• Alexandros Minousis Gram

Stjerneklar frost, kulminer og jul i Schlesien

I Danmark er vi gerne stolte af vore juletraditioner. Jul bliver taget seriøst, og der er lidt til alle. Fra vilde julefrokoster med diverse hændelser i diverse kopirum til hygge i familiens skød med pyntet grantræ i stuen. Fra J-dag i byen til æbleskiver og risalamande i strikket sweater. Med risiko for at træde en og anden jantelovsparagraf over tæerne tør vi godt påstå, at vi har en vis ekspertise udi jul.


Det er vi dog ikke de eneste, der har. Nogle år tilbage var jeg så heldig at opleve en polsk jul – og ikke hvor som helst i Polen, men i Schlesien, som er gammelt østrigsk og siden prøjsisk område. Schlesien kan kaldes Polens Manchester eller Ruhr-distrikt. Det er industri og kulminer, endda af den slags der fortsat er aktive, tilsat en god dose betonbyggerier fra kommunisttiden. Det er i hvert fald de fordomme, mange danskere kan have, og det kan være svært at sælge som en juledestination. De, der har været i Polen vil derimod vide, at der er smuk natur, velbevarede byer og ikke mindst god og solid mad.

Med det i baghovedet takkede jeg ja og har ikke fortrudt. Ja, der var en del industri-anlæg, og ja, min vært arbejdede faktisk i en kulmine, men der var enormt meget kultur at dykke ned i, mange smukke traditioner og selvfølgelig masser af god mad. Schlesien ligger helt nede i det sydvestlige Polen, langs grænsen til Tjekkiet. Områdets store byer er Katowice og Wrocław, som på ældre kort stadig kan findes som Kattowitz og Breslau. Grænsen til Tjekkiet består af lave, bølgende bjerge, som man kan vandre eller stå på langrend i. Historisk har store dele af området været tysktalende, da Schlesien længe var østrigsk og preussisk. Den østlige del blev polsk i 1921, mens den vestlige først blev det i 1945 og Schlesien skal nu findes på kortet under sit polske navn Śląsk. Arkitekturen er ret præget af områdets tysktalende fortid, og selv med mit ikke særligt udviklede polske kunne jeg hos de ældre fornemme en anden tone i sproget – tilsat en god mængde tyske ord.


Julestemning i Wrocław

Forbindelsen til den tyske kultursfære ser man også i, at julemanden ikke kommer den 24. december. Børn får til gengæld gaver af Mikołaj den 6. december. Der er heller ingen opvarmning i form af lillejuleaften. Den 23. bruger man på at forberede maden til juleaften, wigilia, hvor familien mødes og spiser. Traditionerne er vigtige, og ligesom det i Danmark kan udløse krisemøder, hvis den rigtige kirsebærsovs er udsolgt, kan det i Polen komme til ophedet debat om rækkefølgen på retterne til julebordet. Maden spiller en stor rolle og er fyldt med symbolik. Traditionen vil, at der skal være 12 retter. De må ikke indeholde kød og man drikker ikke alkohol. Det er fordi juleaften er en katolsk fastedag. Den katolske faste er ikke som i islam, hvor man ikke spiser; katolikker spiser rigeligt, men undgår visse fødevarer, herunder kød. Ganske praktisk har man så besluttet, at fisk ikke er kød... De 12 retter skal symbolisere Jesu 12 disciple, men det nøjagtige antal kan variere. Der hvor nogle familier tæller retter bestående af flere ting som én ret, synes andre, at komponenterne skal tælles hver for sig. Hvilke retter der står på bordet, kan ændre sig alt efter hvor i landet man er, men to klassikere i hele landet er fisk og kål.

Bordet er dækket til alle familiemedlemmer plus én. Den sidste plads er til, hvis Jesus skulle vise sig på jorden, eller, mere prosaisk, så en fattig vejfarende kan spise med. Måltidet starter med en smuk og rørende tradition: opłatek. En opłatek er en stor oblat af samme støbning som Folkekirkens, i hvert fald hvad smagen angår – og tørheden og tendensen til at klæbe ulideligt til ganen. Den er til gengæld større end Folkekirkens runde og har graverede motiver fra bibelen på overfladen. Man brækker den med sin sidemand, ser ham eller hende i øjnene og kommer med gode fremtidsønsker til ham eller hende. Hvis det er én, man kender godt, kan man komme med personlige ønsker, og hvis det ikke er tilfældet, ønsker man godt helbred og al mulig lykke. Man lægger virkeligt sin sjæl i ønskerne, og det er et rørende øjeblik, hvor tårer kan anes i øjenkrogene.


