• Anna Chinchaladze

STEMMER FRA 90'ERNE: ANNA I GRÆNSELANDET MELLEM GEORGIEN OG RUSLAND

Hvad betyder det at være vokset op i en brydningstid? I denne artikelserie giver vi ordet til den postkommunistiske 90’er generation. En gruppe af unge mennesker, der blev født i Sovjetunionens skygge og i et samfund, der skulle genfinde sin identitet, værdier og struktur. I denne artikel kan du læse Anna Chinchaladzes refleksioner om sin opvækst som etnisk georgier i Rusland i 1990’erne og hvad det vil sige for hende at tilhøre den postkommunistiske 90’er generation. I dag bor og arbejder Anna i Holland.

Det her er mig I 1996/1997, der danser på gaden iført min Anders And trøje med tilhørende shorts.
Det her er mig i 1996/1997, der danser på gaden iført min Anders And trøje med tilhørende shorts.

Vi lader til at tænke over fortiden igen og igen - har vi overhovedet retten til at tale om den på vegne af andre end sig selv? Da jeg blev spurgt ind til mine postsovjetiske oplevelser, tænkte jeg – hvordan kan min oplevelse være relevante, hvis jeg er født ét sted, men opvokset et andet? Efter at have tænkt lidt over det gik det op for mig, at jeg kan og bør tale om mine oplevelser. Netop fordi vi er mange, hvis liv blev revet op ved rødderne, men som sandsynligvis er heldige nok til ikke at huske de mange økonomiske problemer og den politiske tumult, som karakteriserede de postsovjetiske lande i 1990’erne. Jeg blev født i 1994 i Georgien. Til trods for at Sovjetunionen var brudt sammen, så bærer min fødselsattest stadig hammer og sejl. Jeg ville ønske dette var den eneste rest af sovjet, men det er det ikke.


Børnene af 1990’erne og jeg selv voksede op omgivet af slægtninge, undervisere og butiksarbejdere, som alle bar sporene af det sovjetiske liv med dem. Gennem dem har vi arvet fortiden om vi vil det eller ej. Jeg kan huske min bedstefars afsky over for alt vestligt: tyggegummi og jeans var ikke bare ting, men symboler på kapitalismen og den vestlige ideologi. Han voksede op i en bjerglandsby i Georgien under 2.verdenskrig og huskede, hvordan majsgrød nogle gange var det eneste hovedmåltid, ja sommetider endda det eneste måltid overhovedet.


For ikke så lang tid siden fortalte han mig en historie fra sin barndom. Tilbage i 1940’erne kom en fjern slægtning forbi deres hus. Min bedstemor, Tamara, bød personen velkommen og tilbød ham den eneste kylling de havde tilbage i hønsehuset. Mens min bedstefar fortalte historien, grinte han og sagde: “ jeg håbede han ville tage af sted hurtigt og så han ikke kunne nå at spise det hele”.


Ham og hans generation voksede op med en tro på det kollektive gode. Hvad end du havde, så delte du det med de andre. Eller det var, hvad ideologien fortalte man gjorde, og det var også noget som mange hårdtarbejdende folk troede på. Min bedstefar kalder sig selv for kommunist den dag i dag og er stolt af det. Selvfølgelig så han den dualitet, der eksisterede mellem virkeligheden og det som kommunistpartiet prædikede, men han så det som afvigelser fra det højere mål og en del af den menneskelige svaghed.


I disse dage har mange mennesker (hvoraf nogle ikke er født i Sovjetunionen) et nostalgisk syn på Sovjetunionen. Arbejdslejre, udrensninger og dyb økonomisk ulighed i det sovjetiske regime er blevet omhyggeligt fjernet fra historiebøgerne i det postsovjetiske Rusland. Det til trods for at man vel ikke kan sige at noget er blevet fjernet, hvis det aldrig har været at finde i skolernes historiebøger til at starte med.


Min generation voksede op med fraværet af ‘den store idé’. Nogle vil argumentere at penge i stedet blev den store idé og det nye ideal for mange. Vi, i modsætning til vores forældre, havde ikke mulighed for at huske grundlaget for marxismen og leninismen.





De sovjetiske ledere sagde, at kommunismen var det næste skridt efter socialismen, men vi, 90’er generationen, voksede op med dikij (vild) kapitalisme i stedet. Vi så, hvordan en markant og stigende økonomisk ulighed voksede op omkring os: nogle forældre kunne købe Gucci tøj og dyre telefoner til deres børn, mens mange andre var nødt til at gå i basarer og prutte om prisen på kopimærker.


Hvis du derudover var ”sej nok”, så kunne du fejre din fødselsdag på McDonalds. På en eller anden måde blev fastfoodkæden et prestigefyldt sted at fejre fester, det var noget nyt og innovativt, noget der bragte dig tættere på den verden, du kunne se på videobånd.


Svetlana Aleksijevitj, en hviderussisk forfatter, har en af de mest levende beretninger om det postsovjetiske samfund: ”Vores land blev pludselig dækket af banker og reklametavler. Nye typer af varer dukkede op. I stedet for slidte støvler og gammeldags kjoler fik vi endelig de ting, vi altid havde drømt om: blå jeans, vinterfrakker, lingeri, anstændig service”.


Et af de tydeligste minder jeg har fra min barndom i 1990'erne er, hvor glad jeg blev, hver gang mine forældre havde råd til at købe Kinder Surprise til mig. Jeg kan også huske, hvordan jeg skændtes med min søster på bagsædet af bilen om, hvem der skulle spørge vores forældre om vi kunne få pommes frites fra McDonalds.


Nogle vil måske sige, at dette lyder som en ret gennemsnitlig barndom, men hvad mine og mange andres forældre måtte gennemgå, er uden for normalen. Som om økonomisk trængsel og politisk krise ikke var nok, måtte de også håndtere det faktum, at de opholdt sig illegalt i Rusland. Den illegale status betød at man ikke kunne få en ordentlig lejekontrakt og kunne blive smidt ud af ens lejlighed uden varsel. Det betød også, at vi for at kunne gå i børnehave var nødt til at bestikke de rette mennesker. Bestikkelse og korruption indgik i hver en lille del af samfundet. Jeg kan med en vis sikkerhed sige, at korruption var noget, man kunne se overalt i de postsovjetiske lande.


Når jeg tænker på, hvad der forener den postsovjetiske generation, eller rettere sagt folk på min alder, så er det historierne fra 1990'erne. Jeg voksede op mellem to lande - Rusland og Georgien - og i begge omtales denne periode som "likhie 90’ere (de vilde 90'ere)" på russisk eller "bneli 90 (de mørke 90'ere)" på georgisk.


Jeg husker, hvordan mine bedsteforældre i Georgien klappede, når strømmen kom igen sent på aftenen. Jeg husker den store kontrast mellem Moskva og de regioner i Rusland, hvor det føltes som om, at Sovjetunionen aldrig var ophørt med at eksistere. Jeg husker, hvordan jeg så den vestlige popkultur på videobånd og i fjernsynet og følte, at denne anderledes verden aldrig havde været så tæt på og så langt fra os på samme tid.


Artiklen er skrevet af Anna Chinchaladze

56 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png