• Christoffer Kjeldsen

Stigmatisering og eksklusion i Bosniens uddannelsessystem

Opdateret: 21. feb.

Europa-Kommissionens nyeste rapport om Bosnien beretter om vidtgående diskrimination og eksklusion i det bosniske uddannelsessystem. En lang række sager om diskrimination og omsorgssvigt understøtter Kommissionens kritik.


Borgere demonstrere foran parlamentet i Sarajevo efter offentliggørelsen af billeder fra institutionen Pazarić. “Stop moderne slaveri”, står der skrevet på banneret. Foto: hercegovina.info

“Dette er ikke et enestående tilfælde, men resultatet af et kontinuerligt dårligt politisk system”

Dette konstaterede den bosniske psykolog Ibrahim Prohić i kølvandet på offentliggørelsen af en række skrækkelige billeder fra den statsdrevne institution Pazarić for godt to år siden. Billederne, der viste mishandlingen af børn med særlige behov lænket til både radiatorer og senge, chokerede offentligheden. Sammen med billederne, blev det påstået, at institutionens ledelse havde anvendt børnene som arbejdskraft til forskellige private renovationsprojekter. Talrige demonstranter forsamlede sig landet over og tilkendegav deres utilfredshed med regeringen og de ansvarlige.

Landets politikere fordømte på det kraftigste forholdene på institutionen og understregede vigtigheden af at revidere den daværende lovgivning og implementere nye love og foranstaltninger. En kommission med hovedopgaven at undersøge de nærmere omstændigheder blev også nedsat.


“Børn med specielle behov er blandt de mest marginaliserede og ekskluderede”

Siden landets uafhængighed i 1992 har Bosnien underskrevet og ratificeret henholdsvis FN’s Handicap- og Børnekonvention. Mens den førstnævnte konvention blandt andet garanterer at børn med handicap har samme muligheder og rettigheder som andre, foreskriver børnekonvention at alle børn har ret til skolegang, tryghed og beskyttelse mod diskrimination.

På trods af de bosniske forpligtelser over for menneskerettighederne og internationale konventioner mener en række internationale aktører, at situation i praksis er betydeligt anderledes.


I Europa-Kommissionens årlige rapporter om Balkanlandene og Tyrkiet, der alle sigter efter EU-medlemskab, er et af de centrale punkter landenes beskyttelse og overholdelse af fundamentale menneskerettigheder, og bekæmpelse af diskrimination og stigmatisering. I Kommissionens rapport om Bosnien vurderes det, at behandlingen af udsatte børn i Bosnien er yderst kritisabel: “Mange børn med særlige behov er, i strid med internationale konventioner, anbragt på døgninstitutioner. Denne institutionalisering af børn påvirker deres udvikling og deltagelse i samfundet negativt og udsætter dem for mishandling og misbrug.” Ifølge Kommissionen, er Bosnien nødt til at adressere eksklusionen af børn med udviklingsforstyrrelser.


UNICEF har på lignende vis kritiseret det bosniske uddannelsessystem. Ifølge den internationale organisation udgør børn med udviklingsforstyrrelser en af de mest marginaliserede og ekskluderede befolkningsgrupper i landet. De eksisterende institutionelle rammer er ikke tilstrækkelige og ikke af den fornødne kvalitet, understreger UNICEF og fremhæver vigtigheden af gennemgående reformer. En manglende politisk vilje for at sikre bedre vilkår til samfundets mest udsatte anses som værende blandt hovedårsagerne.


Forfærdelige forhold og stigmatisering af samfundets mest udsatte

Den allerede nævnte Pazarić-sag er blot én i en længere række om diskrimination, stigmatisering og pligtforsømmelse indenfor uddannelsessystemet, der i de seneste år har nået offentligheden.

Én af disse sager omhandler den unge Slavko Mršević. Sagen starter helt tilbage i 2015, efter Mršević blev diagnosticeret med en mild form for autisme. Som reaktion på denne diagnose, besluttede hans skole, uden hverken et juridisk grundlag eller yderligere forklaring, at bortvise ham omgående. Denne beslutning blev, ikke overraskende, mødt med stor kritik fra både offentligheden, den unge drengs far og familiens juridiske repræsentant. Efter skolens beslutning fulgte fire år med juridiske kampe samt internationale og nationale organisationers indblanding. I april 2019, dagen efter at Human Rights Watch havde udsendt et åbent brev, hvori organisationen henviste til Bosniens internationale forpligtelser og overtrædelser af de gældende konventioner, besluttede skolen at lade Mršević genoptage sin skolegang.

At både Mršević-sagen, samt lignende sager, er blevet løst, skyldes enten en stigende medieomtale, internationale organisationers indblanding eller civilsamfundets vedholdenhed, og ikke myndighedernes arbejde. Disse sager viser, hvordan de respektive institutioner ikke har efterlevet de gældende love og reguleringer. Dette har resulteret i alvorlige overtrædelser og begrænsninger af børnenes ret til blandt andet undervisning.


Den unge Slavko Mršević. Foto: sarajevotimes.com

To-skoler-under-ét-tag - adskillelse af børn efter etnisk tilhørsforhold

Måske det klareste eksempel på etnisk segregation i uddannelsessystemet er konceptet to-skoler-under-et-tag, der med stor international opbakning, opstod i slutningen af 1990’erne.

