigt at vise, at den kunne måle sig med den amerikanske. Derudover markerede den anden femårsplan, der løb fra 1933-1938, et mentalt skifte. Hvor man i 1920’erne havde haft fokus på den selvopofrende arbejder, der levede en simpel og hedonisk livsstil så skulle 1930’erne være være årtiet med fokus på det sovjetiske menneskes kulturelle dannelse.
Man ønskede at vise, at den kommunistiske stat var i stand til at give alle sine borgere de samme goder, der tidligere ellers kun havde været forbeholdt overklassen. Således eksploderede isproduktionen fra 20 ton i 1932 til 46.000 ton i 1938.
I 1936 begyndte masseproduktionen af russisk champagne efter ønske fra Stalin. Den sovjetiske champagne har med tiden opnået kultstatus og kan den dag i dag stadig købes i mange russiske kiosker.
Kaviar blev også produceret i store mængder, men forblev både dyrt og utilgængeligt for den almindelige sovjetiske borger. Fra et ideologisk synspunkt kunne kaviar ikke måle sig med produkter som is og champagne, da det blev anset som et råstof frem for et resultatet af en produktionsproces. Dermed var det ikke noget, som kom direkte fra den sovjetiske arbejder og industri og derfor blev det aldrig en politisk prioritet at gøre kaviar tilgængelig for masserne.
Denne produktion af føde- og forbrugsvarer, der havde en aura af luksus om sig, såkaldt kitsch, betød dog ikke, at den almindelige sovjetiske borger kunne påbegynde en mere luksuriøs hverdag. Helt frem til 1941 kæmpede staten med at forsyne befolkningen med basisvarer som brød og kød og gennemførte i 1930’erne også løbende en delvis rationering.
Illustrationer: Книга о вкусной и здоровой пище (1952)
2. verdenskrig satte størstedelen af fødevareindustrien i stå. Borgerne blev i stedet opfordret til at sikre deres ernæring gennem egne nyttehaver - noget der ellers havde været ganske uhørt tidligere. Fra et ideologisk synspunkt var det en kollektiv opgave at brødføde nationen og ikke et individuelt ansvar.
Efter 2. verdenskrig var det først i midten af 1960’erne, at levealderen og -standarden i Sovjetunionen begyndte at stige markant. Denne udvikling skyldtes blandt andet, at man for første gang i unionens levetid formåede at øge produktionen af kød og mejeriprodukter. I 1965 var den gennemsnitlige levealder for mænd steget til 65 år. Dog forblev knaphed, hamstring og uformelle byttehandler karakteristisk for den sovjetiske fødevare- og forbrugskultur helt frem til Sovjetunionens kollaps i 1991.
Denne artikel er den første af to artikler om sovjetisk fødevarehistorie og -kultur. Læs mere om udviklingen fra 1960'erne og frem, samt den sovjetiske stats monopol på kogebøger i næste artikel.
Artiklen er skrevet af Helene Grøn Vestergaard
_edited_edited.png)
_edited.png)
_edited.png)