Så er det til bords! Fisken er karpe, som man før i tiden købte levende og opbevarede i badekarret – i øvrigt et yndet motiv i ældre film, når farmand skal fiske karpen op af badekarret og få den ud i køkkenet, hvor den ender sine dage. I vore dage snyder man og køber oftest fileteret. Til den får man barszcz z uszkami, en kraftig borsjtj med små, hjemmelavede svampe-tortellinier i. Der er kapusta kiszona, Polens version af sauerkraut, og kapusta z grochem, som er en kålsuppe med splitbønner og svampe i. Det er solidt, seriøst og frem for alt lækkert. Fordi man ikke drikker alkohol, serverer man en ganske særlig drik: kompot. Kompot er en drik, man laver på tørret og røget frugt, som man koger op i vand med sukker og krydderier. Resultatet er en blanding af frugtsmag med julede krydderier – og så med et røget touch. Desserten er den syndigt lækre moczka, som er lavet på honningkage, mørkt øl, tørrede frugter og nødder, samt makowiec. Makowiec er en roulade fyldt med birkes og nødder (mak betyder birkes) som lægger sig tungt i maven.


På dette tidspunkt har en form for madkoma meldt sin ankomst. Folk undgår bratte bevægelser, men samtalen fortsætter. Nogle kan engelsk, nogle forstår tysk og alle udviser stor velvilje og tålmodighed overfor mine gentagne overgreb på polsk grammatik, så det går faktisk helt fint. De yngste i familien står henne ved vinduet og kigger ud, og jeg får at vide, at de ser efter den første stjerne på himlen. Når den er oppe, kan man nemlig gå til gaverne. Siden julemanden er kommet den 6. december, kommer gaverne den 24. december fra Jesusbarnet, Dzieciątko Jezus.


Den sidste etape for en rigtig wigilia er samtidig kulminationen på aftenen: pasterka, eller midnatsmessen. Vi forlader den varme lejlighed og går ud i mørket. Det er iskoldt og stjerneklart, der ligger et tyndt lag knasende sne over det hele. Hvis Charles Dickens var fra Centraleuropa, havde han skrevet på tysk, polsk eller måske ligefrem yiddish, og hans julefortællinger var helt sikkert foregået i Schlesien. Stemningen er i hvert fald julet nok til, at det virker som en plausibel tanke. Efter godt ti-femten minutters gang i kulden kommer vi hen til den lokale kirke, som til min overraskelse er helt mørklagt. Indenfor er der fyldt med mennesker, og der er helt stille indtil gudstjenesten starter. Der bliver sunget julesalmer i mørket, og selvom jeg kun kender nogle af dem (fx. findes Glade jul også på polsk: Cicha noc) og normalt ikke opholder mig i kirker for andet end arkitekturens skyld, er der noget helt fortryllende ved øjeblikket. Til gengæld havde det været nyttigt at tale bedre polsk end som så under messen, hvis indhold gik hen over hovedet på mig. Mere terpen af lokativ og de tre slags hankøn er påbudt...


Første, anden og tredje juledag gik med selskabeligheder og uanede mængder mad – denne gang med kød. Schlesien er nok enhver veganers og vegetars værste mareridt: en ægte mand kan lige strække sig til at spise kartofler, kål og måske lidt bønner og ærter, men så skal der også være noget kød til. For kødspisere er Schlesien til gengæld et slaraffenland med bacon, skinke, røgede pølser og andre gode sager af høj kvalitet. Der blev også plads til en god travetur i bjergene med snedækkede skove, hvor jeg for første gang havnede i et land uden at det var med vilje – jeg fandt først ud af, at jeg var i Tjekkiet, da gløggsælgeren ville have betaling i koruna... Der var også plads til et besøg i Kraków i dagene mellem jul og nytår i 8 graders frost – en fantastisk oplevelse. Byen kan anbefales på alle måder: det historiske centrum med vinkelrette gader indenfor murene, udsigten over Wisła fra bymurene og lige uden for dem er der Kazimierz, det gamle jødiske kvarter, hvor historien stadig er synlig. Der er storby-stemning, alle kan engelsk og der er hipsters nok til, at man sagtens kan spise andet end kød.


Prisen for at holde jul væk fra familien var dog at en anden omgang jul skulle holdes i det fynske. Efter de mængder mad, jeg allerede havde været udsat for, var jeg ikke overbevist om, at jeg kunne klare en omgang mere, men som fastslået i starten tager man sin jul seriøst – særligt hvis der er to af dem! Jeg følte nærmest, at jeg rullede ombord på LOT’s fly mod Warszawa og videre til Kastrup, og så kunne hele balladen ellers starte forfra. Glædelig jul...


Artiklen er skrevet af Alexandros Minousis Gram

143 visninger0 kommentarer

Følg os!

 
IMG_0318%2520(2)_edited_edited.png
russia-704883_edited_edited.png
  • Facebook
  • Instagram
unnamed%20(2)_edited.png
127474595_416181173098270_6523815273634533365_n%20(2)_edited.png