Dette fænomen anvendes i den bosniske føderation, hvor kroater og bosniakker udgør et flertal og lever side om side. For at begrænse kontakten mellem de to etniciteter går børnene i skole på skift, og i nogle skoler anvendes sågar separate indgange. Børnene bruger forskelligt undervisningsmateriale og har forskellige undervisere. Tre forskellige uddannelsessystemer med tre forskellige læreplaner og dertilhørende historiebøger - en for hver af de tre etniciteter i landet: den kroatiske, bosniakiske, og serbiske. Særligt følsomme spørgsmål vedrørende geografi, sprog og historie, er emner der skaber stor splid.


Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har ofte fremhævet de negative samfundsmæssige konsekvenser af dette system. Denne praksis hverken promoverer tolerance, knytter en fælles forståelse eller er medvirkende til at skabe venskaber på tværs af de etniske og religiøse grupper. Faktisk det modsatte. Børnene vokser op i et segregeret system og lærer kun én side af historien, og ikke om de forskellige nuancer og andres oplevelser og holdninger.

Douglas Davidson, tidligere leder af den bosniske mission for OSCE, har udtalt, at “et land med tre forskellige historier, ikke er et land med en fælles opfattelse af sig selv.”


På trods af at konceptet blev implementeret i 1990’erne for at facilitere hjemkomsten af krigens flygtninge, forvolder konceptet i dag store udfordringer. Konceptet medvirker til at videreføre etnisk splid i de yngre generationer, hvilket er en væsentlig hindring for stabilitet, fredelig sameksistens og en normalisering af interetniske forhold, understreger OSCE. På trods af at adskillige nationale domstole i flere kendelser har proklameret at denne praksis strider mod de gældende lovgivninger og beordret dens afskaffelse, er disse domme dog ikke blevet efterkommet.



En skole i byen Travnik, der opererer under konceptet “to-skoler-under-et-tag”. Foto: nytimes.com

Problemerne i uddannelsessystemet tilskrives systematisk korruption

Den prominente oppositionspolitiker Sabina Ćudić, leder af partiet Naša Stranka (Vores Parti), tilskriver de dybtliggende problemer i det bosniske uddannelsessystem systematisk korruption. Denne korruption “startede ikke for et, to eller tre år siden, men derimod for årtier siden,” understreger Ćudić. I et samfund hvor nepotisme og korruption hersker, er det ikke sært at skrækkelige sager om omsorgssvigt ser dagens lys, påpeger Ćudić.


Dunja Mijatović, Europarådets kommissær for menneskerettigheder, har gentagne gange understreget vigtigheden af en reformering af uddannelsessystemet. Et funktionelt og inkluderende uddannelsessystem, samt børneinstitutioner, der tager højde for forskellige behov, er afgørende for Bosnien, har Mijatović udtalt. På trods af Mijatović’ gentagne opfordringer har den bosniske regering ikke udviste en større politisk vilje til at implementere allerede eksisterende lovgivning og efterkomme dette behov.


I landet, der geografisk er lidt større end Danmark, men med et betydeligt mindre indbyggertal, er der to autonome entiteter, 142 kommuner, 10 kantoner, en selvstændig administrativ enhed, og én national regering. Med dette politiske setup følger der 13 selvstændige uddannelsesministerier. Det estimeres, at der totalt er i omegnen af 180 ministre, 600 lovgivere, samt omkring 70.000 bureaukrater.

Svækkede institutioner udgør ofte et almindeligt problem i et postkonfliktsamfund. Institutionerne er ofte underbemidlede og overbebyrdede i forbindelse med genopbygningsprocessen, mens nye politiske rammer også udgør en central udfordring. Dette kan være problematisk, da den politiske autoritet ofte er svag, mens civilsamfundet er splittet af den overståede konflikt. De politisk ansvarlige og beslutningstagere negligerer ofte vigtigheden af et velfungerende uddannelsessystem og tilsidesætter det frem for politisk magt og indflydelse. Blandt befolkningen breder der sig en stor mistillid og utilfredshed med institutionerne, der bør spille en central rolle i et samfunds overgang fra usikkerhed og ødelæggelse til udvikling og vækst. De institutioner, som folk burde sætte deres lid til, har mistet befolkningens tillid - hvis den da nogensinde har været der.

I stedet for at børnenes velbefindende er statens opgave, har flere NGO’er påtaget sig opgaven at facilitere undervisning og andre lignende aktiviteter, uafhængigt af de statslige institutioner. Størstedelen af disse organisationer drives ofte af forældre, for hvem behandlingen af børn med særlige behov er af personlig interesse.


Lad os afslutningsvis vende tilbage til børnene fra Pazarić institutionen. På trods af politikernes løfter om handling er forholdene stadig yderst kritisable. Resultatet af den nedsatte kommissions arbejde er fortsat ukendt, konsekvenserne af regeringens initiativer er stadig i det uvisse, og sagens retslige efterspil er stadig undervejs. Selvom børnene fra Pazarić ikke længere er udsat for samme behandling, er et væsentligt spørgsmål dog stadig ubesvaret: Hvad sker der med de børn, der er udsat for lignende behandling, men hvis historier af den ene eller anden årsag ikke når offentligheden?


Artiklen er skrevet af Christoffer Kjeldsen


Christoffer har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i European Studies fra Aarhus Universitet



53 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png